Syrligt – ikke surt.
Jeg må jo til det. Mine hastigt nedkradsede noter løber ganske vist ingen vegne, men hukommelsen om, hvad noterne rent faktisk dækker over er en ganske anden snak.
Jeg var – selvfølgelig, kunne man fristes til at sige – også til stede ved Danske Ølentusiasters årlige ølfestival i det gamle lokomotivværksted på Otto Busses vej. I sig selv en spadseretur værd, også uden festival. Det gamle baneanlæg er en af Københavns små skjulte grønne perler, der gør vores hovedstad unik.
Jeg indfandt mig henunder aften om fredagen efter arbejde. Der var gigantisk kø udenfor, så jeg kunne glæde mig over min snarrådighed, der havde ansporet mig til at købe billet i forsalg.
Jeg betalte min polet for garderoben, og gik på opdagelse. Som altid søgende til at starte med, ventede jeg på at begivenhederne tog fart af sig selv. Introvert som jeg er har jeg aldrig haft det alt for godt med mange indtryk samtidig, og jeg husker ikke længere præcis hvordan det startede …
Lemondrop Saison, Brewers inc Beer Bar.
… men de første hastigt nedkradsede noter i min blok afslører, at den første øl, der blev prøvet var Lemondrop Saison fra Northern Brewer. Det var jo i dåden saison-vejr den aften, og det lette, lyse og frugtigt syrlige bryg løb aldrig så let ned i løgnhalsen, hvor den svalte, slukkede, vederkvægede, afkølede og læskede på én og samme gang.
Det blev nu ikke skænket fra bryggeriets egen stand, men derimod fra Brewers Inc Beer Bars stand. Baren holder hver måned en konkurrence for lokale bryggere om, hvem der kan brygge den bedste øl. Vinderen får sit bryg til salg i baren, hvorved de nye bryggere får deres bryg ud over kanten til forbrugerne. – Et prisværdigt projekt, der fortjener al’ den støtte, den kan få.
Og når man sådan tænker tilbage på arrangementet, husker man også efterhånden mere og mere. Jeg mødte indtil flere gamle venner ved arrangementet – helt uden at vi havde aftalt det. Denne øl blev mig anbefalet af Louise, en gammel ven fra dengang jeg spillede i Pipe Band. Ud over at sige hej samt udveksle knus og ølanbefalinger, måtte jeg også sige hende stor tak. Det var hende, der i starten af året gjorde mig opmærksom på, at Napalm Death spillede på Loppen sidst i marts.
Bryg 500, Det Lille Bryggeri
Det varede ikke længe, før jeg stødte på flere kendte ansigter. Min tidligere svogers gamle venner rendte jeg uforvarende ind i, og han anbefalede mig omgående … “det her mørke, vildt stærke øl derovrefra”. Han (jeg er virkelig ikke god til at huske navne) pegede i retning af Det Lille Bryggeris stand. Jeg kvitterede med stor tak og begav mig derover.
Jeg beskrev brygget efter bedste evne, og ekspedienterne fandt denne frem. Øltype ukendt, men styrken, farven, kraften – og den overraskende letdrikkelighed peger i retning af en barley wine. Aroma af svesker, nødder og egetræ i vidunderlig forening og med en lethed der gør, at man risikerer at tyre det letdrikkelige men også hidsigt alkoholiske drik alt for hurtigt ned giver fuld underholdning til smagsløgene.
Tlaloc Hoppe Beer
Det var vist allerede ved indgangen, at jeg stødte på Brian – min medroadie da jeg for et par år siden stod i bar for Kongebryg. Et fikst skæbnetvist er, at han arbejder som pedel på Toksværd skole ved Næstved, hvor jeg og mit sækkepibeorkester over en årrække holdt øveweekend, og hvor netop Brian åbnede for os fredag aften.
Kongebryg selv var ikke med. Brian stod i stedet i bar for bryggeriet Hoppe Beer, som jeg (heller) ikke havde hørt om før. Der valgte jeg endnu en let lys sag efter belgisk forbillede – det afslørede den markante bananduft, der på grund af sin integrerethed med den ledsagende duft af sne, ikke virkede faretruende. Letdrikkeligt, tilpas syrligt og med den helt rigtige mængde banan. Uforvarende kom jeg til at kalde brygget surt – hvilket jeg som bekendt sagtens kan se som en fordel, men en anden ekspedient protesterede idet han understregede, at det skam var syrligt og ikke surt.
Vel, således er smag og ikke mindst behag ved de forskellige aromaer jo så forskellig.
Aarhus Fortæller, Aarhus Bryghus
Jeg fortsatte lystigt med de belgiske typer. Men brygmester ved Aarhus Bryghus mente nu ikke, at jeg skulle prøve Sølvpilen igen, når nu jeg allerede kendte den. Jeg havde som bekendt prøvet den tilbage i 2016 på Copenhagen Beer & Whiskyfestival i Forum.
I stedet skænkede han denne i omtrent samme stil, omend denne var til langt mere umiddlebart behag end den hvide banansatan. Skarp i alkoholprofilen er den nu fortsat, tillige med noter af mere behersket banan, ledsaget af en sylrig og tungere bund af egetræ.
Brygget var vinder af en årlig brygkonkurrence med tilhørende smagning, der afholdes i Den Gamle By. Vinderøllen produceres efterfølgende på Aarhus Bryghus’ anlæg. Det tegner godt for fremtiden for specialøl, når et så relativt svært tilgængeligt bryg som dette, vinder en brygkonkurrence.
Ud over Stepperne, Svaneke Bryghus
Egentlig kan jeg jo godt lide at slentre rundt fra stand til stand, og prøve en enkelt øl hvert sted. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, da jeg kom forbi Svaneke Bryghus’ stand, for Brygmester selv var i snakkehumør.
Det gik faktisk ud over stepperne i mere end én forstand, så min pen omgående måtte give op. I stedet gjorde jeg brug af optagefunktionen på min telefon for første – men ikke sidste gang ved arrangementet. Og lur mig, om ikke det også i fremtiden bliver et af mine værktøjer, når jeg skal suge til mig af viden, når jeg deltager i den slags festivitas.
Ikke bare denne, men i alt tre øl inspireret af en tur til Moldova, som brygmester havde været på. Sergej Litvo fra Kishinau havde besøgt brygmester (hvis navn jeg vist aldrig fik med), og havde fyldt sin bil op med lindeblomster. Disse tilsatte de en 3,3% øl i en whirlpool, og lod den efterfølgende gære med champagnegær. Efter 3-4 måneder tilsattes så en 7 år gammel vildgærstamme, som den nu har ligget med i to år.
Den dufter ikke af meget. Den holder trods alt kun 3,3 %, så den er trafiksikker at drikke en lille smule af. Bark og honning fra lindeblomsterne udgør bunden i den lille, lyse og effektivt gennemsmagende øl, der kun er lidt stærkere end hvad jeg ville kalde alkoholfattigt.
Da Brygmester besøgte sin ven, Sergej Litvo, i Moldova i Oktober, tog de 1000 kg traminerdruer med sig fra en vingård, som de i Kishinau pressede til 500 liter most. De 500 liter most blev blandet med 500 liter nybrygget urt, kogt op og humlet med magnum-humle. Det blev kølet ned og gæret med champagnegær, hvorefter det blev tørhumlet med Hallertauer Blau humle.
Det giver en overraskende frisk og letløbende smag, der er ualmindelig farlig i betragtning af bryggets styrke på 9 procent. Hemmeligheden ligger i champagnegæren, der giver en frisk syrlighed, der sammen med Hallertauerhumlen giver rigtig flotte frugtige overtoner (bloggeren bemærkede fersken og clementin).
Brygmester kunne desuden fortælle, at han mens han stod i bar skrev frem og tilbage med bemeldte Sergej, der var pavestolt over, at folk her i Danmark var glade for hans øl.
Jeg skal ikke udtale mig på vegne af danskerne generelt, men jeg var i hvert fald selv ganske begejstret.
Roadside ale, Svaneke Bryghus
Denne øl blev brygget på ting, brygmester vand i vejsiden, da han kørte hjem til Bornholm fra Moldova i en 40 år gammel Moskvich, han fik forærende af Sergej. Sergej forærede ham den, fordi han gerne ville have brygmester til at besøge ham igen. Så må man bare håbe, at bilen holder.
Sammen med vennerne fra Georgien blev det, der blev fundet i vejsiden taget med – græskar, solsikker, majs, kvæde, blade fra en hellig busk – alt muligt. Og det blev der så brygget en øl af, da de kom hjem – blot til tant og fjas. Såvidt blev brygmesters fantastiske historier om hans tur til Moldova og mødet med Sergej afsluttet. Det var i sig selv oplevelsen værd, og selv oven på dette var det faktisk lykkedes mig at notere lidt angåene bryggets karakter.
Igen er der tale om et letflydende og frisk bryg. Det kan man kun vanskeligt få for meget af under den svære tørke i de dage. Ellers var det nogenlunde jævnt bitter med en sødlig maltbund. De mange ingredienser kunne godt smages – græskar især, og selvom det hele var bundet ganske godt sammen, kunne man alligevel godt mærke, at der her mere var tale om et eskperimentelt ‘for sjov’-bryg end et der skal tages helt seriøst. De mange forskellige smagsindtryk fra mangfoldigheden af ingredienser kan ikke undgå at forvirre en anelse.
Taybeh IPA, Taybeh
Og så videre til en stand, jeg altid sørger for at besøge på ølfestivalen. Taybeh er et palæstinensisk bryggeri, der ligger på den besatte Vestbred. Det behøver ikke være nogen hemmelighed, hvor mine sympatier i den konflikt ligger. Her skal det blot siges, at jeg finder betegnelsen af Israel som en ‘jødisk stat’ inderligt problematisk, grænsende til det racistiske, al den stund at jeg ved, der er rigtig mange jøder, der ingenlunde fortjener at blive forbundet med staten Israels undertrykkelse og fordrivelse af palæstinenserne i området.
Jeg havde mødet bryggeriets kontaktperson i Danmark tilfældigt for et par uger siden, og vi havde aftalt at mødes, så jeg kunne smage bryggeriets nye IPA. Det er et bryg, der virkelig skal smages, ikke mindst fordi duften virkelig ikke gør noget væsen af sig.
Til gengæld kan man nyde bryggets krystalklare, rene, sprøde og fine smag af spæde, røgede grannåle. Brygget har været to år undervejs, og de to års passion kan virkelig mærkes i brygget.
Det var også ved Taybehs stand, at Anders, en af mine læsere, som jeg ikke kendte, hilste på. Det viste sig, at det i sin tid var Anders, der havde foreslået DTU-avisen at bruge mig som anmelder af deres øl sidste år i april. Det er altid fedt at møde sine læsere – ikke mindst når samme læsere står bag nogle af bloggens store succes’er i årenes løb.
Viborg Vintage, Viborg Bryghus
Og så strejfede jeg vist lidt mere omkring … Jeg stødte på Louise flere gange i løbet af arrangementet. Hun var sammen med to venner – Bo og Stampe. De lavede en livestream fra arrangementet, der blandt andet indeholder en langhåret pralrøv med fuldskæg, og narcissistiske tendenser i en grad, at han har sin egen blog, i hvilken han frimodigt omtaler, at han medvirker i andre menneskers livestreams. Ja, har man hørt mage …
Anyways – jeg rendte altså ind i Louise igen, der på det bestemteste advarede mod det tunge, olieagtige bryg, hun bød mig i hendes smageglas. Jeg tog en bid. Væltede massen lidt rundt på tungen, og gav mig så til at tygge – hele tiden i frygt for at arbejdsfyldningen ved min ufærdige rodbehandling skulle løsne sig i processen.
Hvis Louises plan vitterlig var at overtale mig til ikke at prøve brygget … nej, vi har spillet sammen så mange år, så selvfølgelig var den bestemte og kategoriske advarsel ikke andet end en slet skjult og hjertelig anbefaling, så af sted mod Viborg Bryghus’ stand gik det.
Brygmester (det er utroligt, som jeg aldrig får spurgt ind til deres navne) listede en længere optegnelse af inkluderede malttyper op. Desuden er brygget tripelmæsket – det vil sige at man efter kogning af urten trækker denne tilbage i mæskekarret, tilsætter ny malt og giver den en kogning mere. Hvor denne proces normalt tager nogle timer, tog denne øl hele dagen at brygge – fra syv om morgenen til tyve minutter over elleve om aftenen. Den er diskret humlet og hævet med bourbon-gær og portvinsgær. Desuden er den tilsat lakrids og rørsukker.
Adspurgt til konceptet bag brygget, svarede brygmester, at den var et forsøg på at udfordre sig selv, og se hvor langt han kunne gå med et bryg. Flaskerne fik desuden tilført lak, og blev sat i trækasser, og det vil være en årligt tilbagevendende begivenhed at lave disse ‘fuldstændig åndssvage’ (brygmesters egne ord) øl. Aldrig den samme opskrift, ligesom bryggeriet i forvejen laver en månedens øl med ny opskrift hver gang, men næppe så ekstrem som denne.
Næste års øl er allerede delvist planlagt. Et par belgiske bryggere skal være med til at udvikle den. Jeg glæder mig.
Selve brygget vil jeg beskrive som en sej, olieagtig substans, der vel i sidste ende kan betegnes som en Russian Imperial Stout, what with den lave bitterhed, og brede maltprofil. Hver dråbe af brygget er et lille kompakt kvantum paradis af lakrids, lakrids og lakrids. Sød lakrids, stærk lakrids, medium lakrids, finsk lakrids … men nok, når det kommer til stykket, mest af alt af … lakrids. Et billede af brygget må læserne desværre have til gode. I farten fik jeg kun en udtalelse fra brygmester og nogle hastigt nedkradsede noter – ingen billeder. Men lad os bare sige, at brygget nok kommer ret tæt på, hvordan man forestiller sig et sort hul ser ud indefra.
I sandhed well done. bryggeriet Viborg Bryghus vender jeg tilbage til sidst i indlægget.
Mangalore Sour, Dry & Bitter
Efter forgæves at have forsøgt at slikke mine tænder rene et stykke tid, faldt mit blik på ryggen af en stor Cannibal Corpse T-shirt. Jeg tænkte, at den bod, man fandt sådan en T-shirt i, måtte have godt øl.
Og ikke bare det – også gode mennesker. Indehaveren af T-shirten viste sig at være Jacob Storm, brygmester hos Amager Bryghus, så dér var der omsider en brygmester jeg kunne huske navnet på. Han bød på spontan krammer, hvilket næsten (men også kun næsten) var lige så skønt som de bedste øl, jeg prøvede den aften. Han stod desuden sammen med Peter Myrup Olesen, manden bag Beerticker (og min tidligere nabo – næsten i hvert fald) så selskabet kunne vanskeligt have været bedre.
Det samme gjaldt øllet. Specifikationerne fik jeg ikke helt styr på, før der blev smagt. Til gengæld huskede jeg billedet. At brygget var tilsat mango fik jeg i det mindste med, og selv hvis ikke, havde jeg næppe været i tvivl efter at have annammet duften. Frugten udgør til gengæld kun et sekundært bagtæppe til endnu en forfriskende syrlig oplevelse. Limearoma træder i forgrunden og gør sammen med bryggets lethed hele oplevelsen til et udsøgt vederkvægende pusterum i sommerheden.
Sommerbryg, Bryghus no. 5/Holbæk Bryghus
Bryghus no. 5 er et restaurantbryggeri tilknyttet Holbæk Bryghus. Der brygges de øl, som serveres i restauranten, mens bryggeriets konsumøl faldbydes i diverse supermarkeder rundt omkring i landet. Til dagligt kan et bryg som dette altså ikke sådan lige fås i almindelig handel, og det er jo netop en af de bedste begrundelser for at tage på ølfestivaler: Så har man chancen for at prøve det, som man ellers nok aldrig ville være stødt på.
Der var åbenbart en vis uenighed om bryggets aroma. Jeg syntes den var sød, hvilket bartender benægtede. Banansmagen er der dog, mens denne ikke forvarsles i en ellers syrligtfrisk duft. Syren og bananen matcher dog hinanden fint i endnu en sommeregnet tørstslukker.
A-Z Ale no. 16 på fad, Refsvindinge
Nu var det tid til en genganger. Denne øl var en af de allerførste jeg prøvede som blogger, og skuffelsen var svær al den stund at den fra en emballage overhovedet ikke levede op til mine erindringer om den. Jeg havde i sin tid prøvet den fra fad, og nu var der endelig en chance for at prøve netop dét en gang til. Mit spinkle, naive håb var, at hvis bare jeg prøvede den på fad, ville oplevelsen fra dengang på Scandinavian School of Piping & Drumming, hvor jeg lærte at elske den så højt, gentage sig.
Og det gjorde den! Fantastisk! Min mistanke om, at Bryggeriet Vestfyens licensbryg af denne øl var inderligt fejlbehæftet holdt stik! Tilbage var de søde, kraftige frugtnoter af blommer og kirsebær. Den fyldige finish af svesker og druer. Og den bagvedliggende bitterhed af egetræsharpiks. Bitrere, måske, end jeg egentlig huskede den – måske har den alligevel ændret sig en anelse gennem årene – men kvaliteten er bestemt ikke gået ned!
Jeg anmelder ikke øl decideret, når jeg rapporterer fra events som denne. Men her er en helt oplagt kandidat til en revisited-anmeldelse, en dag når jeg kan få en hel på fad.
Tid til leg …
Der sker jo en masse forskelligt på sådan en festival, og det er jo ikke bare sådan, at man går rundt til alle standene for at prøve øl. På en scene bagest i det store værkstedslokale havde tre fysikere således indfundet sig til en lille … er det ‘event’ man kalder det på nutidensungdomsk?
De havde i hvert fald bevæbnet sig med en god tæt stout fra Det Lille Bryggeri, fløde, sødmælk, hakket chokolade, vanillesukker, æg, et overdimensioneret industrielt piskeris og … flydende kvælstof. Hele baduljen blev kastet op i et kar – på nær det flydende kvælstof … vel, og på nær også piskeriset – det var at betragte som et stykke værktøj og ikke en af ingredienserne. Piskeriset blev til gengæld sat i gang, og mens det gjorde, hvad sådan et piskeris nu engang gør, hældte en anden af fysikerne forsigtigt det flydende kvælstof ned i blandingen.
Ingredienserne forvandledes således på få sekunder til det fineste flødeis – med stout – man kunne ønske sig, og så var der ellers bare gratis uddeling på stedet.
Det smagte skønt, dejligt luftigt, dejligt frisk, og med den helt rigtige kombination af mokka og og løvtræ, som kun en stout ville kunne give is.
– Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at jeg ikke fik taget nogen billeder af selve processen. Men i betragtning af, hvordan ølfestivalerne alt for ofte indebærer mig halsende rundt, ivrigt skriblende og fotograferende – sjældent sekunder ad gangen i ro. At se de kyndige hænder forvandle stout til det fineste flødeis, var mit Zen-øjeblik, hvor jeg for en stund kunne lade noter, billeder og dokumentation være noter, billeder og dokumentation – og bare nyde det.
Knuckle Dragger Imperial IPA, Anarchy Brewing Co.
Videre gik det, og så småt begyndte udmattelsen også at indfinde sig. Jeg fandt en bar, der virkede umiddelbart tiltalende. Jeg anser mig selv for en gammel anarkist, selvom begrebet i disse år desværre bliver stadigt mere udvandet – men det sparer jeg jer yderligere kværuleringer om for nuværende.
Jeg gik efter en IPA, da det fortsat er min yndlingstype. Og bare fordi opmærksomheden om typen er for nedadgående, render dens objektive kvaliteter – friskhed, karskhed, bitterhed, bidskhed – ingen vegne.
Her er en virkelig intens én, hvor man mærker det uhøvlede nåletræ nydeløst rive i tungen og overalt efterlade skarpe, sviende splinter af dødsbitter træ- og nålearoma fra helvede. Bryggets fylde mærkes i hele kæften, og ikke kun der hvor det bestialske bryg fent faktisk befinder sig. Hvor kæftenikke lige spiddes af de skarpe, flossede træ- og nålesplinter, svider kommenaromaen resten af mundhulen af.
And it went increasingly wrong from here …
Det var mens jeg nød Anarchy Brewings fandenivoldske mesterværk, at jeg blev antastet af Martin Bo Pedersen, den kringlede hjerne bag Nanobryggeriet Redekassen. Han havde lidt smagsprøver, han ville præsentere mig for. And to make matters worse, indfandt Carsten Berthelsen (ingen videre præsentation burde være nødvendig) sig også.
– Så fik jeg også mødt ham … sådan rigtig i virkeligheden. Og hvis man ikke tror på mig, man man bare spole tilbage til toppen af indlægget, hvor han, Martin og jeg kan opleves i (u)skøn forening.
SUSÅ, Åmarks Bryg
Præcis hvad Martins aktier var i dette bryg, fik jeg ikke med – han delte sin stand med nogle andre bryggere, heriblandt Åmarks Bryg, som jeg desværre heller ikke nåede at få meget at vide om. Min koncentrationsevne er omvendt proportional med min promille.
Brygget er på afdæmpede 3,1 %, har en god maltbund med rigeligt humlekrydderi. Friskheden gør endnu engang godt i det aggressive sommervejr.
Præstekrage, Redekassen
Til gengæld havde Martin et af sine bryg parat, og denne gang fik jeg – takket være min diktafon – ordentlig besked om brygget. Der er tale om en Barley Wine, delvist brygget på økologiske drivhusdruer, som Martin havde ladet ligge i vodka i 18 måneder. Derefter bryggede han selve øllet på sukkeret fra druerne – og ikke andet sukker end det.
Noter om tung malt og godt med fylde samt på diktafonen en erklæring om, at det er en af de bedste Barley Wines, jeg har smagt, vidner om at den må have gjort indtryk på mig. En detaljeret beskrivelse af hvorfor den gjorde indtryk, må læserne have til gode. Martin har til gengæld planer om noget stort også næste år, Da vil han bruge druer, der har ligget i 38 måneder i stedet.
Whisky Stout, Elverhøj Surtølsbryggeri
Det vildeste fra Martin og Co.’s stand var en whisky stout, som brygmester stolt berettede, var lagret på Stauning Whisky-fade. Stauning Whisky er – så vidt jeg ved – det første destilleri i Danmark, der har brygget sin egen single malt whisky. En duft af tæt tjærerøg skaber forventninger om et bryg, der er så tungt, at det burde have sin egen måne kredsende om det. I stedet mødes man af fjerlet, dunet spirituøsitet og intens, fyldig kaffearoma af de bedste bønner i verden.
Dermed var der sat et nydeligt punktum for en begivenheds- og indtryksrig aften. Jeg tog afsked med Martin, Carsten og brygmesteren fra Elverhøj. Men før jeg forlod matriklen, stak jeg lige forbi Hoppebryg, hvor Brian havde en hilsen fra Kongebryg stående til mig. I Viborg Bryghus stand var der også stillet et par smagsprøver til side, og disse vil blive behørigt anmeldt ved senere lejlighed, så forbliv som altid indstillet.
Opsummering
Et forsøg på at opsummere de mange indtryk fra Ølfestivalen, måske endda som et fingerpeg om de generelle tendenser i øludviklingen i øjeblikket, er vel på sin plads her til allersidst.
Udlandet virkede underligt fraværende. Men jeg har ingen grund til at tro, at den fæle nationalisme, der holder vores land i et kvælende jerngreb også har bredt sig til markedet for kvalitetsøl. At små projekter som Redekassen, Elverhøj Surtølsbryggerie og andre små aktører til gengæld er rigere repræsenteret peger vel blot på en anderledes – og i mine øjne særdeles prisværdig prioritering af de små projekter frem for de store fra DØE’s side.
Efter at IPA’erne har været helt fremme i feltet de sidste mange år, er de mere syrlige og friske øltyper helt tydeligt på vej frem. Frem for at lægge vægten på humle, får esterne – gærenes affaldsstoffer langt mere spillerum i dag, mens de tidligere nærmest blev anset for rent gift for det gode øl.
Nu bruges de aktivt for at fremme syrlighed, friskhed og bananaroma – og ikke nødvendigvis for at kæle for smagsløgene eller for at gøre bryggene lettere tilgængelige. Næh, deres rolle er for så vidt den samme, som de mange humletyper var det tidligere – at agere legeredskaber, som bryggerne kan tumle og udfolde sig kreativt i. Og med de knudrede, spændende og ikke mindst usædvanlige aromaer som esterne giver, er der åbnet for helt nye vidder, der i de kommende år forhåbentlig bliver grundigt udforsket – til alle os ølelskeres fornøjelse og lyst.
Tak for i år. Tak til Danske Ølentusiaster for endnu et rigtigt fint arrangement. Vi ses til næste år.