Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Og jeg stemmer på … (Kvicklys Ølfestival 2016 – afslutning)

Det er nok ikke så svært at regne ud …

Hoppy Belgian, Raasted Bryghus

2016-05-23 17.47.38

 

For at kunne gætte det, skal man jo bare kunne tælle til fem. Det er nemlig det antal stjerner, jeg valgte at give dette bryg, som det eneste, og som den højeste karakter, der blev givet overhovedet.

Brygget er lanceret som en belgisk ale med et pift af noget amerikansk humle. De to ting i kombination formår på forunderlig vis at fusionere, transcendere og derefter manifestere en helt unik øloplevelse, hvor sødt, syrligt og bittert kombineres i det nydeligste puslespil, som man som smage kan beskue fra en luftballon, der bæres oppe af bryggets liflige fylde og forårsblomsteressens.

Det ville være direkte uforskammet at forklejne dens kvaliteter ved at sige, at det er den mindst ringe øl. Misvisende ville det også være, at sige at det var den bedste af deltagerne, for den er i sig selv en ganske fremragende øl, som det skulle undre mig såre, hvis den ikke gik hen og vandt. For denne gang er det ikke bare et hestehoved, der skiller nr. 1 og nr. 2 – nej, denne vinder suverænt med flere længder.

Til at begynde med luftede jeg min bekymring over det lave antal deltagere ved årets Ølfestivalg. Senere – da jeg anmeldte mit bud på en vinder – udtrykte jeg desuden bekymring over kvaliteten, da de første øl lagde sig i det magelige spændingsfelt mellem ‘middelmådig‘ og ‘ligegyldig‘. Heldigvis blev det i samme nu rigtig godt … og så fik man ellers en rutsjetur som var man i tivoli for første gang, men heldigvis endte man da på et nogenlunde-til-hæderligt niveau igen til sidst.

Men der er al god grund til at stramme sig lidt an igen. Som nogle læsere vil bemærke har jeg i år valgt at undlade at skrive et lille resumé om hver øl. Jeg synes ikke niveauet har været til det (ja, så hård og streng kan jeg være), og vil hellere bruge energien på at fremhæve det, der virkelig var godt – nemlig min vinder.

Jeg vil dog også anføre, at hvis Indslevs White IPA går hen og vinder, så er det ikke mange salte tårer jeg vil græde. Den formåede også at glæde med sin sprøde bitterhed, der gjorde den til en af de bedste hvedeøl, jeg længe har prøvet, samtidig med, at den slog det fynske bryggeris navn fast som hvedeøllenes mestre herhjemme.

Tak til Kvickly for et fint arrangement. Husk, at uanset hvilken øl, du synes er bedst, kan du afgive din stemme på oelfestivalg.dk denne uge ud.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme