Øko IPA, Thisted Bryghus

På tide …

Thisted Bryghus er kendt som bryggeriet, der præsenterede danskerne for økologisk øl. Dengang i midten af halvfemserne gjaldt det landets foretrukne standardsprøjt; den industrielle pilsner. Senere kom ølrevolutionen, som Thisted Bryghus for længst er hoppet med på – med større eller mindre held gennem tiden. Men først nu har de fået den geniale ide at brygge en økologisk IPA – en kvalitetsagtig mikrohåndbrygsvariant over det koncept, der for alvor gjorde bryggeriet landskendt. Det er egentlig lidt sært, at de ikke fandt på det noget tidligere.

Jeg husker imidlertid de første par år, jeg bloggede, at den daværende brygmester eksperimenterede en hel del med forskellige sten- og lavaøl, Der blev også eksperimenteret en del med forskellige tilsætningsstoffer – ikke mindst sulfit, og det fik bryggeriet da også en håndfuld hårde ord med på vejen for.
Men nu er de vel omsider kommet på bedre tanker, og har fundet nogle af de hævdvundne 90’ertakter frem igen. Heldigvis ikke i form af dårlig, primitivt produceret technomusik, men ved altså at introducere endnu et økologisk produkt i porteføljen.

“Vi har nedtonet bitterheden,” lyder bagetiketten – og det varsler jo sådan set ikke så godt. Det var nok godt, at jeg overhovedet ikke ænsede beskrivelsen, da brygget blev åbnet under min gode ven Geoff Breeze’s livestream i søndags, for jeg havde nærmest med statsgaranti været biased imod det. “Nedtone bitterheden” … Man nedtoner da heller ikke hestekræfterne i en Ferrari!
Videre står der, at der er tilført masser af aroma fra de 3 amerikanske humler, Simcoe, Cascade og Centennial … reddet på stregen, endskønt den krasbørstige censor nok ville dømme dumpet.
Som antydet læses alt dette i erfaringens krystalklare lys, og jeg kan kun gisne om hvorledes teksten ville have påvirket min oplevelse.

Mit gæt er, at min begejstring nok ville være reduceret et par takker, omend brygget igen ville have reddet på stregen ved at udløse mine duftsynapser allerede ved åbning. Vanille og citrusfrugter forenes i en indbydende dans, der kun bliver tættere idet det tågede, orange bryg og det fede, gyldne skum fylder glasset. Nu slår bouqueten over i en meget ren og autentisk karakter af tørre fyrrenåle – sådan bare for at krydre de æggende pikanterier.
Og hvis Thisted Bryghus kalder denne bitterhed nedtonet, ja, så glæder jeg mig til at prøve et bryg, hvor nedtoningen er udeladt. Der er rigeligt med tørt fyrretræssavsmuld, harpiks samt nåle i en skarp og frisk IPA-impression, der samtidig er så tør, at man næsten må frygte selvantænding.
Men det bliver aldrig for meget. Brygget rammer perfekt mellem en long drink og en (jeg elsker paradokset) tør tørstslukker, der både kan nydes alene eller – som bryggeriet anbefaler – til krydrede orientalske retter.

Thisted Bryghus kan andet end bare lave ellers gode varianter af deres Limfjordsporter. Det måtte de faktisk gerne fokusere lidt mere på, hvis jeg skal være helt ærlig.