Tilbage i slutningen af halvfemserne, dengang verden endnu ikke var gået af lave, og der stadig eksisterede et ungdomshus på Jagtvej 69 i København, fik netop dette hus uventet besøg. To hærdebrede fiskertyper, iført tatoveringer, overalls og meget lidt hår på hovedet indfandt sig blandt punkere, sharpskins og heavyhoveder. Op til baren gik de, fulgt af en skov af måbende blikke. Ikke så få frygtede, at der var optræk til en ordentlig omgang jyske øretæver. Et par barkede håndflader klappede på bardisken, og det rungede i hele lokalet på klingende nordjysk: “Hva’, er det rigtig, at man ka’ få Øko-Thy hær?” De gæve nordjyder havde været næsten hele København rundt i deres søgen efter et sted, der udskænkede deres højtelskede bryg fra hjemegnen, Økologisk Thy-Pilsner fra Thisted Bryghus. For at få en kold Øko-Thy når trangen indfinder sig, er nordjyske fiskere klar til at mænge sig med hvem som helst.
Den første økologiske Thy-Pilsner blev skabt d. 31 januar 1995 på Ashøj ved Hurup. Det blev desuden forudsagt af en svale og forkyndt af en dobbelt regnbue over højen og af fremkomsten af en ny stjerne på himlen. Således blev Danmarks første økologiske øl til. Og det er ganske vist.
Der blev selvsagt talt meget om det i området, alle skulle prøve det nye bryg, og min kære viv var selv på Café Grønne i Thisted samme aften, for at smage de rene dråber.
Mine egne første erfaringer med Øko-Thy står til gengæld ikke helt klare for mig. Det har nu ikke noget at gøre med, at jeg på denne tid fejrede sabbat-år i en opiumshule i Afghanistan – for det gjorde jeg ikke, jeg brugte mit sabbatår på at spare op til min studietid på en fabrik i Hornsherred (ja, noget så kedeligt kan man også bruge sit sabbatår på).
Jeg kan huske, at det var slået op som noget meget spændende, at der nu var kommet en økologisk øl. Men jeg husker den ikke som en øl, jeg brød mig om til at begynde med. Det er jeg siden kommet efter, efter at jeg er begyndt at sætte pris på GODT øl. Jeg sloges også med nogle fordomme om økologi, som jeg også er kommet efter – og økologien er kommet efter. For i starten havde økologiske varer – ikke helt uberettiget – rygte for at være noget grove i det. Portionerne, man købte, var desuden skrabede, og det var som om, at der var gjort meget ud af at gøre indpakningerne så uindbydende og kedelige som muligt. Sagen er den, at Øko-Thy levede ganske godt op til disse fordomme, med sin rå, bitre smag og de armygrønne etiketter, der mest af alt fik dem til at ligne ubrugte gasgranater fra Koreakrigens overskudslager.
Og heldigvis har Thisted Bryghus holdt stædigt fast i samme emballage og smag.
For når man drikker en Øko-Thy, får man ikke bare smagen af Thys barske landskab, de vindblæste sandklitter, marehalmen og det salte Vesterhav (fra før udsynet over landskabet blev saboteret af en flok rædselsforskrækkelige gigantvindmøller, vel at mærke). Det er også smagen af økologi fra dengang det var nyt, råt og uforfinet.
Øko-Thy er i dag en standardpilsner på linje med Tuborg og Carlsberg, f.eks. Men i modsætning til disse har Øko-Thy en bitter kerne, der krasbørstigt klæber sig fast bagerst på tungens sider, lige før det gyldne bryg når svælget. Samtidig fyldes munden af en bitter aroma, en liflig, kras humlesmag, næsten røget, med antydning af beg og tang.
Det lyder måske negativt. Men enhver, der har oplevet landskabet og vildskaben i Thy, ved, at det er positivt fra start til slut.
Men marehalmen vokser trods alt ikke ind i himlen. Selv om det er en karakterfuld pilsner fra Thy, er det stadig en pilsner fra Danmark, med alt hvad det ikke indebærer.
Jeg vil således fortsat hellere ønske en Flensburger langet over disken, hvis valget stod mellem en sådan og en Øko-Thy. For selv om Øko-Thy slår et forfriskende slag for bitterheden i Humle, mangler der stadig noget fylde. Og netop fordi Øko-Thy har sin bitterhed – og ikke meget andet, kan man med rimelighed beskylde den for ikke at være helt i balance. Der mangler simpelt hen noget fylde til at komplementere bitterheden.
