Lad legende …
Verden er i dag blevet dummere. Den verdenskendte fysiker Stephen Hawking har draget sit sidste suk, og endskønt hans voicebox nok stadig summer, vil den næppe nogensinde igen levere så skarpsindige finurligheder som dens nu hedengangne bruger var så kendt for.
Selvom han angiveligt hårdnakket og vedholdende benægtede det – beskeden som han var – var han vor tids Einstein; i hvert fald al den stund at han formåede at gøre selv meget kompliceret videnskab tilgængeligt for det jævne menneske. En evne der er så meget mere imponerende i betragtning af Hawkings livsvarige handicap.
Han vil blive savnet – ikke mindst i en tid hvor verden i mindre og mindre grad orienterer sig efter eksperter og andre kloge menneskers ord, og i stedet hylder demagogi, middelmådighed, frygt og had, mens man i stedet burde stå sammen for at redde både os selv og planeten.
Men klogskab, omtanke og i det hele taget det at vide hvad man taler om, er der jo hverken penge eller stemmer i, så det er vel egentlig ikke så mærkeligt, at legenden Hawkings eftermæle må stå i så skarp en kontrast til den tid, han levede i. Må han hygge sig i det hinsides – der er god musik og sjove mennesker.
Her er der til gengæld tale om en øllegende. Eller i hvert fald har denne øl leget (den er jo en legende (… undskyld)) nok med skiftende anmelderes smagssanser til, at den er opført i bogen “1000 øl som du skal prøve, før du dør” (jeg ejer bogen takket være en god kollega, der reddede den fra udsmidning i boligforeningens genbrugscenter). Så en eller anden grad af begejstring er det vel ikke uforskammet, at have forventninger om, at den kan vække. Med mindre selvfølgelig hele dens mo-jo hviler på dens story-telling. Den blev oprindeligt brygget i anledning af MG-fabrikkens 50-års-jubilæum.
Kudos til Fakta igen-igen-igen for at have en (i hvert fald iflg. legenden) spændende øl på hylderne. Efter 1000 anmeldelser var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt den allerede var anmeldt. Heldigvis har man da internet på smartphonen, og en enkel søgning kundgjorde, at det havde jeg ikke – so here goes.
Brygget har den fineste kobberrøde nuance med matchende letgyldent skum. Betaget som jeg var af dets ydre – og formentlig sulten og stresset som jeg alt for ofte er – glemte jeg rent at snuse til brygget, så en eventuel bouquet må læserne være nødt til at erfare på egen hånd.
Heldigvis – det vover jeg allerede at spoile nu – ligger bryggets kvalitet ikke håbløst langt under hvad man kan forvente af dets pris. Så om ikke andet for ikke bare at se giraffen, men også smage på den (i ved, ligesom løverne i zoo), har den min forsigtige anbefaling.
Prøver man dette, altså smage på øllet, ikke giraffen (eller giraføllet, men det er en anden historie, der i grunden er langt fra så interessant som den her) mødes tungen af en velourblød finish, der nænsomt masserer en gammelkendt, endog akkurat sufficient særegen bitterhed af ca. lige dele val- og hasselnødder ind i gummeregion og bagtunge.
Mange ville forveksle den milde finish med at øllet er dovent. Men sådan er britisk øl nu engang, og det er altid rart at kunne opleve dette autentisk som her. Øllets temperatur må også gerne være en lille håndfuld grader over køleskabets – det får aromaen til at træde bedre frem.
Lidt kedelig bliver den dog undervejs. Brygget holder ikke til at blive nippet til over en periode på over ½ time. Så falmer aromaen, og brygget begynder rent faktisk at virke dovent, what with den lave mængde kulsyre britisk øl faktisk indeholder.
Vel, ikke ligefrem nogen legende legende. Eller legesyg legende, om man vil. Men oplevelsen værd, hvis man har lyst til noget, klassisk, stilsikkert og simpelt.
