Jeg fik det også til at passe ind i kalenderen at slå et smut forbi Lokomotivhallen i Weekenden, hvor Danske Ølentusiaster holdt deres årlige ølfestival.
Jeg fik selvfølgelig prøvet en masse øl, knyttet en kontakt hist og pist, og mødt gamle venner, samt startet et par nye bekendtskaber. Noget af det løber lidt sammen – næppe overraskende i betragtning af de mange øl, jeg fik prøvet. Og selvom en standardsmagsprøve ‘kun’ er på 10 cl, så løber det nemt op, når bare nogle få af bryggene indeholder mere end 10% alkohol.
Jeg ankom lørdag morgen kort efter åbningstid. Var man i tvivl om, hvor arrangementet blev afholdt, behøvede man blot følge strømmen af mennesker. Jeg startede med nogle minutters hvileløs vandren rundt for at få lidt overblik. Det mislykkedes totalt, hvorfor det ikke kun var gensynets glæde der kom over mig, da jeg efter ti til femten minutters hvileløshed stødte på min ølmentor og ven, Ole Madsen, der fik sat mig i gang … and it just went increasingly wrong from there …
Den største overraskelse …
Vi startede med det, der samlet set nok var den største overraskelse – Royal Unibrews nye IPA. Ganske uanselig ser den ud, med en kæk, pastel-lyseblå etiket, og overraskelsen kommer, det øjeblik læberne bliver sat til glasset. Knivskarp og skrap bitterhed. Ikke bare en god IPA selvom, på trods af, eller i betragtning af den omstændighed, at det er landets næststørste industribryggeri, der står bag. Nej det er bare en god IPA. Punktum.
Og jeg har besluttet ikke at give bryggene karakterer denne gang. Der er mange ting, man skal holde styr på, når man er på ølfestival uden at være unplugged (hvilket Ole Madsen til gengæld var igen). Jeg har besluttet at undlade karaktererne, da det dels har skabt noget forvirring for undertegnede, når bryggene skulle anmeldes sådan rigtigt senere. Dels gjorde det den lange rejse gennem de mange, mange øl noget glattere, at jeg ikke behøvede finde på en karakter til hvert enkelt bryg hver gang.
Frisk Pilsner …
I år gik jeg efter de særlige ting. Og netop dét vidste Ole præcis hvor jeg kunne finde. En dugfrisk Pilsner Urquell, upasteuriseret og leveret samme morgen, var den næste oplevelse. Med en duft af fløde og en mundfornemmelse af samme fik jeg den bedste Pilsner Urquell, jeg nogensinde har smagt. Det betyder virkelig noget, at få øl friskt – og gerne fra fad, viser det sig.
Krenkerup Guld …
Jeg gik efter det særlige og efter det, jeg normalt ikke gik efter. Derfor afslog jeg også venligt men bestemt, da jeg få minutter senere (på Oles anbefaling) fandt mig i Krenkerups stand, da de ville tilbyde mig deres IPA. I stedet fik jeg deres Guld, som de ellers sagde var bitter – men det synes jeg egentlig ikke. Til gengæld var den uhyre drikbar, og føltes som mælk og honning på tungen.
Krenkerup Secret II
Krenkerup havde også et hemmeligt bryg, af hvis etiket det ikke fremgik, hvilken øl, der var tale om. På bagsiden forefandtes en QR-kode, der ved scanning hentede informationer om øllet til ens smartphone – ja, bryggerierne er godt på vej med ind i det 21. århundrede. Ellers kunne man også få lov at gætte, hvilken øl det var. Jeg gættede rigtigt, men fortæller selvfølgelig ikke svaret, øv bøv bussemand, sure tæer i saftevand. Alt jeg vil sige er, at det er en nydeligt rødlig øl, der med sin styrke på 10,5% leverer rigeligt buzz i den deciliter, man fik langet ud, ud over honningsødme, egetræssyrlighed og en fylde så mægtig, at det river i ganen.
Mørk Satan, Ladager Bryghus
Herfra var jeg på egen hånd. Naturligvis skulle jeg prøve en øl ved navn Mørk Satan. Faktisk levede den ikke særlig godt op til sit navn. Måske var den nok mørk, men Satan var der ikke meget af. Tværtimod er det en stout af den letflydende slags. Sød er den også, med noter af især karamel og malt. Det er bestemt ikke en stout at gå af vejen for – for den smager pragtfuldt med intakt fylde. Det er faktisk kun navnet, den ikke helt lever op til, mine præferencer til gengæld er mere end adækvat opfyldt.
O’Hara’s Leann Folláin
Og jeg skulle da bestemt også prøve noget irsk, nu hvor chancen bød sig. Leann Folláin (som jeg kunne lære bartenderen at udtale rigtigt) betyder sund øl – hvorvidt den er det, drak jeg ikke nok til at kunne vurdere. Den er som irske øl er flest. Irerne brygger sikkert uden for store armbevægelser, hvilket munder ud i drikkeligt, men også tit kedeligt øl. Denne stout minder i smag og mundfornemmelse meget om Guinness, men med den forskel, at brygget er en smule tyndere, men på den anden side har mere malt- og humlesmag. Kaffebitterheden er mere fremtrædende, og fremstår i sin helhed som et bedre alternativ til Guinness frem for blot at være et alternativ.
Det var så på dette tidspunkt, at jeg fik nogle nye venner. De var langhårede og -skæggede, og gik i heavy metal-t-shirts, så det stod jo næmest skrevet i sol og måne, at vi skulle være venner. Jeg gav dem et par anbefalinger fra Amager Bryghus – jeg kender jo lidt til sortimentet, og mens de nød mine anbefalinger valgt jeg en Batch 1000 IPA til lige at nulstille smagsløgene med. Brygget er så vidunderligt friskt og sprødt, at selv når jeg er omgivet af hundredevis af øl, jeg aldrig har prøvet før, så er den alligevel gensynet værd.
Islay Cask Imperial Stout, Det Lille Bryggeri
Af mine nye venner fik jeg et tip om en Imperial Stout fra Det Lille Bryggeri. Før jeg begyndte at interessere mig for øl, havde jeg jo en vis interesse for whisky – ikke mindst det røgede, og så er den skotske ø Islay jo ikke til at komme udenom. Det lille sorte vidunder er kort fortalt foreningen af det bedste fra stouten med dens bitterhed og tyngde, og det bedste fra de røgede Islay-whiskyer.
The Stay Puft, Det Lille Bryggeri
Lidt sværere har jeg ved at vurdere den anden, meget specielle stout, jeg prøvede fra Det Lille Bryggeri. The Stay Puft er tilsat skumfiduser, vanille, kokos, havsalt, chokolade og belgisk kandis. Muligvis er det dermed den mest beskidte øl, jeg nogensinde har prøvet. Ikke desto mindre giver blandingen en vidunderlig bouquet af kokos og vanille. Brygget smager lidt af de der nymodens kaffeblandinger – kaffe latte, cappucino, og hvad de allesammen hedder, der har til formål at skjule smagen af kaffe. Her kan kaffen dog fortsat smages – den er endda stærk, med en kant af piratos fra havsaltet, og så ellers en voldsom-til-kvalm sødme af de andre ingredienser.
På intet tidspunkt har jeg i løbet af ølfestivalen været så glad for, at jeg i år har undladt at give bryggene karakter.
Camba German IPA
Lidt IPA skulle jeg nu prøve alligevel – især når den er så særlig som denne. Tyskerne er stokkonservative når det gælder øl, og først nu begynder specialølbølgen lige så ganske langsomt at få vind i sejlene. Nu er tyskerne også begyndt med brygtyper som stout og IPA, hvor ordparret ‘tysk IPA’ for blot et par år siden ville give omtrent lige så meget mening som ‘halal-gris’. IPA’en er kraftfuld, sprød og lækker, og i øvrigt meget tysk, idet der ikke er hverken slinger i valsen eller dikkedarer involveret. Brygget er en IPA og intet andet – simpelt og allerede temmelig konservativt – sådan som tyskerne kan lide det.
Sommerpils, Andrik
Der er vist lidt rod i kronologien nu, for billederne ligger ikke i samme rækkefølge som mine noter. Men hvad kan man forvente i sådan et ølpres? At jeg overhovedet har taget noter og billeder i dette omfang, vover jeg at rose mig selv for at kunne holde hovedet koldt nok til under disse omstændigheder. Men på et eller andet tidspunkt imellem ovenstående bryg prøvede jeg også Andriks Sommerpils. Den var ganske mild, ganske frisk og egentlig ret tynd. Men det gjorde egentlig ikke så meget ovenpå de mange voldsomme indtryk, som læseren allerede har fået berettet på nuværende tidspunkt.
