Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Øllets dag på Thisted Bryghus, 2. del: So much awesome!




My work here is done … eller næsten …

Efter at have været gennem afstemningen, var der frisvømning. Jeg havde som nævnt i første del spejdet lidt rundt efter at være ankommet, og de første jeg ville aflægge et besøg – nu selskabeligt overrislet efter afstemningsøllene – var københavnske Beard Brew.

De to bryggere, Morten og Dennis, er fortsat ret nye i branchen. En af dem – jeg husker ikke hvem – var forbi min adresse i Brønshøj tilbage i november eller december måned med deres Imperial IPA. Det skete kort tid før Marcus kom forbi, så jeg ikke bare kunne lade ét, men to sæt smagsløg afprøve den. Og vi var begge solgt fra sekund ét.
Jeg spurgte selvfølgelig udskænkeren, om det var ham, der havde været forbi min lejlighed dengang. Det viste sig, at det ikke var ham. Men så kunne vi til gengæld glæde os over, at jeg fik æren af at møde dem begge to.

Berliner Weisse, Beard Brew
Beard Brews Berliner Weisse fik jeg faktisk stukket i hånden, mens jeg stadig var godt i gang med afstemningsøllene fra sidst. Det var nu også rart med et lille afbræk undervejs fra de meget mørke Limfjordsporter-hyldester. Et billede nåede jeg aldrig at tage, ej heller at optage notater på telefonen. Til gengæld husker jeg den stadig forbløffende tydeligt i betragtning af de mange smagsprøver, der røg ned.
En karsk, forfriskende lille sag, tilpas sød og med lige akkurat den rigtige antydning af melethed, der gør hvedeøl til mere end et hurtigt bællebryg til løgnhalsen. Aldeles godkendt, og bestemt noget, der ryger i indkøbskurven til rigtig anmeldelse, hvis jeg en dag skulle støde på den i handlen.
Det blev i øvrigt til en revisited senere med et ganske særligt tvist, men for at høre om dette, må læseren fortsætte sin færd gennem teksten (det er snyd at springe over).

Asian IPA, Beard Brew
Hvis man er god til at tælle, og måske har en kende logisk sans, vil man konkludere, at jeg var forbi Beard Brews stand tre gange i alt. I hvert fald, hvis jeg fortæller, at denne gang var den næstsidste.
Asian IPA er opfølgeren til Imperial IPA. Det asiatiske islæt udgøres af tilsat galangarod, citrongræs, korianderfrø og limefrugter, der er blevet knust i en juicer. Ikke overraskende giver det brygget en krydret duft. Overraskende er det til gengæld, at den er  fortryllende fin. Sød, aromatisk og en sikker understregning af IPA’ens i forvejen skarpe noter af grannåle og tørt, lyst træ. Beard Brew-gutterne har taget en IPA og smidt en masse oven i den, der gør den endnu mere til en IPA.
Skarp, sød og kras flår den ikke bare smagsløgene op, den river også godt til i næsen. Desuden har brygget en sød kant, der giver bredde og endnu flere nuancer.
Et brygmesterværk, der placerer Beard Brew i den absolutte top blandt nye små bryggerier herhjemme. Jeg fik i øvrigt et helt eksemplar med hjem til senere anmeldelse.

The Legendary Klemme, Peter Klemmensen/Amager Bryghus
Jeps! I læste rigtigt! Den levende legende, der står bag Limfjordsporteren fra Thisted Bryghus har lavet et samarbejdsbryg med det ligeledes legendariske mikrobryggeri fra Tårnby, Amager Bryghus.
Det kan selvfølgelig kun gå godt (spoiler: der gør det også) og som om det ikke var nok, at man fik lov at smage et dobbelt-op på bryggiganter, så var mesteren selv, Peter Klemmensen også til stede.
Anmassende og uforskammet som jeg var, spurgte jeg, om jeg måtte tage en selfie med ham. Det måtte jeg, på betingelse af, at jeg ikke lagde en polet for smagsprøven, og at vi skulle skåle på billedet. Det var betingelser, jeg begejstret indgik.
Hvor er det skønt at møde sine helte, og opdage at de også i virkeligheden er vildt awesome. Der er hermed også sat et stort fedt flueben ud for ét af de store ønsker jeg har haft, siden jeg begyndte at anmelde øl.
Brygget er en lille, kompakt og nydelig lakridssag, sprudlende af aroma og forbløffende let i udtrykket på trods af de 10% alkohol. Den trænger ud i alle små hjørner og ender af mundhulen med intense, og alligevel venlige lakridsaromaer – den rå brutalitet og kompromisløshed vi kender fra bryggeriet forenes aldrig så elegant med den venlige og myndige ekspertise fra bryggeren.
Well done!

Tripel Ale, Fur Bryghus
Tripel Blonde er en øltype, jeg i grunden ikke kan fordrage. Skarp som barberblade, sprittet som det indre af en bøtte desinfektionsmiddel, og med banansmag så kvalmende, at man må gribe til ydertilfælde, som fx Pernille Vermunds åbne, talende mundtøj for at finde noget, der kan konkurrere.
Det er umuligt ikke at blive draget af – eller sådan har jeg det i hvert fald. Til min egen store forundring. Jeg kan bare ikke holde nallerne fra det, når lejligheden byder sig.
Aldeles forbløffende virker det imidlertid, når det skarpe og sprittede er bibeholdt, mens det kvalmende er skåret væk med en kirurgisk præcision, der ville have gjort Linse Kessler misundelig. Den fæle bananhalsbrand er erstattet af en pikant aroma af kommen, der giver brygget en karakter af afdæmpet snaps. En Rød Aalborg, som man kan holde ud at nippe, og som man heller ikke helt så hurtigt går i gulvet af.
Tænk at der i grunden skulle så lidt til, for at gøre den type tålelig.

Berliner Weisse m/ agurkelikør, Beard Brew
Det var langt fra så åndssvagt som det lyder. Men netop fordi det lød så åndssvagt, måtte det simpelt hen prøves. Beard Brew langede smagsprøver ud af deres Berliner Weisse, tilsat forskellige frugtlikører. Jeg husker dårligt hvilke, men flotte var de i farverne, og mon ikke der var almindelige ting som citron, hindbær og æble blandt dem?
Og så altså agurk. Og det skulle selvfølgelig prøves, fordi alene tanken om, at det overhovedet eksisterede i sig selv var så tåbelig, at selv Boris Johnsons frisure måtte se sig slået. Og så fungerede det endda! Jo, sgu! De søde agurkenoter understregede perfekt Weissens friskhed, og gav aromaen en – i enhver Weißbier – tiltrængt dybde.

Sorteper, Nr Nissum Bryghus
Sorteper er det næsten nystartede (2017) Nr Nissum Bryghus’ første stout. Brygmester er gået efter sødme, og har derfor tilsat laktose, så brygget bliver sødt uden at blive alkoholvolumen øges. Laktose nedbrydes ikke til alkohol, kunne han berette, og sådan blev jeg det klogere.
En letflydende stout, der olieagtigt glider lige ned, og på vejen løfter alle de rigtige smagsløg.
Her er et bryggeri, man nok skal holde øje med de næste par år. Det tegner godt.

The Sound of Mosaic IPA, Viborg Bryghus
Jeg tror, jeg har set The Sound of Music én gang. Og uden at ville påstå, at jeg hader den, eller noget der bare ligner, har jeg heller aldrig fundet anledning til at se den igen.
Sound of Mosaic fra Viborg Bryghus, til gengæld … Den ikoniske IPA-humles prikker, snitter og behager muntert og lystigt i dette friske, aromatiske mesterstykke. Meget klar og ren er den i udtrykket, uden den bismag af industri, der velsmag til trods, præger Royal Unibrews standard-IPA med navn efter humlen.
Viborg Bryghus burde jeg nok opsøge noget mere. Og nu kan jeg ikke så godt  bruge geografien som undskyldning længere. Og når jeg får det gjort, kræver den her øl et gensyn.

Sort Magi, Norddjurs Håndbryg/Viborg Bryghus
Det blev til mange stouts og portere. Fælles for de fleste af dem var deres lethed og hvordan de ikke vægrede sig det store ved at passere svælget uden at blive tygget først.Ikke at det gør noget. Det er en kunst at gøre de tætte, mørke bryg lette – uden at det dog er noget, man ligefrem behøver stræbe efter.
Sort Magi fra Norddjurs Bryghus er undtagelsen. Her er der tæthed for alle pengene, aroma af mørkt, tungt træ og hårdtristet kaffe. Brygget mangler ikke noget i fylde på trods af en alkoholprocent, der ikke ligger højere end 5,7. Udover trang til at tygge brygget på vej igennem munden, griber man uvilkårligt ud efter en tandstikker til sidst.
Sådan skal en tæt stout være.

Amarillo Amerikansk IPA, Hjort Beer
Aalborgensiske Hjort Beer havde det meste af kataloget med. Jeg gik efter det sikre, og valgte en Amarillo Amerikansk IPA. Det er en West Coast IPA, en stil der kendetegnes ved ikke at at være helt så skarpt bitter som de tørhumlede IPA’er man gerne finder på USA’s østkyst. Karamelmalt er brugt for sødmens skyld, og havre er tilsat for at give brygget fylde.
Brygget er vitterlig mere rundt og rart i det med en dybere aromasprofil end hvad man finder i New England og på Amager (for den sags skyld). Afvekslingen er kærkommen – begge IPA’er kan være rigtig gode, og det viser Hjort Beer med al tydelighed.

Ivar’s Hand, Basquery/Hjort Beer
Denne Witbier var det sidste bryg, jeg kunne holde til, før jeg valgte at vende snuden hjemad. Den er en collab mellem et baskisk bryggeri og den gæve aalborgenser Carsten Hjort Bjerre, der i hvert fald er ret god til at brygge IPA.
Witbier er måske ikke ligefrem Tripel Blond, men ikke desto mindre stadig en øltype, jeg aldrig rigtig har været på bølgelængde med.
Men ind imellem kan det gå godt alligevel. Den her blev serveret perfekt afkølet. Den behager med en fin kant af citrus og har mere end fylde nok til ikke at føles tynd.
Ivar’s Hand fik jeg også et anmeldereksemplar med hjem af, så en reel anmeldelse af den, kan ventes på et tidspunkt senere hen.

Og det var så den dag …
Tilbage er der kun at takke Thisted Bryghus for et meget fint arrangement. Takket være dem fik jeg ikke bare mødt Peter Klemmensen, men jeg fik også lejlighed til at smage et bryg, han havde begået sammen med mit favoritbryggeri, Amager Bryghus.

Man må næsten frygte hybris.

Desuden havde arrangementet sin store force i den lokale forankring. At der er så mange gode håndbryggere i det nordjyske med produkter af en sådan kvalitet var en kærkommen overraskelse.

Nordjylland kan godt – og de (eller nu må jeg vel hellere sige ‘vi’) har i virkeligheden altid kunnet. Jeg husker hvordan jeg tidligt i bloggens historie hæftede mig ved gode bryg, ikke bare fra Thisted, men også fra Aalborg, Nibe og Skagen.

Men der er endnu flere. Og de kan – allesammen!




Updated: 13. september 2019 — 09:06

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme