Økologisk India Pale Ale, Herslev Bryghus

Nå, endelig et bryggeri, der kan finde ud af det … og det er jo i grunden noget sludder, for det kan de fleste jo – stave ‘India Pale Ale’ rigtigt. Jeg ligger p.t. inde med IPA’er fra Rise og Sierra Nevada og begge bryggerier staver det rigtigt, lige som Braunstein, BrewDog og Pladderballe Bryghus også kan finde ud af det. Så det er altså indtil videre kun Ørbæk, der åbenbart snubler hver gang.

Herslev Bryghus er lige som Ørbæk et bryggeri med en stærk økologisk profil, men med et mere fandivoldsk og kompromisløst islæt, der også kan mærkes på pris og markedsføring. Mens Ørbæk, med de flotte, farvestrålende etiketter for længst har holdt sit triumferende indtog på de snuskede discountsupermarkeders spotvarehylder, kan Herslev Bryghus’ håndbryggede (hvad det så end betyder – jeg troede egentlig gær, ikke hænder, stod for den del af produktionen) øl med de væsentligt mere minimalistisk designede etiketter påskrevet med Comic Sans her i Århus kun fås i Irma, hvis det ellers er supermarkederne man kigger i. Og prisen er også derefter – 30 bobs for en halv liter, hvor Ørbæks øl, hvis kvalitet nota bene langt overstiger marketingafdelingens evner udi det ortografiske, ligger stabilt omkring de 15-16 kr. for samme mængde. Såvidt prisen på Herslev Bryghus’ øl. Spørgsmålet er, om kvaliteten kan stå mål med den.

Bryggets ydre kan der i hvert fald ikke sættes en finger på. Enskønt det off-white skum til at begynde bruser og knitrer som i en anden sodavand, falder det snart til ro, og lægger sig som en cremet flødetop over det fuldstændig appelsinorange bryg. Kunne man skære små fordybninger og furer i øllets overflade (og den orange soliditet får næsten én til at tro, at det er muligt) ville det på en prik ligne en appelsin, så kraftig er løden, og så uigennemsigtigt er det af den rigelige restgær. Duften er især blomsteragtigt sød ud over skarp og rivende af en let citrusnote, der komplimenterer en lækker bouquet af roser og vanille tilsat skumfiduser uden skumfidusers syntetiske dunster.

Smagen er en tør humleeksplosion. Bitter som ind i h… men ikke det mindste harsk eller besk – blot meget meget bitter. Det går hurtigt op for nyderen, at det ikke er en øl til tørst, for det tillader den knastøre og kraftige bitterhed overhovedet ikke. Det er en øl til kenderen, der går efter kompromisløs humlebitterhed i alle dets afskygninger – bitter i smagen, bitter i bismagen og bitter i eftersmagen – punktum. Her skal man dog ikke glemme, at bitterheden jo faktisk ledsages af en udsøgt, cremet fylde og finish. Desuden er der tale om forskellige former for bitterhed – først river den som sandpapir mod tungen i smag, i bismag er den hård som stål (uden at smage af det), mens eftersmagens bitterhed nærmest er velourblød og iøvrigt langvarig.

Gæren er et kapitel for sig. Den giver ikke brygget afsmag, hvilket er imponerende bare mængden taget i betragtning. I løbet af den lange nydetid – for det er bestemt en nydeøl og ikke en drikkeøl – lægger restgæren sig som en fin mudderpøl i bunden af glasset. Frisk som jeg var, blev glasset behørigt agiteret … og agiteret og agiteret, så rystet med risiko for at det skulle skvulpe over – men det er mit ølglas heldigvis for højt til – så blev glasset agiteret endnu mere, og endelig lykkedes det at få det sidste restgær blandet op i brygget, og så blev det ellers hældt i halsen.

Og nej, der var ikke skyggen af harsk eller klæg gærsmag. Bundsjatten var sød, med de noter af roser og skumfiduser (fortsat uden syntetisk smag eller lugt) som indledningsvis havde vist sig i duften. En Grand Finale, der ville have sat prikken over I’et i IPA, hvis ellers jeg ikke altid forkortede det med store bogstaver.

Well Done! Med korrekt stavning og det hele – sandelig alle 30 bobs værd. Skål!

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!