Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Nymburk Svetly Lezak Pils, Pivovar Nymburk

Ligegyldig udlandsdiscount …

Udviklingen, hvor udenlandske standardøl kommer på danske hylder, helt uden at blive kaldt specialøl bare fordi de er udenlandske, ser ud til at fortsætte. Fænomenet har jeg før opserveret i Fakta, og det ser nu ud til at have spredt sig til Dansk Supermarkeds butikker. I vores lokale DøgnNetto kan man således finde denne tjekkiske standardpilsner til syv kroner. Det er måske nok lidt dyrere end egentlige danske discountpilsnere, men de er bestemt konkurrencedygtige med de store, kendte danske brands.

Om de kvalitetsmæssigt kan hive sig op på samme niveau som disse brands – eller bare discountsprøjtet vil vise sig i det følgende.

Det visuelle indtryk er i hvert fald positivt overraskende. Under en tæt, fedtet og klæbrig marengsmasse tårner sig et friskt brusende, ravgyldent bryg op ad glassets sider. En fyldig humleduft på den milde, frugtuøse side melder sig i bouqueten. I karakter er det anderledes end vi kender det herhjemmefra, men næppe i kraften. Duften behager blidt, men udfordrer ikke.

Også smagen er mild. Den er ikke for bitter, eller for andre er den ikke bitter nok. Jeg hælder nok til det sidste. Jeg hæfter mig dog ved bryggets rene, klare smag. Brygget føles meget rart at have i munden, det overrasker med sin letsøde fylde, og man får fornemmelsen af, at vandet, der er brugt, på en eller anden måde er ekstra rent.

På den måde fungerer brygget godt, men hvad det har i mundfornemmelse taber det i smag. Der er ikke kraft nok, og selvom danske pilsneres ubalancerede beskhed, syrlighed og metalliske islæt er aldeles fraværende her, mangler der også nogle positive karakteregenskaber, for at denne øl kan kaldes over jævnt dansk niveau. Måske over det værste discountniveau, men så næppe heller meget bedre.

Tjekkisk pilsner anses ofte som godt, bare fordi det er tjekkisk. Nymburk Svetly viser, at det ikke behøver være tilfældet. Det er meget rart og ligger godt i munden, men æstetisk er det også aldeles ufarligt og – lad os se det i øjnene – kedeligt.

1-en-halv-stjerne

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 20:19

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme