I en større sags tjeneste …
Det hænder, at en af mine facebook-venner, der deler skæbne med min far, vrissent lader sit mishag lyde, når jeg deler mine blogopslag på fjæsen. Skæbnefællesskabet består i at være født og opvokset i Tyskland, for så senere at flytte til Danmark og leve sit liv. Min facebook-ven – som jeg har valgt at anonymisere, da jeg ikke har aftalt at skrive disse linjer om ham – har svært ved at forliges med nogle ting herhjemme. Den provinsielle mentalitet, der er typisk for lilleputstater – og her er jeg selv all in. Madkulturen, han brøds sig ikke om danske pølser eller leverpostej – og deri kan undertegnede skam også godt følge ham. Han længes efter ordentlig tysk skinke og sauerkraut – mens al sauerkraut i denne bloggers øjne burde indkapsles sammen med atomreaktoren ved Tjernobyl, men det er jo nok bare mig …
Og dansk øl – det er godt nok noget værre noget i hans øjne. Dansk øl er tyndt, dansk øl er beskidt, dansk øl er bare elendigt. Tysk øl, derimod. Det er fantastisk, det er rent, det er vidunderligt …
Vel, nu har jeg været en tur i supermarkedet Lidl i Brønshøj for at prøve påstanden af. Jeg har taget en samling af det faste inventar med til efterfølgende afprøvning. Noget af det er fra Danmark, og noget af det er fra Tyskland – så får vi se, hvor meget bedre det tyske øl i Lidl er end det danske, og hvor meget bedre Lidls tyske øl er, end andre underlødige danske bryggeriers bryg – i flæng nævner jeg Thisted Bryghus, Amager Bryghus, Kongebryg og Mikkeller som nogle af de elendige, dilletantiske amatørnisser, der med næsten 100% sikkerhed vil se sig slået i løbet af en halv planck-tid af Lidl-supermarkedets svært overlegne udvalg …
… eller måske ikke.
Jeg vakler mellem at kalde temaet ‘Øl fra Lidl’ eller ‘Én for holdet’. For hvis jeg nu for et øjeblik smider sarkasmen overbord, har jeg svært ved at tro andet, end at oplevelsen i bedste fald vil være en kombination af at åbne vandhanen og stikke hovedet ud ad vinduet. Derfor forestiller jeg mig også temaet som en service først og fremmest for læserne – når nu jeg spilder min kostbare tid på at afprøve ligegyldigt industrisprøjt en masse, kan læserne nøjes med anmeldelserne, spare tid og penge samt skåne deres smagsløg. Mon ikke temaet ender med at kommet til at hedde ‘Én for holdet’?
Til gengæld magter jeg nok ikke kun at prøve ligegyldige industrielt sprøjt fra Lidl de næste mange anmeldelser frem. Så temaet bliver ikke sammenhængende. Til gengæld vil det selvfølgelig blive behørigt markeret, når jeg skriver en anmeldelse i temaet.
De indsamlede øl er:
- Nobelaner Premium Pils, bryggeri ikke angivet
- Perlenbacher Premium Pils, TCB Beverages
- Perlenbacher Hvedeøl, TCB Beverages
- Perlenbacher Strong, TCB Beverages
- Karlens Påskebryg, Royal Unibrew
- Karlens Guld, Royal Unibrew
- Karlens Pilsner, Royal Unibrew
Førhen har jeg kun anmeldt to øl fra Lidl, og kun den ene af dem var fra en Lidl her i Danmark, nemlig Karlens Classic. Den vil ikke blive anmeldt igen.
Vel mødt til det nye tema. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at fryden ved anmeldelserne vil blive større end nydelsen ved øllet.
Fantastisk!
Har faktisk savnet en anmeldelse af discount øl fra de tyske butikker. Jeg var begyndt at blive lidt træt af Coops Dansk Pilsner og Nettos Harboe som bælle-øl når man skulle øl-bowle eller spille beerpong. Derfor tog jeg forbi Lidl og købte en kasse af deres øl til færrest penge. Det var så Karlens pilsner. Jeg var egentlig ganske tilfreds med den, og synes den er en værdig konkurrent til Dansk Pilsner og Harboe (specielt nu hvor prisen på Dansk Pilsner er steget til 2,75!!… ak og ve) Bor i Jylland så kan selvfølgelig bare tage over grænsen og fylde traileren med sort slots, men jeg kommer oftere forbi Lidl end grænsebommen. Oven i det sparer jeg penge på brændstof.
Har også smagt den tysk producerede Perlenbacher pilsner og det var ikke fordi den var dårlig, så jeg venter i spænding på hvem du vil krone til konge af tysk discount øl
Min anmeldelse af Karlens Pilsner er lige på trapperne. Jeg er ikke videre begejstret – men i forhold til det, du ellers sammenligner med, så … vel, du kan jo selv se, når anmeldelsen rammer om ikke længe.