Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Ørbækker Pilsner, Ørbæk

Bloggen har ligget stille et stykke tid, mens hele familien har ligget på langs med en eller anden udefinerbar virus. Vi har skiftevis feber, kulderystelser, snotnæser, hoste, trykken bag øjnene, hovedpine, stoppede bihuler, ondt i halsen … listen er lang og det VIL bare ikke slippe.

Selv gider jeg ærligt talt ikke drikke øl, når jeg er småsyg. Smagssansen svækkes helt enormt, og det generelle ubehag man føler, ødelægger alt for meget af den glæde, et glas velskænket øl skulle give. I skrivende stund er jeg dog langsomt ved at komme til hægterne igen, (i modsætning til børnene, der lægger sig med nyt, så snart de er kommet til hægterne, men det er en anden historie) og jeg valgte derfor at trodse intuitionen i går aftes, og knappede en relativt simpel pilsner op.

Også Ørbækker har jeg prøvet før denne blogs levetid, og den kvikke læser vil måske have spottet den i rækken af ølflasker øverst i bloggen. Der er tale om Ørbæk-bryggeriets standardpilsner, en strågul, hvidskummende, undergæret øl på 4,6 % i en grøn flaske med mørkegrøn etiket, der udstråler lige dele rustik amateurisme og afbalanceret sans for det simple. Skummet klæber i små krusede fnug så småt som det forvandles fra fløde til en luftig marengsmasse. Duften er relativt fyldig af sødlig humle med en frisk, hård kant.

Smagen byder ikke i sig selv på de store overraskelser.  Humlen ligger i samme bitre hjørne som andre standardpilsnere fx Hof eller Grøn. Til gengæld smager den af meget. Det er en intens og fyldig humlesmag, der behageligt optager munden, med en som sagt gammelkendt bitter pilsnerhumle, med et venligt indslag af nødder og et sødt hint af chokolade.


Uden at være noget ekstraordinært lægger Ørbækker Pilsner sig på et niveau, kun de færreste pilsnere når. Det er glædeligt, at se endnu et slag slået for simpel, god økologisk kvalitet, og så kan den endda smages selv om man er småsyg.
4-en-halv-stjerne

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 10. juli 2016 — 23:36

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme