Så er vi nået et godt stykke ind i januar, og som altid har jeg ikke nået at gøre kål på de juleøl, jeg fik købt sidste år. Denne gang er det nu ikke så mange, det drejer sig om. Jeg forventer bestemt, at alt overliggende er anmeldt inden udgangen af indeværende måned. Endnu engang kommer julen ikke til at vare helt til påske – eller bare til fastelavn.
COOP har i løbet af sidste år opgraderet deres discountbrand Pokal til en finere, smartere og tilmed dyrere økologisk serie brygget af mikrobryggeriet Bryghuset Braunstein fra Køge. Det er både COOP og Bryghuset Braunstein egentlig sluppet nogenlunde heldigt fra, selvom man kan indvende, at det at højne kvaliteten i serien næppe har budt på nogen voldsom udfordring. Med i porteføljen er denne julebryg, der i farvevalg vælger at være så utraditionel, at det først gik op for mig, at det var en julebryg, da jeg læste det på etiketten. Mere julet er til gengæld duften, der er af lys chokolade (og ikke mørk, som der står på etiketten – men close enough. Farven er også mere julet Rødbrun med matchende gyldent, højt og holdbart skum.
Det er en noget bitter julebryg. Den bæres frem af en smag af hasselnødder, der er blevet lidt for gamle, og som sådan passer det jo fint, at den nydes her på bagkant af julen, hvor de overliggende julegodter også så småt bliver harske. Eftersmagen byder på en lidt mere elegant, men stadig noget anmassende aroma af lidt for stærk og lidt for hårdt ristet kaffe.
Til gengæld kan man glæde sig over at fylden er adækvat. Brygget bærer nogle af de samme smagselementer som King Goblin, men netop med en krop, der kan bære smagen. Søde noter af chokolade begynder desuden også at titte frem efterhånden, og sådan ender brygget med at være adækvat julet på den bitre, krydrede måde. Jeg hæfter mig ved, at Untappd kategoriserer brygget som en ‘spiced beer’ – men ifølge deklarationen indeholder den nu kun de fire klassiske ingredienser. Det vidner vel om en vis brygkunst, at man kan få nogle til at tro, at der er særlige krydderier i øllet uden at der faktisk er det.
Om det var jul eller ej, eller om der nu var krydderier i alligevel, så ville den uanset hvad varme fint i den kolde tid. Brygget behøver heller ikke en decideret julet anledning til at blive nydt. En gammel Luc Besson film kan den bestemt også bruges til. Jeg havde ikke set Subway før jeg havde prøvet denne øl, og som tilbehør var den ganske udmærket (filmen som tilbehør til øllet eller øllet som tilbehør til filmen? – Ja, det får I aldrig at vide, hæ hæ!) Tak til DRK for at levere aftenens andet underholdende indslag.