Det gælder om at nyde IPA’erne mens de er friske. Det fine lille batch, jeg fik af hjemmebryggeren Ole Wolf er et godt og lidt sørgeligt eksempel. Her er IPA’en, Høstøl, allerede blevet for gammel, og derfor bliver den ikke anmeldt i denne omgang.
Denne lille kobberfarvede skumperle, derimod, er (eller rettere var, for den blev også drukket før weekendens eskapader i Forum) til gengæld frisk som en amerikansk IPA skal være. Også den er fra Minnesota, hvor min gamle studiekammerat Rasmus holdt sommerferie – og altså var så flink at tage et lille udvalg med fra til anmeldelse her på bloggen.
I mellemtiden er vi rykket et godt stykke ud af Minneapolis, hvor vi var sidst – 200-250 km, så vidt jeg kan vurdere ud fra Google Maps. Vi er i det sydøstlige hjørne af byen Two Harbors ved bredden af Lake Superior, et tyndt befolket, naturskønt område langs hovedvej MN 61 mellem storbyen Duluth og den Canadiske grænse. Området ligger på højde med Frankrig, så jeg forestiller mig, at der er rædselsforskrækkeligt varmt og fugtigt om sommeren, mens vintrene garanteret konkurrerer med de sibiriske i modbydelighed.
I den slags klima er det sikkert godt med noget frisk øl om sommeren, og så passer det jo perfekt, at vi er i IPA-land. Friskheden er i hvert fald intakt i denne IPA, der allerede ved åbning sprudler af friskhed med noter af gærede æbler med en antydning af gran. Der varsles en IPA-oplevelse af de lidt mildere, hvis ikke årsagen til denne oplevelse da skulle være, at jeg har været lige lovligt godt vant på det sidste.
Men det tror jeg trods alt ikke. Brygget byder på en cremet finish og lidt mere tilbagelænet bitterhed, der mere karakteriseres ved krydrethed end skarp- og skraphed. Fylde og aroma er en kende mere i højsædet end sædvanligt med noter af koriander og spidskommen, eftersmagen er markant og småtung af friske hasselnødder.
Men ellers er det en straightforward amerikansk IPA, helt efter bogen med alt det gode det indebærer. Friskhed, aroma og skarphed er lige ud ad landevejen …
… eller lige ud ad MN 61 om man vil.