Stone Street IPA
Stone Street IPA er en lækker og ukompliceret IPA og er et af de nye skud på Royal Unibrews Lottrup-stamme. Jeg fik ikke taget et billede af brygget ved siden af flasken, men jeg tror nok, det er den, jeg sidder med her på billedet ved siden af en buste i bølgepap af geniet, som Lottrup-serien er opkaldt efter. Hatten, jeg har på, er venligst udlånt af fotografen, der mente at kunne se en vis lighed mellem bloggeren og Ceres’ gamle brygmester.
Jeg er ikke utilbøjelig til ikke at være fuldkommen uenig.
Beer Geek Limfjordsporter
Thisted Bryghus har som bekendt lanceret en Limfjordsporter med ekstra lakrids. Den har jeg fortsat til gode at prøve. Til gengæld kunne man prøve en særlig udgave af den på festivalen i en udgave fra Mikkeller. Den er overraskende letflydende og smager ganske meget af lakrids. Desværre er lakridsen tør og støvet på den måde jeg ikke bryder mig om, og brygget føles tyndt og ufyldigt på en måde Limfjords Porter slet ikke skal føles. Jeg synes bare, man skal overlade det til Thisted Bryghus at brygge Limfjordsporter, uanset hvilken recept, der bruges.
Blue Dot
Det var på dette tidspunkt, jeg mødte nogle unge mennesker, der ledte efter noget alkoholfri øl, da én af dem helt tydeligt var i omstændigheder. Jeg anbefalede selvfølgelig på stedet Taybeh’s halal-øl og viste dem omgående hen til standen. Til gengæld anbefalede de mig Blue Dot, som er en øl, brygget på DTU’s brygafdeling – ja, sådan en har de åbenbart. Gad vide hvor lang tid det tager fra, at Esben Lunde Larsen opdager, at den eksisterer, til at han får den lukket?
Vel – de brave nørder på DTU laver forsøg med at bruge kartoffelmel til at give fylde i alkoholfattige bryg. Det er der kommet en øl ved navn blue dot ud af, der har en styrke på 3,3%. Dermed er den 0,4% højere end hvad jeg ville kalde alkoholfattig, men lad nu det ligge. Brygget har en sød maltprofil og ligger for så vidt godt i munden, men med den samme lidt tamme brødagtige fylde, som jeg har oplevet ved andre frokostøl. Det bedste til at give fylde er fortsat alkohol.
Solbær Sour, Rocket Brewing
På et tidspunkt spottede jeg en reklame for Rocket Brewings Yurij Gagarin-øl. Etiketten var påskrevet med latinske bogstaver, hvoraf nogle var strategisk printet spejlvendt for at give illusionen af kyrillisk skrift. Resolut – og i den 40 hestes brandert jeg befandt mig i, gik jeg mod Rocket Brewings stand for at give dem læst og påskrevet … og for at prøve den der Yurij Gagarin-øl, selvfølgelig. Udsolgt! Damnation! Vel, når jeg ikke havde etiketten, opgav jeg på stedet at prøve at forklare noget som helst, og bad dem i stedet skænke mig en Solbær Sour. For en rigtig sur øl havde jeg ikke prøvet endnu. Jeg blev ikke skuffet. En mellemting mellem eddike og citronsaft krængede mine mundvige ned omkring kravebenet, mens de små tårer så småt trillede fra mine blodsprængte øjeæbler. Det var intet mindre end vidunderligt at få jaget lidt af den noget voldsomme humle-og malteftersmag på porten, der havde sat sig som en klæg belægning i munden og en let trykken i brystkassen …
Det var tid at vende næsen hjemad efter en ikke mindre end aldeles vellykket ølfestival.
OPDATERING 22/06-2016: Det er slet ikke Ceres’ gamle brygmester, Lottrup, jeg sidder ved siden af, men derimod Albanis grundlægger, Schiøtz. Beklager fejlen, og undskylder med, at jeg, da jeg skrev artiklen om min tur til ølfestival, nok endnu ikke var helt fri for de mange fine brygs påvirkning.
