Ølfestival i Lokomotivværkstedet 2019 – I

På jagt …

Så har jeg omsider fået adresseret elefanten i lokalet, eller i hvert fald på mine harddiske i hhv min telefon og min PC – de mange optagelser og billeder fra årets store Ølfestival i Lokomotivværkstedet i København SV, hvor jeg indfandt mig så langt tilbage som 24. maj i selskab med min så hyppige medsmager og -anmelder, Marcus.

En slem omgang ondt i sjælen har forsinket renskrivningsprojektet flere gange, og det har jeg som bekendt allerede udbredt mig om så rigeligt, så det skal læserne forskånes for her, ud over at det hurtigt skal nævnes.

På forhånd vil jeg takke Marcus for at han gad tage med og selvfølgelig, at han fik mig overtalt til at deltage i den Bachelor-undersøgelse på Esrum Kloster, hvor netop min besvarelse efterfølgende blev udtrukket som vinder af en billet netop til Ølfestivalen i København. Havde jeg ikke vundet billetten, havde jeg nok købt den i stedet – og så måske ikke alligevel. At jeg, der ellers aldrig synes, jeg vinder noget, gik hen og vandt den ene af de to billetter, der var sat på højkant (ud af 140 besvarelser) gjorde det midt i en dengang allerede murrende depression klart, at det i hvert fald var noget, jeg skulle med til.

Jeg vil prøve at gøre det kort og koncist som altid … men Marcus var med, så det kan selvfølgelig godt blive en udfordring, da han lider af præcis samme inkompetence udi kortfattetheden, som jeg selv gør. Men så må jeg vel dele min rapport op i 2 (eller 3 eller 4. Måske endda 5) dele, ligesom jeg gjorde med Esrum-rapporten for at den heller ikke skulle blive for lang.

Belle Saison, Thyras Bryg
Vores ankomst til hallen var imidlertid ikke koordineret ned til minuttet, så jeg indfandt mig en liden stund tidligere end min medsmager. Det første og eneste bryg jeg prøvede på egen hånd blev således Belle Saison fra Thyras Bryg, et bryggeri i hjertet af Roskilde. Syrlig i duften med noter af vanille og franskbrød. Syrligt-sød smag og med en anelse banan i smagen. Forfriskende for så vidt, men i virkeligheden med mere karakter af en Witbier end en Saison.

Mere nåede jeg altså ikke at solo-smage. Marcus havde indfundet sig, og vi mødtes ved lokomotivet bagest i hallen, hvorefter vi gik på jagt …

Djævel, Musicon
“Silkeblød og forførende” ævlede Marcus om denne, den første øl, vi prøvede sammen. “Kaj påstod jo, ung og naiv som han er, at den intet djævelsk havde over sig. Hvor jeg jo …” Bemærk her, hvordan det i en verbatim gengivelse af Marcus’ ordstrøm fremgår, hvor glad Marcus er for ordet ‘jo’. Han er ellers kendt for at påtale andres brug af det lille ord, så snart han kan komme til det. Vel, det var et sidespor “… skarptsynet og depraveret som jeg er, vil fremhæve at den holder 8% og smager som din sødeste, flinkeste ven som du kan stole på. Og før du ved af det er du sejlende beruset!”
“På den måde er den selvfølgelig en djævel” indrømmede jeg. Som Marcus antydede, syntes jeg den manglede noget grovhed, bitterhed og noget tyngde. Navnet taget i betragtning forekom brygget mig ufarligt og noget for let. Men sådan mindede den vel udmærket om genrens originale form, der netop var relativt let og sød.
Mon ikke det mest var navnet, jeg var utilfreds med? Oplevelsen var der, og gensynet med Musicon fra Copenhagen Beer Festival var glædeligt.

I år havde jeg ikke nogen overordnet plan for, hvilken type øl, jeg ville gå efter. I stedet danderede Marcus og jeg mere eller mindre planløst rundt og prøvede blot det, vi syntes så interessant. ud …

Sundancer Sea Buckthorn, Åben
… såsom denne New England IPA med havtorn. NEIPA er kendt for deres særligt høje humleindhold, og brygget her kunne da også udmærket gøre det ud for lugtesalt, der nær kunne vække døde til live.
“En legesyg frugtighed, der boltrer sig,” causerede Marcus, “hvis smagen lever op til resten er jeg fuldstændig blown away!”.
Det umiddlebare indtryk var vi rørende enige om: “Hold da op!” Men derfra blev oplevelsen en kende mere afdæmpet. “Det er som om nogen har blandet appelsinvand fra min barndom sammen med IPA,” sagde Marcus, “men leider er der mere appelsinvand end IPA.”
Vi var enige om, at brygget var lettere end forventet ud fra den ellers meget lovende næse. Og uden at brygget på noget tidspunkt var dårligt, måtte man alligevel føle sig en anelse snydt.

Prohibicija, Sakiskiu Alus
I forhåbning om noget bedre – eller bare noget der var mindst lige så godt, for igen, Sundancer Sea Buckthorn var overordnet langt fra en skuffelse – gik vi videre til Prohibicija, der var endnu en NEIPA. Men her stod NE ikke for New England, men derimod North European. Bryggeriet er fra Litauen, og det er vel derfor, de tilføjer præfikset NE som en kæk og tilpas næsvis finurlighed.
I udtrykket – at dømme ud fra oplevelsen i hvert fald – adskilte den sig ikke meget fra Sundancer. Det fik mig spontant til at overveje, “mon de lette IPA’er er på vej frem?”
“Det håber jeg ikke,” mumlede Marcus imellem to af de sprøde litauiske brødsnacks, som udskænkningsstedet havde stillet frem som supplement.
“Det håber jeg heller ikke,” erklærede jeg med et ikke uanseligt kvantum panik i stemmen.
“Jeg skal i øvrigt sige,” knasede og gumlede Marcus videre, “mens vores litauiske ven i baren ikke kan høre det: De her litauiske brødsnacks er gode, men lettiske brødsnacks er uendeligt gode.”
Så er nogle af læserne derude til brødsnacks, synes jeg I skal tage imod dette pro-tip fra en kender.

Wittekerke Rosé, De Brabandere
“Skulle vi ikke prøve noget surt øl?” foreslog jeg med succesen fra Esrum stadig nogenlunde frisk i hukommelsen – altså at Marcus ikke harkede og spyttede det sekund hans mund kom i kontakt med en geuze. Men et så opstemt “Jo” fra Marcus havde jeg nu alligevel ikke ventet.
Med selve aftenen langt uden for frisk erindring husker jeg ikke længere forløbet præcis. Men så vidt jeg husker havde Marcus for et øjeblik forladt mig, mens jeg bestilte smagsprøverne til os. I hvilken stand husker jeg desværre heller ikke længere.
Jeg bad i hvert fald om deres sureste øl … som de kunne fortælle mig var udsolgt. Vel, jeg besluttede mig lynhurtigt for at springe i den stik modsatte grøft og bestilte i stedet det sødeste, de havde. En Wittekerke Rosé fra Brasserie de Brabandere blev det til. Bryggeriet har leveret hvad der fortsat er min største surtølsoplevelse nogensinde – den uforlignelige foeder Aged Pale.
Efter den nødvendige, men også noget fjollede indledende manøvre, hvor vi skiftevis harkende og spruttende spekulerede over navnets udtale på flamsk, og jeg havde konstateret at brygget duftede dejligt, tog vi hver et drag.
“Holllddaopmand! Hindbær like crazy!” udbrød Marcus begejstret. “Øj manner!” Et par sekunder fattede han sig, hvorefter tiraden for alvor måtte starte: “Jeg tror du og jeg er stærkt uenige, men denne øl, hands down, er den første øl der et-hundrede procent har levet op til og leveret, muligvis overgået, hvad den lovede! Det er lige i skabet for en hindbærbrus det her! En hindbærbrus man bliver fuld af.”
Mine bekræftende grynt på optagelsen antyder nu, at uenigheden slet ikke var så stor endda.
“Jeg er enig, jeg kan også godt lide den,” forsvarede jeg mig, “ikke mindst fordi jeg også synes den har en sur kant.”
“Jeg har nok tilbragt for mange år sammen med Kaj Geuzeboi Framke til at kunne bemærke den der sure kant. Jeg synes den smager sødt og dejligt.”
“Det gør den også, men der er også en sur kant. Og den er utroligt forfriskende,” fortsatte jeg i håb om snarligt fælles fodslaw. “Den kunne jeg sidde og bælle i litervis på en varm sommerdag.”

Det var så her Marcus lavede en højst upassende vittighed om, at brygget ville være egnet til en børnefødselsdag, der også havde det som pointe, at brygget var fra Belgien. Jeg vil undlade at gengive vittigheden i sin fulde længde her. Jeg vil faktisk slet ikke gengive den, men blot undskylde for min medsmagers til tider anstrengende form for humoristisk sans, som i dette tilfælde ikke engang kunne undskyldes med, at vi havde fået for mange genstande under vesten.

Der var kun fire indtil videre – vel, fem for mit vedkommende, men det var ikke mig, der var upassende.

Jeg vil knække beretningen over her, så der ikke går for lang tid mellem at der bliver lagt nyt op på bloggen. 2. del af beretningen følger snarest. Jeg håber, I forbliver indstillet.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!