Småt og godt …
Jeg må hellere få taget mig sammen til at tage mig sammen til at få trukket min forestilling sammen … Vel, en direkte oversættelse af “pull your act together” til dansk ser ikke ud til at fungere særlig godt. Men ganske kort er jeg atter i den hyppigt opstående situation, at jeg har flere hængepartier planløst svævende i limbo. Jeg har opfølgningen på øl nr. 1000, som jeg var smart nok til at splitte op i flere indlæg under ét tema, så jeg kunne brede stress over det emne ud over meget længere tid. Jeg har siden sidst også smagt på flere øl, der nu venter på anmeldelse (ja, der kan faktisk godt gå en endda temmelig mange kvadrat(kilo)meter rum tid mellem at jeg faktisk
smager på en øl og får den anmeldt) – og så er der dette.
Jeg har været en tur ude af min lille lejlighed i Husum, og det endda ikke kun for at tage på arbejde eller hente børn, men rent faktisk for at gøre noget, der involverede at være ude blandt folk. Så har man set det med …
Esrum Kloster holder hvert år i marts en lille ølfestival, som de var søde at skrive mig i døren til. Den ufatteligt lange og knudrede, men indrømmet også meget smukke – what with alt det skov, der den dag var dækket af det fineste lag sne and all – tur måtte jeg til gengæld selv betale, ligesom smagsprøver og øl, jeg tog med fra stedet. Men fair nok. Enten er der tale om en offentlig institution, eller en lille engageret selvejende institution, der uanset om de er det ene eller det andet, sikkert har meget begrænsede ressourcer. Så jeg takkede selvfølgelig ja til tilbuddet, og valgte altså at indfinde mig på den gamle matrikel ikke længe efter åbningstid d. 10. marts.
Dygtig, nysgerrig og udstyret med en overordentlig veludviklet stedsans som jeg er, nåede jeg selvfølgelig aldrig længere end til selve klosteranlæggets udstilling. Der var også en udstilling for mikrobryggere, som jeg først opdagede overhovedet eksisterede, da jeg på vej til bussen efter besøget endelig fik nosset mig sammen til at kigge på den brochure jeg fik stukket i hånden ved indgangen. Så desværre nåede jeg altså ikke andet, end det klosteret selv bød på.
Jeg er mest ked af, at jeg derfor ikke får nævnt nogle små, lokale mikrobryggere, der sikkert fortjener alt den omtale man kan give den. Selv fik jeg til gengæld mere end rigeligt ud af klosterets egen udstilling. Den bestod, næppe voldsomt overraskende næsten udelukkende af klosterøl – især fra Belgien, men andre øl var også repræsenteret.
Klosteret udgjorde en nydelig ramme for det i sammenligning med de ølfestivaler, jeg ellers har været på – i Lokomotivhallen 
gentagne gange, og Forum en enkelt – lille arrangement. Dørene til den gamle klosterbygning var meget apropos også små, ligesom passagerne mellem de flotte, hvælvede rum også var det. Så det var ikke alene, de fine, vildgærede bryg, der gav hovedpine – når man for 6-7. gang på en time havde knaldet ægget op i de hvidkalkede munkesten i hvælvingerne eller døråbningerne, havde man vel så småt lært at bøje sig forover, eller gå lidt ned i knæene. – Men (for mit vedkommende i hvert fald) ikke for at vise ærbødighed for nogen skaber.
Og nu til øllet …
Som altid, når jeg har været på ølfestival, er en af de store udfordringer at tyde min hastigt nedkradsede noter. Men jeg skal gøre mit bedste. I klosterkælderen kunne man altså primært smage belgiske klosterøl, men Nederlandene, Østrig, Frankrig og USA var også repræsenteret.
Benno, Engelszell
Benno er en østrigsk klosterøl. Det er jo næppe overraskende at finde munkevæsen i det katolske Østrig, så ingen større overraskelser der.
Duften antyder mere end noget andet en Blonde, så en ufin blanding af marcipan, kogesprit og eddike får flere alarmer til at bimle samtidig. Smagen er nu ikke så fæl endda, men som det er med rigtigt belgisk klosterøl, så kræver det en vis indforståethed helt at begribe konceptet. De sure noter er det første, man annammer. Sammen med bitterheden får det denne blogger til at tænke på brunkål, og ved siden af – altså ikke helt så velintegreret i brygget som man kunne ønske – alkohol, der giver brygget udtryk af brændevin. Den flinke og vidende udskænker kunne berette, at brygget var sødet med honning – mit bud er, at honningen nok ikke var særlig sød, for brygget var i det hele taget ikke særlig sødt. Og selv hvis man kunne forestille sig honning uden sødme, ja, så var en sådan smag heller ikke at finde i brygget.
– En lidt sløj start, måske, men der var jo heldigvis så meget mere at prøve
3 stjerner.
Oude Geuze Boon
Næppe overraskende var et af festivalens store tilløbsstykker en samling aldeles nydelige Geuze-smagsprøver. Typen er en af mine absolutte favoritter, og jeg blogger i konstant ærgelse over, at jeg alt for sjælden har blogget, alt for sjældent blogger og desværre nok i fremtiden også alt for sjældent vil blogge om dem. For når man endelig kan købe dem i almindelig handel, koster de ikke bare bondegård, men også en der gik og har gået.
At Geuzen kaldes ‘ølverdenens champagne’ forstår man så udmærket, når man prøver dette tørre, skarpe, boblevinsyrlige og perlende friske vidunder. Perfekt til nytårsaften, men også perfekt at nyde i den mest modbydelige sommerhede.
Typen er kraftigt på vej frem globalt, og man forstår til fulde hvorfor. Et morsomt tvist til bryggets historie – igen ifølge udskænkerne – er, at belgierne traditionelt har betragtet geuzen som et studenterbryg – en øl, som dem der ikke ville drikke det rigtige øl, drak, for at slippe lettere om den med studenterlivet påkrævede fuldskab.
5 stjerner til dette fine bryg. Af de øvrige to Geuzes, der var til rådighed, havde jeg allerede prøvet den ene. Den anden blev der ikke skænket smagsprøver af, da udskænkeren på dette tidspunkt havde så få tilbage, at de skulle sælges og ikke åbnes …
Prøv at gætte, hvad jeg købte og hvad der bliver anmeldt ved senere lejlighed.
Lindemans Kriek
Hvis jeg skal udpege en guilty pleasure, når det gælder øl, skulle det være den belgiske kriek – en frugtøl brygget på kirsebær.
Denne er i sandhed en frugtøl. Udover, at den indeholder de fine røde bær, som Jack Nicholson så mindeværdigt spul-ørlede og stød-brækkede ud over en hel kirkemenighed i filmen “The Witches of Eastwick” på et eller andet gudsforladt tidspunkt i firserne, så indeholder den kun afdæmpede 3,5% alkohol og leveres i en lille pakke på 25 cl.
De små pakker skyldes, at disse bryg heller ikke traditionelt drikkes som de er. De blandes derimod gerne i netop geuzes, for at give disse et skud af frugt.
– Og det er alt I får at vide om den nu. Også den købte jeg et eksemplar af, fordi jeg gerne ville levere en grundig anmeldelse af den på bloggen senere.
Spencer Imperial Stout
USA er som bekendt på andenpladsen over de lande i verden, jeg synes er mest spændende, når det kommer til øl. I USA findes der også et trappistkloster, og fra dette blev der også langet smagsprøver ud i Esrum.
Denne Imperial Stout dufter som sådan én skal – nylagt tjære, lakrids og kaffe møder snudeskaftet i bouqueten. Smagen er også på plads – der er en god intensitet, masser af brændt bitterhed og lakrids, men også ledsaget af en lige lidt for let viskositet, der gør at brygget brækker for meget i stykker i sine enkeltdele på vej gennem munden, frem for at fremstå som en samlet højere enhed.
Lakridsen bliver lidt støvet, vandet træder for meget frem, og brutaliteten er der mest for brutalitetens egen skyld, frem for at fremhæve andre træk i brygget.
4½ stjerner.
Kriek Boon
Videre til endnu en Kriek. Jeg kan slet ikke holde mig fra det – især ikke, når det så sjældent forefindes i detailhandlen herhjemme. Denne må betegnes som en lettere type, der i modsætning til fx Mort Subites Kriek lader kirsebærrene træde lidt i baggrunden.
Belgierne bruger de forskellige frugtøl – herunder kriek’en – som dessertøl, men lur mig om ikke krieks som denne bestræber sig på at kunne stå mere alene. Sødmen er afdæmpet, men den tydelige, friske og vederkvægende syre gør brygget lettere, og lader tydeligt kundgøre, at bunden i brygget er lagt af en lys belgisk lambic.
4½ stjerner.
Westvleteren Guld
Et af kælderlokalerne fungerede også under festivalen som butik, hvor man dels kunne se det fulde udvalg af bryg, som klosteret faldbød, dels kunne tage dem med hen til kassen og betale for dem, skulle man have lyst til at bringe et par af de fine bryg med hjem.
På en af hylden stod et parti øl fra Westvleteren, et belgisk kloster med navn efter byen den ligger i, tæt på den franske grænse ved Dunkerque. Ganske uanselige var de, som de stod der, på flaske uden etiketter på. Kun kapslerne var i forskellige farver, der dermed antydede, at der var tale om forskellige typer.
Jeg var ved at gå bagover, da jeg så prisen. 115,- Kr for én enkelt på 0,33 l. ALDRIG om jeg ville give så meget for så lidt øl … i hvert fald ikke før jeg havde prøvet den, for jeg havde godt luret, at den blev udskænket i den anden ende af klosterkælderen.
Udskænkeren derhenne kunne fortælle, hvordan øllene kun kunne skaffes fra selve klosteret i Vleteren, ved at man fysisk mødte op, bankede på døren, og så ellers krydsede både fingre og tæer for, at der overhovedet var bryg på lager.
De logistiske kolbøtter, der skulle til for at anskaffe brygget, pressede altså prisen i vejret. Men netop fordi de er så svære at få fat i, kan de altså også sælges til en pris, der kan få turen til at betale sig.
Opportunist som jeg var, valgte jeg i øvrigt ikke brygget med den grønne kapsel til 115,- kr. Næh – de havde også én med en gylden kapsel til 150,- kr. for samme størrelse, og dén skulle jeg i hvert fald prøve.
Med sine 12 % emmer den mere end noget andet af alkohol. Brygget har kulør af nylagt kobber med kraftigt gyldent skum. Den gennemtrængende alkoholiske aroma af tyk, gæret sveskegrød, kombineret med den rivende fornemmelse i halsen, og den trykkende ditto i brystet er til gengæld en smagssag …
Oplevelsen er intakt, men om den ligefrem er nogen nydelse, er jeg mere tøvende med at erklære. Prisen er under alle omstændigheder for høj for et bryg, der trods alt ikke er mere usædvanligt end det er. Man betaler mere end noget andet for bryggets fortælling, og ikke den uanselige flaskes indhold.
Frem for at slå til og betale en formue hvis man skulle støde på brygget, vil jeg faktisk mene, at man hellere skal vente og se, om livets vej måske en dag slår forbi klosteret. For hvis ikke, så er der alligevel mange øl, der ikke bare er lige så gode men også langt bedre her i verden, som man hellere skulle bruge sin tid og sine surt spinkede spareskillinger på.
3½ stjerner.
Lindemans Pecheresse
Den sprittede sveskegrød fra Westvleteren er til gengæld et godt eksempel på det, man tager på ølfestival for; at prøve noget ganske særligt, som man aldrig ville have fået lejlighed til at prøve, hvis ikke man havde besøgt ølfestivalen.
Det samme gjaldt Lindemans Pecheresse – en frugtøl sødet med ferskener. Det lød så rædsomt at jeg absolut måtte prøve den.
Her skal blot nævnes bryggets bouquet – hovedpinen udeblev, selvom mindet om, hvilken hovedpine mine punkerdages Æbleaperitif (eller blot ‘tif’) kunne give dagen efter, stod meget levende i erindringen, da emmen fra brygget blev trukket ind. – For sådan dufter brygget …
… hvordan det smager må læserne vente med at høre, for jeg endte – den skræmmende bouquet til trods – med at blive så begejstret for den, at også den kom med hjem til senere fuldfed anmeldelse.
Spencer IPA
Den milde skuffelse over Spencer’s Imperial Stout gjorde, at jeg valgte at spille sikkert. Ganske vist var temaet meget belgisk, men ét af klostrene lå jo ligegodt i USA, og der havde man da også brygget den eneste IPA, der var at finde blandt klosterøllene.
Og det beherskede de ellers som næsten kun amerikanerne kan det. En velkendt og vellidt knastør bitterhed af spæde grannåle og løvtræ melder sig det øjeblik prøvesmagningsglasset sættes for læberne.
Brygget betoner især det bitre, glemmer måske lidt det aromatiske – de ellers ofte medfølgende noter af syren, hyld og roser udebliver, uden at det dog ligefrem efterlader huller i oplevelsen. Bitterheden kan godt stå alene.
Til gengæld melder der sig lige lidt for store pytter af væde i det ellers lækre tæppe af frisk humlebitterhed – men denne antydning af ubalance hører trods alt til i småtingsafdelingen.
4½ stjerner.
Floreffe Dubbel …
Den sidste øl jeg prøvede valgte jeg på grund af patentproppen. Jeg syntes, den lignede en Flensburger så meget, at jeg ikke kunne gå derfra uden også lige at have prøvet den.
Der er tale om en dubbel, der ved skænkning afgiver en endda ganske kraftig odeur af stald og insilage. Det er ikke ukendt for bestemte øltyper at yde den bouquet – og det er langt fra så slemt som det lyder, og ingenlunde ment negativt at beskrive duften således.
Smagen var kraftigt bitter og en smule klæg. Den faldt ikke helt i min smag, men det var nu ikke derfor, jeg i min efterhånden selskabelige overrislethed kom til at stille mit glas på en skrå overflade, så glasset væltede og alt brygget – udover den ene mundfuld jeg havde indtaget, røg ud på gulvet.
Heldigvis holdt glasset, så ingen officials måtte ile til med kost og fejebakke. Øllet var til gengæld spildt – en lidt skæv måde at afslutte arrangementet på, men i det mindste var det da langt fra det bedste øl, det var gået ud over.
Jeg undlader at give stjerner, da jeg trods alt forsøger at holde en vis standard i mine smagninger. Én enkelt mundfuld er ikke helt nok til, at jeg med rimelighed kan give øllet karakter.
Farvel og tak …
Det var det. Tilbage er der kun at sige tak til arrangørerne for invitationen. Det var afgjort den ellers lange tur fra Brønshøj værd, og jeg ville helt sikkert begive mig af sted igen, skulle en lignende invitation falde en anden gang.
– Og i så fald vil jeg i hvert fald ikke glemme at tjekke mikrobryggerierne ud igen.
Her til sidst er der et billede af, hvad jeg valgte at tage med fra arrangementet til senere anmeldelse her på bloggen. Anmeldelserne skal man blot forblive indstillet for at læse når jeg engang når til det.
