Ølfestival i Lokomotivhallen 2015

Jo, jeg har skam også været en tur forbi Danske Ølentusiasters Ølfestival i Lokomotivhallen i den forløbne weekend. Sagde jeg weekend? Ups, undskyld forvirringen – jeg var der i torsdags på åbningsdagen, men det er selvfølgelig også lille fredag og derfor næsten også lidt weekend alligevel eller noget.

Uanset hvad skete det i det bedste selskab, man kunne ønske sig, flankeret som jeg var af Ekstra Bladets Ole Madsen og dennes grandfætter Kasper, som jeg har kendt i årevis uden at vide, at de to var i familie. Jeg burde selvfølgelig have regnet det ud ud fra deres fælles efternavn, men sådan kan man jo være så uendeligt dum og blind.

Det blev til mange spændende indtryk og en masse smagsprøver. Jeg har prøvet at danne mig et overblik ud fra hurtigt nedkradsede noter og billeder på min telefon. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis ikke jeg havde mit bloggerisenkram med og være ‘unplugged’, som Ole Madsen ellers selv gør meget ud af at være på ølfestival. Sådan er vi så forskellige og enige om at være uenige og sikkert også en hel masse andet.

Her følger så en lille liste i nogenlunde kronologisk orden over, hvad jeg afprøvede – og nej. Selvom jeg langede et par hurtige karakterer ud, tæller de ikke som anmeldelser.

Taybeh Non Alcohol + Dark

Taybeh er et palæstinensisk bryggeri med et bredt sortiment. Jeg prøvede to af deres øl. Den her afbilledede er tilpasset den lokale efterspørgsel idet den er helt alkoholfri, og faktisk en rigtig halal-øl (det gule mærke angiver, at det er halal). Jeg har tidligere kaldt en øl halal – men den havde ikke det eftertragtede mærke, så hvem ved, om den nu var det alligevel?

Jeg har vist aldrig før prøvet en alkoholfri øl med så meget smag. Det er en meget sød øl, og ifølge bryggeren fordi den også er tilpasset lokalområdets smag, og ikke kun religion. Det bliver i længden lidt saftevandsagtigt, selvom en blød og rund humle godt kan mærkes bag sødmen. Skulle jeg en dag gå på vandvognen, vil jeg ikke udelukke, at jeg samtidig ville gå halal.

For nørdernes skyld kan jeg oplyse, at øllet ikke er brygget færdigt, hvorefter man har fjernet alkoholen – sådan som alkoholfrit øl normalt laves. I stedes standses gæringen meget tidligt, så der ikke udvikles alkohol. Det skulle angiveligt være meget svært og ressourcekrævende, og der var da heller ikke nogen ende på stoltheden over denne lille alkoholfri perle. – 3½ stjerne.

Bryggeriet og dets udvalg antyder et tysk forbillede. Der er en pilsner, en wiener, en Weizen og altså en mørk øl, der godt kunne svare til en Schwarzbier. Der er ikke mange dikkedarer eller krumspring ved den sidstnævnte, andet end at den er dejlig fyldig med en rund og lækker karamelagtig maltprofil. I og for sig er den meget klassisk og velkendt, men helt uden at være kedelig. – 4 stjerner.

Vikinge Øl (sic), Kerteminde Bryghus

Kerteminde Bryghus producerer kun til lokalområdet, herunder et hotel, og derfor findes deres øl sjældent i handlen. Det er på grund af sådanne øl, at der er ølfestivaler til, for så behøver man ikke betale en dyr hotelregning samtidig med at man prøver øllet.

Eksemplaret, jeg fik lov at smage af, var desværre lidt for kold. Bitterheden var ellers intakt, men den varme lakrids- og rosmarinfylde fik ikke helt lov at udfolde sig ved køleskabstemperatur. – 4 stjerner.

Valnød Imperial Stout, Midtfyns Bryghus

Midtfyns Bryghus er for ikke voldsomt lang tid siden flyttet i nye lokaler, men inden de flyttede bryggede de en såkaldt eksklusiv serie specialøl – det sidste fra det gamle bryggeri – og de kan fås udvalgte steder til mellem en utrilllion og en fantasillion britiske pund til en kurs fra midten af 80’erne. På Ølfestivalen kostede en smagsprøve en polet til 12,50. Stadig pebret, men betaleligt.

Brygget dufter af portvin, fyldigt og frugtigt. Den første mundfuld er lidt slatten, men så begynder den at vokse. Den tilsatte valnød spiller vel sammen med maltfylden oven i en fortrinsvis bitter, men alligevel rund og venlig stout.

Der er dog ingen grund til at finde den store pengepung frem. Bryggeriets IPA, der kan fås i almindelig handel, slår den ikke bare med længder, men også med omgange. – 4 stjerner.

Broughton 6,2 IPA

Jeg tullede lidt rundt, sådan som man gør på festivaler – og som man især gør, når man som jeg er velsignet med en let asperger, der kan gøre det svært at få overblik over mange samtidige indtryk. Midt i kaoset fandt jeg endelig noget velkendt og trygt. En lille fiskåren konsulent, der begejstret fortalte om sine øl i en af de lidt større boder – på klingende Glaswegian Scots. Det var jo næsten som at komme hjem.

Efter en kort screening af mine præferencer, blev jeg budt 6,2 IPA – Et bryg, der står på spring til at vippe deres mangeårige sællert, Old Jock Ale, af pinden. Brygget indeholder amerikanske humletyper som Amarillo, Chinook og Cascade, og så bliver det jo ikke meget bedre på etiketten. Bag etiket og glas er der heller ikke meget at brokke sig over. Brygget er friskt og skarpt bitter, så det næsten brænder med en uhyre velplaceret sød afrunding. Humlen brænder næsten, mens fylden måske lader lidt tilbage at ønske. På den anden side giver det en letdrikkelighed, der gør denne fine IPA velegnet til fest, og ikke bare til nørdet smagning. – 5 stjerner.

Gylden IPA + Mørk Mumme, Royal Unibrew

Det var efter det lille skotske vidunder, at Ole Madsen og grandfætter stødte til. Uventet for en selvudnævnt ølconnoisseur anbefalede Ole en Royal Unibrew-øl som det første. Royal Unibrew har to specialserier ude – Lottrup, som jeg har stående til senere prøvning, og en anden række, som jeg nu ikke kan huske navnet på.

Det er fra den unavngivne serie disse to øl stammer. Gylden IPA er en afdæmpet IPA, krydret med rosmarin og Hyben. Man mærker måske et prik af rosmarinen, mens den skarpt bitre humle næsten helt udebliver. Til gengæld er der masser af balance, og forventeligt lidt for meget vand. De krydrede indslag yder en smule spænding, men nogen stor oplevelse bliver øllet aldrig – 2½ stjerne.

Den mørke mumme yder en vis mundfylde, men med enkelt huller i. Den er ellers forfriskende mørk, og man kan fint smage de mange forskellige malte, der er brugt. Armbevægelserne – store som små – udebliver imidlertid, og de er savnet. – 3 stjerner.

Roulv, Frejdahl

Det var så nu, jeg begyndte at glemme at tage billeder, så Jim Lyngvilds fine stout, fik jeg ikke taget nogen billeder af. Jim Lyngvild er en person, jeg er ganske uenig med om endda rigtig mange ting, men derfor kan de øl han, og brygmesteren på Vestfyen laver sammen, jo godt være fine alligevel.

Og det ér Roulv. En vidunderligt varm og velbehagelig stout med masser af bitterrund humle, vild maltfylde og et lækkert cognac-indslag. Brygget holder 9,2 % eller deromkring – så pas på.

Der er masser af det hele. Men der er også ca. lige meget af det hele, så brygget på ikke kommer til at virke disharmonisk i al sin magt og vælde – 5½ stjerner.

Klithede, Thagaard og Faddersbøl, Thisted

Ole ville gerne introducere os for noget ganske særligt. En serie af øl, der kun kan fås ganske få steder – fx på ølfestivaler. Disse tre øl fra Thisted Bryghus er alle brygget uden humle, der er erstattet af klassiske danske krydderier.

Klithede er således krydret med havtorn, porse og hyben. Smagen er mild, sødlig og mest præget af porsen, så øllet næsten fremstår som en Aalborg Porse Ultra Light. Det er for så vidt spændende nok at prøve, men der er ikke nok saft eller for den sags skyld kraft nok i brygget til at det kan stå alene. Til en god frokost vil det passe bedre end uden noget andet.

Thagaard er krydret med birk, gran og fyr, en pikant og på sin vis nyskabende øloplevelse, endskønt lakridsindslaget jo egentlig ikke er nyt. Ligesom de andre øl i serien, er det en let øl, man mere forestiller sig at nyde til noget end alene. Krydret fisk ville den her måske egne sig fint til.

