Og man var der ellers kun et par timer …
Så lykkedes det mig for tredje gang i streg at lægge vejen forbi Danske Ølentusiasters Ølfestival i Lokomotivværkstedet i Valby. Jeg tænkte, det måtte være på tide at kalde venueen (ja, det må det vel hedde på nudansk) ved dets rigtige navn i år, nemlig Lokomotiværkstedet og ikke Lokomotivhallen, som jeg fejlagtigt har har kaldt det tidligere. Jeg må have haft skyklapper af et ganske udsøgt fabrikat på begge år, siden det er lykkedes mig i den udstrækning at gentage den samme fejl over så lang tid. Men nu skulle det så også endelig være slut, og vid, at det aldrig er for sent i det mindste at prøve at blive bedre til det man sysler med.
Det blev til mange indtryk, gensyn og selvfølgelig smagsprøver … samt en helvedes masse noter og billeder, som jeg nu skal se, om jeg kan finde en eller anden form for orden i. Måske er jeg endda heldig, det munder ud i en antydning af overblik – et kondensat af de mange indtryk, der måske endda kan gøre os allesammen klogere på, hvilken vej ølvinden blæser – hvad der står på spring til at blive hot og hvad der efterhånden er not …
Jeg vil starte med oplevelserne – og så må jeg jo se, om der kondenserer sig noget overordnet efterhånden.
Flower Power Red IPA, Herodes
Jeg forsøgte ellers at være så grundig og omhyggelig. Alligevel lykkedes det mig åbenbart at undgå at få bryggeriet bag den første øl, jeg prøvede på festivalen, med i de hastigt nedkradsede noter. Pokkers! Men godt man har lært at google – og i øvrigt kigge sine billeder grundigt igennem. Valget faldt på en frisk IPA, da gåturen i det varme vejr fra mit arbejde godt 2 km. derfra havde gjort mig godt gammeldags tørstig. Den milde Flower Power IPA fik jaget tørsten væk med fortrinsvis frugtige aromaer af appelsin, clementin, spæde grannåle og adækvat opfyldelse af genrens skarphed. Til gengæld var der lige lidt mere vand end nødvendigt – hvilket i situationen var mere end velkomment. Havde jeg til gengæld betalt dyre domme for den på en ølbar, ville jeg nok have følt mig mere skuffet end vederkvæget.
Kriek, Kongebryg
Sidste år var jeg jo på bryggeribesøg og efterfølgende rodie ved flere lejligheder for Næstved-bryggeriet Kongebryg. De havde en stor stand på festivalen med militærtema, hvor personalet var iklædt deres karakteristiske armygrønne bryggeri-t-shirts under et stort camouflagenet. Brygmester Niels Kiens var ude, da jeg først kiggede forbi. Til gengæld mødte jeg min tidligere medroadie Brian, der straks langede en smagsprøve på bryggeriets nye Kriek ud. Indtil videre har Kriek for mig været meget sødt og imødekommende – jeg lapper Mort Subites i mig som slik, når som helst jeg kan slippe af sted med det. Men det ville jo ikke ligne brygmester Kiens særlig godt, hvis oplevelsen ligefrem var lettilgængelig – og det var den så gu’ heller ikke.
Kongebrygs Kriek er rød og tæt som nytappet blod – kun det spinkle, lilla-pink skum afslører, at det ikke er den gamle kasernes våben, der har været ude og trække kropsvæsker. Smagen er syrlig – som i syrlig af sure kirsebær, skarp som en nysleben bajonet og forunderligt forfriskende i de ansigtsvridende trækninger, bryggets slimhindesammenkrængende aromaer indgyder. Et must for enhver, der tror at en kriek er en sød oplevelse – det er horisontudvidende som kun de færreste. Desuden er den brygget helt efter belgiske forskrifter – af sig selv i egen tank, altså som en rigtig Lambic.
Kriek Royal, Kongebryg
… og er man ikke til syrlig Kriek, kan man få et skvæt af bryggeriets mjød i. Straks har man en sødere, og nok også mere lettilgængelig Kriek Royal. Mjøden er ikke af den bløde, runde slags, men derimod af en frisk, lys og vinøs karakter, der fortsat giver det samlede resultat en skarp kant, frem for at kæle med smagsløgene. De syrlige kirsebær blander sig fint med honningvinen, men ikke så meget at de forenes – hvilket er fint, da brygblandingen dermed giver en både bredere og mere intens smagsprofil.
Perseus Valnød, Christiania Bryggeri
Ja, det er vel egentlig også for galt, at jeg ikke har været forbi Christiania Bryggeri endnu. Det er jo ikke fordi jeg har boet langt derfra de sidste fire år. Men så er der jo lige, og åh og ih og ah … – og så får man det alligevel aldrig gjort. Og så er det jo godt, at man har ølfestivalerne, hvor man netop kan nå den slags. Okay, sandt at sige vidste jeg faktisk ikke, at Christiania havde sit eget bryggeri, men jeg ville nu heller ikke påstå, at det kom som den store overraskelse, da det gik op for mig.
Anyways – de havde denne valnøddeøl samt en IPA på hanerne i deres bod i den solbeskinnede gårdhave. Jeg ender alligevel altid med at drikke en farlig masse IPA på ølfestivalerne – og selv når jeg ikke gør, så drikker jeg en farlig masse IPA uden for ølfestivalerne. Eller for nu at gøre en allerede alt for lang historie kort – jeg ville, om ikke for andet end afvekslingens skyld, gerne prøve noget andet end IPA.
Og en IPA er det i hvert fald ikke. Det ellers nydeligt træfarvede bryg har tæt på ingen duft og viser sig da også først og fremmest at være en meget let tørstslukker. Fyldige, bitre eller for den sags skyld harske nødder er der ikke meget af, men efter nogen tålmodig venten bider bitterheden da en smule fra sig på tungesiderne ved gummerne. Det er nu ikke valnødder, der spagfærdigt viser sig, men snarere bitrere hasselnødder. Bare ærgerligt, at der ikke er nok af dem.
Navnevalget – den hellenske halvgud og kvindemorder Perseus – fik jeg desværre ikke nogen forklaring på. Pokkers som man altid glemmer den slags vigtige ting i farten. Jeg har forklaringen mistænkt for at kunne indgyde væsentlig mere spænding og begejstring end brygget … ikke at der egentlig skal så meget til.
Psykopaten IPA, Syndikatet
Jeg rendte jo også ind i en håndfuld gamle venner til ølfestivalen. Denne øl fik jeg fx anbefalet af en gammel ven ved navn Anders, hvis parade af lovord for den nærmest ingen ende ville tage. – Og se … IPA’er skulle jeg så sandelig få rigeligt af, selv når jeg ellers prøvede at gå uden om dem.
Psykopaten byder på solid træbitterhed – ca. to dele eg til en del fyr, hvilket gør den overvejende tung, mørk og en kende syrlig i udtrykket. Et tredje bittert indslag af kaffe melder sig varmt og kælent oven på de noget mere krakilske og uhøvlede træsorter. Det er lige før kaffen faktisk dæmper den øvrige bitterhed, så det færdige indtryk samlet set er rarere og venligere end hvis kaffen ikke havde været der.
Større psykopater behøver man nu ikke at tage til Det Hvide Hus for at finde – vores hjemlige Flygtninge- Indvandrer- og Integrationsministerium huser allerede langt værre af slagsen, og det samme gør Landbrugs- og Miljøafviklingsministreriet i øvrigt også.
– Men det er en anden historie.
Orange Peel Imperial Stout, Hornbeer
Denne øl fik jeg anbefalet af Ghita Gnudtzmann, en af Hornbeers faste roadier, som jeg lærte at kende på Copenhagen Beer & Whiskyfestival i Forum sidste sommer.
Brygget er brygget på rosiner, chokoloade og Stroh-rom og jeg skal ellers lige love for, at man får noget for pengene i hver lille mundfuld: Ud over at brygget næsten damper af sød bourbon-vanille, møver de ufatteligt mange smagsindtryk sig frem, som befandt de sig i Roms undergrundsbane i myldretiden, alle på spring for at komme samtidig ind i samme tog. Rosiner, limelikør, chokolade, vanille, romessens, anis, fennikel og en brændende fornemmelse i brystet – for nu bare at nævne noget af det, der omgående er ved at slå én omkuld.
Brygget var samtidig meget letflydende i viskositeten. Den underligt tynde finish, kombineret med et mere forvirrende end forenende indtryk gav … vel, det gav måske nok en oplevelse af de store, men næppe af de helt gode.
Pinta Imperator, Bałtycki
Egentlig var jeg jo på vej om til et polsk bryggeris stand, hvis navn jeg desværre ikke var vaks nok til at få med. Allerede hos Kongebryg havde jeg jo mødt Martin Bo Pedersen, der med det samme slyngede om sig med anbefalinger, som jeg kun kunne håbe på at nå en brøkdel af. Én af dem angik et samarbejdsbryg mellem polske Wosname (bedre kendt som Bałtycki – har google efterfølgende lært mig) og Svaneke Bryghus. Omsider ankommet til standen mødte jeg en anden gammel bekendt, John, som har haft butikken Ninkasira i Hedehusene, snart København med polsk og tjekkisk øl. Han kunne fortælle, at samarbejdsbrygget kun havde været på hanerne dagen før. Til gengæld havde han denne nydelige stout til mig fra bryggeriet Whatsitsface (altså Bałtycki).
Ovenpå den mildt sagt blandede oplevelse fra Hornbeer var det forløsende at få et ordentligt flødefint fyldebryg i kæften, fuldt ekviperet med chokoladesødme, kaffebitterhed og cognacessens i aldeles nydelig forening. – Det skulle ikke blive sidste gang jeg blev en sådan oplevelse til del den dag.
Havre Pale Ale, DTU Bryghus
Man skal jo pleje sine kontakter og nye bekendtskaber, og det traf sig jo så heldigt, at DTU’s stand havde hjemme lige ved siden af Ninkasiras. Så jeg hilste pænt på brygmester Preben Bøje Hansen, der omgående måtte insistere på, at jeg da skulle prøve nogle nye brygeksperimenter, han havde med.
Åbenbart var der tale om en ny øl, en øl ingen før havde prøvet at brygge før – i hvert fald ikke hvad brygmester vidste af. Og jeg har i hvert fald heller ikke selv hørt om det før. Der er tale om en havre-IPA. En øl brygget på havre, og så tilsat gavmilde mængder aromahumle. Brygmester kunne sit håndværk, men ville gerne have mig til at sætte nogle ord på bryggets smag, og som sagt så gjort: Brygget er letflydende og mildt, men aromahumlerne trænger alligevel vel igennem. Mest af alt ligner brygget i karakter en frisk saison – den har typens forunderlige lethed, og med en alkoholprocent på afdæmpede 3,5 er den velegnet til frokost og markarbejde, samt en velsmagende, karakterfuld bælleøl til festlige lejligheder.
En så let øl, der smager af så meget, oplever man kun sjældent.
G&T Collaboration Brew, Herodes/Flying Couch/Møn Spirits
Preben Bøje Hansen havde en anbefaling, som jeg straks efter måtte prøve – en øl brygget på Gin & Tonic. Det lød så skørt, at det omgående måtte prøves. G&T Collaboration Brew er tilsat krydderier fra den berømte drink – altså først og fremmest enebær og – vil jeg formode – kinin. Krydderierne giver et frisk og fængslende skarpt udtryk, der varmer hele vejen ned gennem halsen, som en god G&T gerne skal gøre det. Fælles med drinken har den desuden sin spinkle viskositet og lethed. – Preben Bøje anpriste brygget for sin lethed, idet den jo kun indeholdt 8% alkohol … at anse 8% for ‘let’ – ja, det vil jeg bare lade stå for sig selv et øjeblik.
Jeg fik G&T Collaboration Brew i samme stand, hvor jeg fik Flower Power Red IPA, som jeg prøvede allerførst. Igen lykkedes det mig – helt uden anstrengelser – at ikke få noteret bryggeriet bag. Er jeg ikke bare dygtig? – og denne gang hjælper Google ikke meget. Men på daværende tidspunkt havde jeg i det mindste den i øvrigt elendige undskyldning, at jeg var fuld.
Til alt held var jeg i min flere hestes brandert snarrådig nok til at hapse et skilderi af brygbeskrivelsen – vistnok holdt frem af brygmester hamselv. Af den fremgår det, at brygget er et samarbejdsbryg mellem flere aktører – herunder Herodes-bryggeriet, som jeg tror, jeg skal have tjekket lidt nærmere ud i nærmeste fremtid.
DTU-brygmester Preben tog i øvrigt fejl. Det er ikke en let øl på 8% men på sølle 7½ … Næsten – men også kun næsten – alkoholfri ifølge hans standarder, vil jeg skyde på.
Ultrapress Beer Liquor, Ultrapress
Jeg troede egentlig det var afgået ved døden lige så hurtigt som det var blevet født – varmt øl med flødeskum. Det var et kæmpe hit for to år siden, men ingen steder at se sidste år, hverken ved DØE’s arrangement, eller ved Copenhagen Beer & Whisky Celebration.
Men nu er det der igen, og til forskel fra for to år siden, så fik jeg det altså prøvet denne gang.
Og jeg blev ikke skuffet. Det smager jo simpelt hen vidunderligt – som et kaluah-shot med lidt mere kaffe, og rundet af med maltsukker. Fløden giver fylde og fornemmelse af Irish Coffee, hvor whiskyen er erstattet af … noget andet, men uden at noget går tabt i oplevelsen.
Det fungerer, indrømmer jeg uden videre omsvøb. Men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, jeg ikke var overrasket. Det mørke bryg er i øvrigt vidunderligt fyldigt – det var der indtil flere bryggere – især danske – ved arrangementet, der kunne lære noget af.
Sort Smoothie, Munkebo
… via Beerbuddy, skal jeg lige nå at sige før jeg skrider til anmeldelse. Jeg prøvede nemlig denne lille sorte sag hos distributøren Beerbuddy, der analogt med fx Årstiderne leverer varer lige til døren. Her gælder det dog ikke økologiske grønsager – men kvalitetsøl, blandt andet denne fra Munkebo.
En sød og rar sag med især sødme af chokolade og kakao. Som oplevet flere gange tidligere ved arrangementet blev jeg overrasket over bryggets letflydende viskositet, der oven i købet fik brygget til bruse op – næsten som sodavand – ved skænkning. Jeg aner en tendens med mørkt øl, der flyder let …
Væltepeter, Skagen Bryghus
Det var omkring dette tidspunkt, jeg endnu engang rendte ind i Martin Bo Pedersen, og det var i selskab med ham, at de sidste par øl blev prøvet. Skagens Væltepeter … sikket fint navn til en øl – filmen starter jo automatisk i éns hoved, så snart man hører det … er – hvis mine noter ellers står til troende og relæsende, begge dele er der tvivl om, i betragtning af, hvor langt henne i arrangementet jeg var – i en eller anden grad tilsat rom. Noterne vidner også om en vis begejstring hos undertegnede; “Lækker fyldig øllikør med romessens, alkoholisk og fyldig. Det bedste fra rom af øl.” – Det sidste var vidst ment som en morsomhed, der mentalt er gået tabt, ligesom oplevelsen af øllen, der kun lever i mine noter. Jeg plejer ellers at kunne huske detaljer, når jeg læser noterne – men her er altså den berømte undtagelse, der bekræfter reglen …
Når nu jeg husker den så dårligt, var den måske alligevel ikke så god som noterne lader antyde.
Eller også var jeg blot ved at blive mere vissen, end jeg husker.
Coffee & Cigarettes, Beavertown
Jeg skulle tidligt op og på arbejde lørdag morgen, så mit besøg på ølfestivalen var begrænset til fredag sen eftermiddag og tidlig aften. Sidstnævnte var det efterhånden henunder, men Martin Bo Pedersen lod mig selvfølgelig ikke slippe så let. I One Pints bod blev jeg budt denne lille krasse sag. Igen en letflydende porter/stout med masser af smag – her af kaffe og engelsk lakrids. Ja, som navnet antyder er det ikke sødmen, man skal smage dette bryg for …
… again with the letflydenhed …
Rogue 8 hop IPA, Rogue Ales
I forvejen har jeg det svært ved at orientere mig, når der sker mange ting omkring mig, så præcis hvad der gjorde, at Martin Bo Pedersen pludselig stak af i en ikke nærmere bestemt retning ved jeg ikke. Til gengæld blev jeg lynhurtigt passet op af hans veninde Pia, der ville have mig til at denne IPA fra – ja, lur mig om bryggeriet ikke er smuttet igen – tak, Google.
Bouqueten er – i modsætning til aromaen, der især består af bittersyrligt egetræ – ganske frugtig af appelsinsager og sikkert også noget hyld. Egetræsaromaen i smagen er til gengæld ganske altfavnende og giver både en bidsk, tung og næsten farlig IPA-impression. Ikke lige min foretrukne IPA-type – jeg savner nogle friske, spæde og sprøde grannåle.
Og efter den var det tid at vende næsen hjemad. Fornuftig som jeg var, havde jeg taget det offentlige på arbejde den morgen. Sikke jeg kan … gid jeg var lige så god til at notere bryggerier, som jeg er til at gebærde mig fornuftigt i trafikken. På den anden side er jeg også glad for, at min uopmærksomhed er distribueret som den er. Det omvendte ville være farligt. Hellere overse et bryggeri hist og pist end en vigepligt eller en 20 tons betonkanon.
– – –
Med fare for at gentage mig selv – men det er jo faktisk én af de ting man bliver nødt til i opsummeringer og konklusioner, vil jeg nu forsøge at trække nogle linjer, se det lidt fra oven, fremdrage nogle generaliteter og sige noget overordnet om mine indtryk fra årets festival.
Letløbende stouts – not!
Mørkt øl er fortsat meget populært, og der er fortsat skruet helt op for smagen – både det søde, det bitre og alt det andet, man kender fra genren. Åbenbart skal det mørke øl nu til at være letflydende og vandigt i viskositeten. Selvom øllene smager fint, finder jeg det ærgerligt, da den slatne viskositet uvægerligt går ud over brygget fylde og det sker på bekostning af bryggets evne til at forene forskellige smage i et større hele.
Det er fint at bryggerierne eksperimenterer med at gøre smagfulde stouts letløbende, og dermed måske også lettere tilgængelige. Men når det sådan går ud over den samlede oplevelse, er min anbefaling utvetydigt, at man lader det blive ved eksperimentet.
Mørke IPA’er – Same-same …
IPA’en skulle efter sigende være på vej ud. Desværre magter jeg ikke rigtig at finde øltrend-hjemmesiderne frem, hvor jeg først læste det, men det blev siden gentaget i Ølentusiastens første 2017-nr. Ikke desto mindre kunne man fortsat finde IPA i velsagtens hver eneste stand på festivalen. Typen forbliver en sikker publikumsmagnet og derfor en vinder.
Det har dog ikke holdt bryggerierne fra at gå nye veje med dem. Nu skal de være mørkere og tungere i smagen. Grannåle erstattes af egetræ, grape og appelsin erstattes af kaffe, og hyldeblomst og syrennektar ryger helt ud. Fra frisk og frejdig til dunkel og farlig … selvom jeg ikke selv er den optimistiske, lalleglade type – eller måske netop af den grund – har jeg altid elsket IPA’ens opstemthed og simple fryd. De mørke toner, der nu slås an bringer ikke genren noget afgørende nyt, men læner sig blot op ad andre typer, som det ikke klæder IPA’en at begynde at gå i bedende.
Giv mig til hver en tid en mørk, truende barley wine, eller ESB – se dér var i øvrigt potentiale for en spændende ny øltrend! Men lad nu IPA’en forblive det, den er så vel – et lystigt, humlet refugium. En velfornøjet aromaeksplosion til ubekymret, udelt nydelse – så længe der er bryg i glasset.
Syrlige Krieks – Hot!
Der var flere gode og fine oplevelser på DØE’s ølfestival, men kun ganske få står tilbage som unikke og horisontudvidende for mig. DTU’s Havre Pale Ale kunne nogle ting med en lav alkoholprocent, og varmt øl med flødeskum kunne noget andet. Men den største oplevelse forbliver Kongebrygs vidunderligt skarpe og syrlige kriek. Mit ydmyge håb er dels at syrligt øl snart slår igennem i større stil, og med det syrlige øl, de belgiske lambic-typer, der fortsat anses for langt mere eksotiske end de egentlig er.
Med søde, fyldige stouts og superbitre IPA’er har ølverdenen for længst taget imod det søde og det bitre. I det syrlige og det sure venter det nye, det uopdagede, erkendelserne, åbenbaringerne. Det er kun angsten for det fremmede, der holder os tilbage, men det er der, vi skal hen og favne den skønhed, der venter på os.
Kongebryg viste vejen – eller i hvert fald viste de mig vejen. Jeg hører gerne andre deltageres oplevelser og bud på, hvilken retning ølverdenen bevæger sig i. Og selvfølgelig behøver man ikke have været på ølfestival for kommentere – alle er velkomne til at smide en kommentar.
Her til allersidst skylder jeg en særlig tak til dem, der på forskellig vis ledte mig på (af)vej(e) ved arrangementet. Først og fremmest Ole Madsen, som jeg undtagelsesvis ikke fulgtes med, men som jeg skylder tak for hjælp til at komme ind til arrangementet. Desuden mange tak til Martin Bo Pedersen for godt selskab og vejledning, til John Schmidt, Ninkasira; Brian fra Kongebryg; Ghita Gnudtzmann, Hornbeer; til Anders, Louise, Annemarie og Thomas – gamle venner, jeg tilfældigvis rendte ind i – og endelig en særlig tak til brygmestrene Preben Bøje Hansen, DTU for at bede mig sætte ord på hans nye øls smag, og Niels Kiens, Kongebryg for årets største oplevelse … og en øl jeg fik i hånden til anmeldelse senere.
Den glæder jeg mig til.
