Sniger sig lige over …
Det var så den her øl, jeg prøvede efter at have skyllet gab og svælg i Apollinaris-danskvand fra Harboe. De laver bedre danskvand end øl dernede i Skælskør. Jeg skylder vores naboer tak for skænken, den blev drukket ved et spontant udendørs middagsarrangement for beboerne på etagen samt evt. venner og bekendte.
Brygget stammer oprindeligt fra det hedengangne odenseanske lokalbryggeri, Albani, men er som så mange andre lokalbryggerier blevet opslugt af bryggerikonglomeratet Royal Unibrew. Jeg har prøvet brygget før, men aldrig rigtig bidt mærke i, hvordan det egentlig smager – igen en øl fra en tid, før jeg begyndte at interessere mig for det.
Jeg glemte helt at dufte til brygget i farten, så den olfaktoriske rapport må læserne have til gode. Visuelt gør brygget ikke mere væsen af sig end det foregående tynde Thailandske tyllebryg, det er ganske lyst, men med et skum, der tiltrækker sig mere end adækvat opmærksomhed. I dette tilfælde falder det hurtigt, men nogle meget store, genstridige bobler og strenge bliver tilbage og danner holdbare edderkoppespind på glassets vægge, og hen over selve brygget. Det er virkelig flottere end forventet.
Der er også noget mere smag at komme efter. Brygget smages umiddelbart, uden at man behøver lede efter smagsindtrykkene. Den indleder bittert, overvejende træagtigt, og slår så over i en krydret honningsødme med præg grønne urter – måske Oregano og Herbes de Provence.
Fylde og kraft mangler i samme grad som den mangler i andre standardpilsnere herhjemmefra, men på smagssiden sniger den sig alligevel mærkbart over niveau. Mundfornemmelsen er også ganske rar, klar som glas og glat som is, men også med den bivirkning at brygget kommer til tage sig tyndt ud og mangle fylde. Alt i alt er det dog et bryg, der med sin adækvate smag vil blive husket bedre end andre store bryggeriers hverdagsøl.