Faddenbøl er en maltet sag, og så vidt jeg husker den klart fyldigste af dem. Mine noter er dog temmelig sketchy, hvilket nok skyldes, at Kasper og jeg for en stund havde ladet Ole gå lidt rundt for sig selv, hvorfor der måske ikke blev sat så mange ord på indtrykkene som tidligere.

Det var vist også Ole, der var mest interesseret i bryggene, og gerne ville introducere dem. Min begejstring vokser nu langt fra ind i himlen, og jeg synes, nyskabelsen til trods, ikke at nogen af dem hævede sig over en karakter på 3 stjerner.

Jacobsens Jubilæumsoverraskelse

Husbryggeriet Jacobsen havde også en bod, og i år fejrede de 10 års jubilæum. Dette blev fejret med et ganske særligt fadlagret bryg efter en af bryggerens egne opskrifter fra 1854. Den blev brudt lige præcis klokken 20:05 og vi stod parat, og var blandt de første til at smage.

Overordnet var jeg enig med bryggeren selv, der smagte først – “det kan da drikkes” – men nogen stor nydelse var det ikke. Bitterhed manglede det dog ikke, så ét flueben skulle den gave, men spændingen var bestemt større end velsmagen – 2½ stjerner.

Beernaise, Flying Couch

Omtrent på samme måde forholdt det sig med det festlige hipsterbryggeri Flying Couch’s bernaise-øl (ja, du læste rigtigt). Farven matchede ellers fint, og skummet kunne godt se ud som hviderne, der var pisket og lagt ovenpå bagefter. Kun esdragonen manglede.

Brygget smager også af bernaise, men ikke kun af det. Det ledsages af en gæret bismag, som man kender den fra Hefe-weizen. Og det var netop min fornemmelse – at jeg stod med en Weißbier, som nogen havde dryppet bernaise-essens ned i.

Kort og diplomatisk sagt var spændingen denne gang meget større en velsmagen – 2 stjerner.

Tangerine IPA, Raasted

Raasted har begået en IPA tilsat appelsinskal samt citra, summit og chinook-humle. Lur mig om ikke der også er noget cascade med et eller andet sted, for det er i hvert fald en habil IPA, både frisk, bitter i smag og eftersmag, og med den bergamotfylde, der plejer at være det rygende pistolbevis på, at min yndlingshumle også er med i konkoktionen. – 4½ stjerne.

Porter, Mylius Erichsen Bryghus

Det var omkring dette tidspunkt at Kasper og jeg rendte ind i Anne Louise, som var med til at heppe på min yndlingsgæsteanmelder, Gedved, ved Copenhagen Marathon for en uge siden. Over Mylius Erichsens porter var hun fuld af lovord i et omfang så de blev ledsaget af både munter glædesdans og flik-flak.

Jeg var ikke helt så imponeret. Det er en fortrinsvis sød porter, der ikke yder den store fylde. Bitterheden er frisk snarere end tung, og lægger sig læskende langs gummerne. Som porter er den i hvert fald lettere usædvanlig, og uanset hvad falder den ikke helt i min smag – 3 stjerner.

Hemmelig Hane, Hornbeer

Hornbeer er uløseligt forbundet med kvalitets- og mikrobryg og var naturligvis også repræsenteret på ølfestivalen med egen bod. Anne Louise fik os lokket med til deres bod, hvor de angiveligt skulle have en hane med et hemmeligt bryg.

Det viste sig at være en chili porter tilsat engelsk lakrids. Efter denne er min holdning til chili i øl i overordentlig stor grad overhovedet ikke skredet det allermindste. Chili er godt i rigtig meget – men ikke i øl. Det smager for meget igennem, også i denne, hvor den er meget markant. Den er dog ikke så markant, at man ikke kan smage lakridsen, men øllet er det så som så med. – 2 stjerner.

Til gengæld fik jeg en meget fin autograf af én, der også har markante meninger om øl. Selvportrættet er, hvis man ikke kan læse underskriften, meget vellignende. Kan I se, hvem det er?

Det var så på dette tidspunkt, Kasper og jeg stille og roligt førte Anne Louise ned til Frejdahl, hvor hun personligt af Jim fik overdraget en smagsprøve af Roulv, så hun kunne lære, hvordan en ordentlig porter skal smage.

Jeg nåede aldrig at erfare, om hun kunne lide den. For derefter valgte jeg at kalde det en aften – en god én endda, men pligten og ikke mindst arbejdet kaldte til morgenen efter.