Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Ølfestival i Lokomotivværkstedet 2019 – II




Fra venstre: Marcus, undertegnede og Bo. Tak til Louise for håndtering af kamera.

Store oplevelser – i rap …

Jeg har det faktisk skidt med den måde, sidste indlæg endte. Misbrug af børn er et enormt problem i Belgien, og det er ikke noget man skal lave sjov med på nogen måde overhovedet. Nu er pandoras æske imidlertid åbnet, og det jeg så kan forsøge, er at gøre en smule opmærksom på, hvor grotesk og modbydelig sagen egentlig er. Jeg har fundet dette exposé fra The Guardian, helt tilbage fra 2002, der gengiver de store linier i Belgiens store pædofilisag. En arkiveret nyhedsartikel fra BBC online fra 2004 fortæller at de hovedmistænkte, Marc Dutroux og Michel Nihoul blev dømt skyldige. Dutroux afsoner den dag i dag en livstidsstraf, mens Nihoul allerede i 2005 blev sat fri.

Sagen ledte til spekulationer om, hvorvidt de Belgiske myndigheder var involveret. Efterforskningen var påfaldende sjusket og ledsaget af en række belejligede dødsfald blandt hovedvidnerne i de anklagede børnemishandleres favør.

Jeg føler jeg har fået det lidt ud af systemet endnu. Jeg ved ikke om det underbevidst var derfor, der ikke blev prøvet flere øl fra Belgien på ølfestivalen – men selv hvis det var tilfældet, ville det også være lidt fjollet, da det jo for pokker ikke er den fine belgiske ølkultur, der er skyld i hele den misære.

Vel – det var alvor nok. Nu tilbage til føljetonen om Marcus (den bandit) og min tur på ølfestival i Lokomotivværkstedet sidst i maj måned.

Svend Tveskæg MIPA, Old Hat Brewing Co.
Aftenen stod åbenbart i IPA’ernes tegn. Vi spillede sikkert, idet det er sjældent at man går helt galt i byen med en IPA. MIPA’en Svend Tveskæg fra Old Hat Brewing Co. på Frederiksberg er krydret med mjødurt – så har man også en forklaring på navnevalget. Derudover er brygget tilsat laktose, hvilket forklarer M’et i betegnelsen – Milk IPA.
“Den her gør det modsatte af de andre IPA’er vi har smagt,” startede Marcus, “de andre havde det meste i næsen. Den her har en fræk, bred lidt overraskende smag, der pludselig breder sig lystigt ud over tungen et halvt sekund efter den er kommet indenbords. Legende offensiv! Den her har det i glasset, der er legesygt og fornøjeligt …”
“Ja, der er noget bitterhed der kradser lidt og river lidt,” gav jeg Marcus lettere modstræbende. På optagelsen (jeg må indrømme at oplevelsen her næsten en måned senere fortaber sig af lige netop denne øl) lyder jeg i hvert fald ikke helt så begejstret som ham.
“Og mens de andre var lidt tåget ananas-appelsinfarvede, så er den her også mere rødbrun i det og smager derefter,” tirerede Marcus ufortrødent videre.
På den anden side skal jeg ikke afvise, at min utilbøjelighed til at afbryde Marcus med protester, kunne indikere, at jeg faktisk også var godt tilfreds.

Undervejs i min gennemgang støtter jeg mig ganske meget til mit billedkatalog. Efter MIPA’en var vi en tur ude i gårdarealet, og mon ikke det var for at nyde den aldeles smagfulde Wurst med kartoffelsalat, som madstedet diskede op med. Jeg skylder Marcus tak for mulje ud over godt selskab.

Jeg rendte ind i et par gamle venner – Louise, som jeg har spillet i pipe band med back in the day, samt Bo, som man vil kunne opleve i selskab med hans sidekick i denne facebook-video fra sidste år. Se i øvrigt skilderiet øverst.

Men pligten kaldte. Aldrig så snart vi havde forladt gårdarealet, mætte og tilfredse, før Marcus havde fundet hele to øl, vi skulle prøve.

Glory Tripel IPA, Northern Monk
“Det er godt øl! Det er rigtig dejlig overvældende IPA, det her!”
“Det er lige før det har en tand af surhed?” udbrød Marcus både begejstret og overrasket.
“Det er IPA som det skal være!”
“Det er IPA, som blev skænket kold for få minutter siden, men det smager i sin fylde lunt! Og det er ikke dårligt!”
“Det er det ikke,” istemte jeg, “og det er næsten så tykt, at det skal tygges!”
IPA’en fra Northern Monk var tydeligvis et højdepunkt af de helt store. Og der var mere i vente.
“Man kan næsten mærke humlestykkerne …” fortsatte jeg.
“Ja, man skal lige stange tænder.”
“Nøj, det er skønt …”
Osv. osv. – I forstår nok, at denne IPA var noget ud over det sædvanlige. I den grad, fristes man endda til at tilføje. Begejstrede grin. Host af humlen, der kradsede ekstra meget ved svælget …
Jep! Det var rigtig godt. Videre til næste.

Even more death Imperial Stout, Northern Monk
Og fra begejstrede sætninger, omend stadig med rigtige ord, slog vi nu over uartikulerede nydelsesgrynt og højlydt ekstatisk latter – endda kun over duften af den imperial stout, Marcus havde skaffet os fra samme bryggeri.
“Dette er ikke duften – er lugten af træ”, næsten råbte jeg i eufori.
“Det der det er basically lige dele Malibu og Kahlua for saaaatan da!” stemte Marcus straks i.
Flere henrykkelsesgrynt og brøl idet bægeret blev sat for munden.
“Som en meget meget chokoladebrunsvier!” – Ja, Marcus kunne i sin begejstring ikke engang sproge rigtigt længere. Og han er om muligt en endnu større sprogrøgter end jeg selv.
Det siger noget om kvaliteten af det dybmørke, nattætte bryg, og dets mylder af velsmagende indtryk. Søde, bitre, chokoladede, træede … “Det er lige præcis sådan noget, man tager på ølfestival for at opleve,” erklærede jeg, før Marcus påbegyndte endnu en tirade, der endte med, at dette måtte være øllets espresso eller dessertvin. For ingen ville kunne holde til et helt ølglas af den.
Siden har vi komponeret skjaldevers og psalmer til dens pris, omhandlende dens flavour af ristede, akkurat smeltede, akkurat brankede marshmellows, tilsat mørk chokolade og stærk kaffe, som vi siden har sunget ved flere højtidelige lejligh… gu’ har vi da ej. Men brygget er ikke desto mindre lavet af samme substans, der giver anledning til den slags.

Birkerød Forår, Birkerød Bryg
[OPDATERING: De to Northern Monk øl, der netop er gennemgået, blev anskaffet i Kvickly Allerøds bod, og ikke de to, der anmeldes her. Marcus har venligst gjort mig opmærksom på dette, idet hans væsentligt yngre hjerne endnu ikke er ramt i samme grad af demens som undertegnedes.] Tilbage dengang der stadig gik dinosaurer rundt på jorden … eller i hvert fald dengang Anders Fogh stadig var statsminister, arbejdede Marcus i Allerød. Der lærte han om Kvickly Allerøds vidtberømmede ølafdeling, som jeg, selvom jeg har nær familie i Allerød, faktisk aldrig selv har haft lejlighed til at gå på opdagelse i.
Men fordi den er så stor og berømt, havde den sin egen stand på festivalen. Og de næste to øl skulle Marcus vælge ud til os derfra. Ligesom han valgte de to foregående øl, i øvrigt. Men det lod han jo til at være god til, så ingen indvendinger fra min side.
Duft af lyst træ og mjød fik ikke den vilde begejstring frem i mig, da duftudtrykket ikke gjorde noget stort væsen ud af sig.
“Den har lidt mere i smagen,” indrømmede jeg modstræbende efter glasset var sat for munden. Marcus havde allerede bemærket, at nogle af de øl vi havde været mest heldige med, faktisk ikke havde duftet meget.
“Den har vel næsten mere … en humlet surhed end en bitterhed!” udbrød Marcus næsten overrasket. “Det er jeg ingenlunde imod. Og den har en god eftersmag. Men hælder man den i et glas, og går ud fra duften, så går man galt i byen når man smager den.”
Marcus roste desuden brygget for at være ét, man kunne have stående længe af, og tage en tår af ind imellem frem for at bælle det. “For en fordrukken sut som mig, er det en fordel,” afsluttede han.
“Jaeh, tosset smager den ikke,” lød mit svar. Min begejstring var vist knap så stor som Marcus’.

Birkerød Vinterbryg, Birkerød Bryg
“Uh, en lille bitte smule cideragtig tone i næsen faktisk,” begyndte Marcus, “næsten ingen næse ellers. Hvilket jo i dag har været et godt tegn – efter dig …” Åbenbart ville han have mig til at smage først.
“Uf! Den bryder jeg mig ikke om. Underligt lakridsagtig, mestendels tynd og underligt syrlig. Den smager lidt af pap og sålelæder …”
Men så let skulle Marcus’ gode oplevelse af brygget åbenbart ikke ødelægges. “Den har en surhed jeg er forbløffet over. I betragtning af farven, troede jeg den ville have mere oomph.” Herefter gjorde han meget ud af at indvende, at jeg aldrig havde været i en demonstration, hvor jeg havde smagt sålelæder, og at det i øvrigt typisk var rågummi, støvlesåler er lavet af. “Den smager af illusionen om sålelæder,” understregede han med lige dele hoven foragt og formynderi. “Det er skyggen af sålelæder … eller måske sålelæder uden for hulen…?”
Se hvor man kan blive afsporet, selvom man ikke er den i selskabet, der har en aspergerdiagnose.
Jeg anførte igen, at jeg ikke brød mig om den, men valgte alligevel at knytte an til Marcus’ hentydninger til hulelignelsen. “Jeg ved ikke rigtig hvad ideen med den her øl har været …”
Marcus – den uforbederlige optimist – roste til gengæld bryggeriet for at turde lave forskellige øl, fremfor en masse øl, der hedder noget forskelligt, men reelt smager næsten ens. “Vores nye ven, diplombrygger Leif Kjøller ved hvad han vil med de her øl, og han er ikke bange for at brygge noget forskelligt.”
“Tror du han er i familie med Povl?”
“Der er ingen, der er i familie med Povl. Povl er Gud. Povl er et abstrakt.”
“Okay.”

Og idet Marcus fik sat dét på plads, trissede vi, nu godt snaldrede, videre ud mellem de mange boder. Et sidste indlæg vil det blive til, i denne miniserie om Marcus’ og min tur på ølfestival i maj måned.

Forbliv indstillede dertil.




Updated: 13. juli 2019 — 12:32

1 Comment

Add a Comment
  1. Hurtig rettelse, lieber Kaj.
    De to vi smagte fra Kvickly Allerød var de sublime Northern Monk øl.
    Birkerød Bryg er, som navnet angiver, fra Birkerød.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme