Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Ølfestival i Lokomotivværkstedet 2019 – III

Is, videnskab og genkendelse …

Jeg er godt i gang med at pakke den lille lejlighed i Husum ned. Næste stop er Thisted – jeg har allerede sikret mig en bolig deroppe – med mere plads, spisekøkken og ingen trapper at rende op og ned ad. Selve flytningen kommer først til at finde sted i løbet af et par uger, og så krydser jeg ellers fingre for, at de broer jeg brænder, åbner flere døre i den anden ende.

Det når vi alt sammen til, og her på bloggen skal jeg nok holde jer underrettet. Mens man sådan pakker, støder man på mange interessante gamle ting. Nogle smider man ud, mens man ikke nænner at skille sig af med andre. I nullerne skrev jeg faktisk udførlige dagbøger, jeg nu genfinder. Det fik en ende da jeg flyttede til Århus i 2009, men ikke lang tid senere startede jeg bloggen her – og den har faktisk fungeret som en slags åben dagbog siden.

Jeg er ikke bare glad for at kunne dele mine øloplevelser her, men sandelig også alt det andet, jeg kommer ud for. Og jeg kan roligt love, at det også fremover vil være sådan.

De indledende øvelser således vel overstået før den sidste gennemgang af oplevelser fra Danske Ølentusiasters store årlige ølfestival i Lokomotivhallen. Mit billedarkiv afslører, at den næste pind i arrangementet var en gentagelse fra sidste år af en gruppe fysiknørders eksperimenter med piskefløde, øl og flydende kvælstof. Der er ikke nogen videre grund til at gå nærmere i detaljer med det. Til gengæld er jeg glad for, at jeg kunne dele oplevelsen med Marcus denne gang. Også han var begejstret for forestillingen – og den meget friske og smagfulde is bagefter.

Thai Cargo, La Debauche
Det var blevet tid til endnu en genganger fra Copenhagen Beer Festival i april. Franske La Debauche var også i Lokomotivværkstedet på pletten med et udvalg af ekstraordinære øleksperimenter, såsom denne Imperial Stout.
“Hold da op, hvad er det den dufter af?”
“Jeg fornemmer noter af lemongrass, grøn chili, kokosnød, galanga, lime og noget jeg ikke ved hvad hedder på dansk,” svarede Marcus selvsikkert, overlegent og ikke det mindste sarkastisk, idet han læste ingredienserne op direkte fra etiketten på flasken med et smørret grin.
“Flab! … men man kan godt mærke den grønne chili – smager dejligt!”
“Fortræffeligt!” trumfede Marcus
Her brød ekspedienten inkvisitorisk ind, idet hun hæftede sig ved, at jeg havde lagt vægt på, at den grønne chili var særskilt mærkbar.
“Jeg synes godt man kan smage den – den er friskere,” forsvarede jeg mig.
“Er du sikker på, det ikke er limen, du kan smage?”
“Jo, det kan godt være …”
“Og jeg synes også, at kokosnødden runder den fint af.” – og at der var tale om endnu en fuldfed øloplevelse af de både rigtig gode og småbizarre, var der ingen tvivl om.
“Jeg skal i hvert fald have et par af dem her med,” brød Marcus nu ind, “og så skal vi – også selvom vi bitterligt kommer til at fortryde det, prøve en af dem med ansjoser.”
Vi havde hørt rygter om en øl, brygget på ansjoser, og dette havde bragt os til La Debauche’s stand. Men da vi nåede frem, var der ikke flere smagsprøver tilbage. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det faktisk lykkedes Marcus at få en af dem med fra udsalgsstanden. I så fald håber jeg, jeg kan være med til at prøve den, og rapportere om det.

Gohan Biiru, DTU Bryghus/Science Brew
For to år siden modtog jeg en invitation fra DTU Bryghus om at komme forbi deres eksperimentelle bryggeri, og prøve nogle af deres varer af. Det var overordentligt spændende, og beærede mig desuden med det venlige bekendtskab med brygmester Preben Bøje, som jeg da også hurtigt fik trykket hånd med. Og så var det ellers tid at smage på varerne.
At finde god fylde i øl, mens øllet føles let, ser man ikke tit, men her lykkes det rigtig godt. Det rødbrune bryg smager dybt af mørk malt og træ. Marcus anbefalede at piske den rundt i munden et par gange, så hele mundhulen fik gavn af den.
Tyve procent af malten i brygget er erstattet af overskudsris fra restauranten Sticks & Sushi. Dette gør ikke alene brygget lettere, men også grønnere idet det reducerer madspild – og sparer en del af den CO2, det koster at producere malten i første omgang.
Anbefales herfra at skænke hvis nogen af mine læsere en dag skulle få medlemmer eller vælgere af Dansk Folkeparti på besøg. De kan få en velsmagende øl, der hedder noget fremmedklingende, og som oven i købet bedst markedsføres for klimatosser. Ellers kan man også bare drikke den selv.
Stor tak skal lyde til Daniel, ekspedienten, der så indlevende og opslugende fortalte om brygget.

IPA, DTU/Science Brew
Der var intet, der kunne vippe de to ekstraordinære bryg fra Northern Monk af pinden. Til gengæld var historien om Gohan Biiru så spændende, at vi blev hængende i DTU’s stand for at prøve lidt mere fra det DTU-affilierede eksperimentelle bryggeri Science Brew.
Deres IPA blev jeg advaret om, var en mild en af slagsen. Næsen var da heller ikke ligefrem noget at skrive hjem om, men Marcus var om ikke andet begejstret for smagen.
“Hold nu kæft Kaj,” udbrød han som reaktion på min noget lunkne oplevelse af bryggets karakter, “den er fyldig, den er frugtig, den er legesyg. Det her er hvad du og jeg som de gamle røvhuller vi er, ville kalde ‘en lethumlet IPA’. Men det er en pissefed sommer-IPA!”
Modstræbende – for det bliver jeg gerne, når jeg må døje den slags udfald – indrømmede jeg dens kvaliteter som let sommerbryg. Ikke mindst hvordan den lagde sig mageligt friskbittert bag i munden.
“Men den der syrlighed også … Nu er vi ovre i noget sommeragtigt, og dig som geuzeboi no. 1 må da værdsætte syrligheden!” fortsatte Marcus, “hands down – af alt hvad vi har smagt i dag af IPA’er, er den her den bedste!”
“Nej – den slår ikke den fra Kvickly Allerød (Northern Monk – red.). Men den er også svær at slå.”
“Men jeg vil mene, den her er på linje med den!”
“Men med en helt anden karakter …”
“Jo, ingenlunde så humlet som sådan nogle tunge IPA’er,” causerede Marcus, “men den er en reminder om, at IPA også kan være let og samtidig smagfuld og drikkelig. Fandeme godt!”
Min begejstring nåede aldrig op Marcus’ niveau. Noget tyder dog på, at der her er en lækkerbisken for folk, der foretrækker deres IPA afdæmpet. Jeg foretrækker IPA for fuld musik, og det kan da godt være, det bare er mig, der er mærkelig.

Særbryg, Christiania Bryghus.
Det var ved at blive sent, og der var også grænser for, hvad selv to garvede kvartalsdrankere kunne tåle at få inden for vesten uden at falde om. Vi gik os en lille tur for at finde det sidste sted at prøve øl før hjemturen, og sådan stødte vi på Christianias bod ude i gården. Faktisk tror jeg, det var min anbefaling af deres fortrinline pilsner Super Nova til Marcus, der gjorde, at vi endte med at hænge ud der de sidste minutter.
Jeg blev imidlertid genkendt. Jeg syntes godt nok også, at antallet af følgere på facebook gik noget i vejret, da jeg lavede min videoanmeldelse af samme bryg, og nu fik jeg så mulighed for at trykke nogle af dem i hånden, der sådan havde opdaget mit lille, efterhånden aldrende blogprojekt. Jeg har blogget i 9 år nu, og næsten hvert år glemt at markere selve jubilæumsdagen. Således også i år.
Jeg blev budt en ganske særlig ære i den anledning. Jeg fik lov at prøve brygmesters eget lille særbryg, et batch på i alt sølle 25 liter, som tak for at have bragt det glade budskab om Christiania Brygs fortrinlige øl ud i verden.
“Friskt og græsagtigt. Levende og velbehageligt, og perfekt serveret ved en temperatur mellem 10 og 15 grader,” var Marcus’ begejstrede beskrivelse. Derudover glædede jeg mig over friske og spæde grannåle og bryggets finurlige lethed, som den relativt høje temperatur lod understrege.
Endnu et bryg, jeg ikke ville have kunnet få fat i, hvis ikke jeg var på ølfestival. Blandt alt det andet, man kan få uden for festivalen var det nu ikke fordi dette bryg tårnede sig op. Æren er alligevel intakt sammen med benovelsen over, at man sådan får lov til at blive inviteret ind i privaten.

Stardust, Christiania Bryg
Og efter en selfie med Brygmester selv (se øverste foto fra 1. del af denne lille serie), var det tid til et allersidste bryg: Stardust.
“Perlende champagneagtig frisk, letsyrlig og øh …”
“Du lyder som en onkel,” brød Marcus ind, “der virkelig ikke har lyst, men er tvunget til at stille sig op og holde en tale ved konfirmationen.”
“Det er det. Jeg er også ved at være godt brugt efterhånden.”
Sådan så Marcus sit snit til at overtage: “Den har en guezeagtig surhed i næsen, som er overordentlig tiltalende.”
“Ja, det er sådan set rigtigt. Jeg har ikke prøvet nogen gueze her på festivalen, hvilket jeg næsten er lidt ked af …”
“Kaj, I beg to differ,” og her skal bemærkes, at jeg tog aldeles fejl, da jeg troede at Marcus erklærede sig uenig i, at der var noget at være ked af. “Prøv at tage en stor slurk og skum den gennem munden. – Nu har du smagt en gueze!”
“Det har du faktisk ret i.”
“Ja, og det er en fortræffelig én af slagsen!”
Brygmester gav også Marcus ret, og tilføjede at han godt kunne se den som en aperitif som alternativ til, hvad man ellers byder af aperitiffer. “Og til dem, der ikke kan lide humlesmagen – den behøver de i hvert fald ikke frygte i den her. Den kan alle drikke fra 5 år og op!”
Alle lo, og Marcus kilede lynhurtigt en disclaimer ind, over, at den sidste kommentar måtte stå for gæstetalerens egen regning.
Han går i øvrigt under navnet ‘Greven’.

Og således slutter reportagen fra årets store ølfestival i Lokomotivværkstedet. Vinder blev Northern Monks uforlignelige stout Even More Death, med samme bryggeris IPA, Glory på en meget flot andenplads. Kvickly Allerød skal have aldrig så meget ros for at have brygget med i deres stand, og hvis de kan findes på hylderne deroppe også, så ved jeg hvem jeg snarest muligt skal have til at redde mig et par stykker. Jeg har som nævnt familie i området.

Jeg havde ikke nogen overordnet plan for, hvad jeg ville finde. Så i et forkølet forsøg på at trække nogle linjer ud af indtrykkene fra festivalen – og i øvrigt de andre festivaler, jeg har været til i foråret, hæfter jeg mig først og fremmest ved, at IPA stadig står meget stærkt, og næppe bliver væltet af pinden foreløbig, også selvom typen langt hen ad vejen er gået hen og blevet mainstream.

Inden for typen er der stadig plads til opfindelser, overraskelser og eksperimenter, der kan få oplevelserne til at ekspandere endnu mere. Og det glæder jeg mig til at opleve.

En sidste tak skal lyde til Marcus for at han gad være med. Tak til læserne for at følge med. Forbliv indstillet til flere regulære anmeldelser inden længe.

Updated: 22. juni 2019 — 16:49

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme