Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Organic Blonde Abbey Ale, Ørbæk (Munchkin og Munkeøl – Finale)

Le Grande Finale …

Det blev Marcus, der rendte med sejren de første to spil. Men vi var vel i gang med sidste spil, der var blevet en ren gyser, før denne sidste øl blev åbnet. På et tidspunkt var vi alle fire på level 9 – altså én kamp fra sejr.

Avancement fra level 9 til 10 kræver som bekendt en kamp (eller et meget heldigt korttræk). Det gælder derfor om at trække et monster, når man sparker døren ind (det starter alle runder med). Alternativt kan man senere på ens tur selv kaste et monsterkort, hvis man har ét på hånden. Det er en operation, der hedder “Looking for Trouble”, og denne er især populær, hvis man har level 1, eller 2-monstre på hånden.

Det er så op til de andre spillere at gøre kampen umulig – fx ved at kaste et ‘wandering monster’, som kastes sammen med et andet monster, man selv – eller en anden spiller – har på hånden. Plutonium Dragon er populær i den forbindelse. Den er level 20, og de 20 lægges til det oprindelige monsters niveau. På en eller anden måde skal spilleren så score højere end monstrenes samlede score, ved at tage eget level, og lægge eventuelle bonusser i form af våben, titler, elixirer eller andet til. – Ja, det kan godt blive kompliceret, men også altid top-underholdende!

Og da spillet var gået godt og grundigt i hårdknude med os allesammen på level 8 eller 9, åbnede vi altså den sidste øl. Endnu en trappist-kopi fra Ørbæk, købt ved samme lejlighed som den første, i Fakta, hvor de, apropos plutoniumsdrage, vist kunne fås til omkring 20 kroner stykket.

Det var vel aftenens lyseste bryg (hvis man vælger ikke at tælle den fæle prolog med. Den som gæsterne heldigvis ikke fik noget af). Enkelte toner mørkere end pilsner med kridhvidt, storboblende og så vidt jeg husker, ikke særlig holdbart skum. Stresshormoner var der rigeligt af i blodet, da det blev skænket, idet vi som bekendt alle kæmpede om det sidste sølle point i spillet. Alligevel lykkedes det brygget bouquet at presse en ekstra dosis adrenalin ud i blodbanen, da den lidt for velkendte dunst af marcipan og husholdningssprit i uskøn forening ramte mine næsebor.

Smagen gør tilsvarende vanære. Det smager af støvet kartoffelbrændevin, gær og den sødligt klæge smag af marcipan, jeg i kombination dermed finder aldeles modbydelig. Brygget giver den indre varme, som man kender det fra stærk spirius og man kommer til at svede af det. Det taler for bryggets karakter, at det på den måde giver en kropslig oplevelse. Blot mistænker man hurtigt, at sveden springer, fordi brygget bare smager så rædsomt. Øllet er i øvrigt tilsat rørsukker, koriander og enebær – det er noget med, at Ørbæk bruger opskrifter fra en tid, før Reinheitsgebot var noget, man gik op i på vore breddegrader. Men tilsætningen er altså forgæves, i betragtning af, hvordan slutproduktet smager.

Det skal siges, at Marcus ikke var enig i min vurdering. Han mente, at brygget blot skulle nydes til … noget andet – noget bestemt, som det ville gøre sig bedre til end et spil Munchkin småsent om aftenen. Han kunne ikke komme på, hvad det skulle være, og det kunne jeg heller ikke, og kan fortsat ikke. Jeg gætter på, at jeg i hvert fald aldrig kommer på det, men hvis Marcus i fremtiden skulle komme med et bud, refererer jeg det selvfølgelig gerne. Jeg forestiller mig, at alt, hvad dette bryg ville passe til, også ville være ret fælt – men det var vist ikke det, Marcus mente.

Udfaldet af aftenens sidste bryg blev altså lige så fælt som en plutoniumdrages ånde efter at den måtte have nedsvælget en Potion of Halitosis. Finalen i aftenens spil blev til gengæld langt mere underholdende, og endte med, at Elin selv opsøgte et monster at kæmpe med. Hun havde et level 2-monster på hånden, og det spillede hun altså ud, efter at vi andre panisk havde kastet monstre, bonusser, snydekort, våben, forbandelser, opgraderinger, nedgraderinger, klasser, racer og en hel masse andet i hovedet på hinanden … og derfor ikke havde noget på hænderne, der kunne forhindre hende i at vinde den endelige kamp.

En episk kamp mellem fire Munchkins og Fire tunge munkeøl var dermed overstået. Sejrherren var de tømmermænd, der ramte ekstrahårdt den følgende morgen … overgæret munkeøl er bare ikke noget, man får det godt af dagen derpå.

1-halv-stjerne

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme