Fremskridt …
Som jeg kunne afsløre i sidste indlæg, har COOP markeret sit 150 års jubilæum ved at relancere det gamle discountbrand ‘Pokal‘ i en økologisk hipsterudgave, brygget af Bryghuset Braunstein. Det gik ikke så godt for det første af bryggene, jeg prøvede, men jeg må alligevel erkende, at den manglende begejstring ikke har været helt så udtalt, som dengang Vestfyen stod bag serien. Og som jeg skriver i min gamle anmeldelse af Pokal Pilsner: “Leverandøren for COOPs eget mærke kan altså variere med tiden, men om det giver forskelle i øllets karakter, må – ja – tiden vise.” Nu er tiden gået, og nu vil vi få at se, hvilken vej, det er gået med kvaliteten. I første omgang er det dog Classic’en vi skal sammenligne med.
Det skal også gå såre galt, om kvaliteten ikke bare hæves en smule. Vestfyens bryg scorede én sølle stjerne for mest at smage af vand med vage antydninger af karamel og malt, der imidlertid kun var til stede for at forjætte noget, der aldrig reelt trådte frem. Som nyder måtte man sidde forsmået tilbage.
Her formår Braunstein til gengæld at levere allerede ved skænkning. Skummet er højt og klæbrigt, og brygget indbydende appelsinorange. Duften er næsten sliksød med noter af sukker, franskbrødsdej og banan. Jeg skimmer en ekstra gang ingredienslisten med mistanke om, at der er brugt hvede i produktionen, men det er ikke tilfældet. Humlen er til gengæld lidt svær at finde, men den er der da – dybt nede som et diskret og alligevel pikant stik af fyrreharpisk.
Og brygget smager utvivlsomt af mere, og ikke bare af én mere.
Det velkarbonerede bryg rammer gane og gummer med et udvalg af friske nødder. Der er sødme af mandler ved gummerne, bitterhed af valnødder ved mandler og gane, og siden en lidt mere rå bitterhed af hassel i eftersmagen. Denne klinger noget af, og lægger sig i et lidt mindre skrapt hjørne af friskskåret bøgetræ, mens bryggets initale friskhed ikke er ulig samme træs forårsfriske blade.
Bryghuset Braunstein går af med en sikker sejr over Vestfyens Pokal Classic. I sig selv er øllet nok stadig i den letbenede ende, men med en nuancerig og velafstemt smagsprofil, der alligevel sprænger rammerne for, hvad man vil forstå som en jævn discountpilsner.