Forventningerne opfyldt …
Der har opbygget sig en lille kø af ventende anmeldelser på bloggen, som jeg hellere må få bugt med. Fuldtidsarbejde og delebørn tager ikke bare megen tid, men også meget af min energi, og oven i det titter nogle store ændringer frem, som jeg på et tidspunkt også bliver nødt til at forholde mig til … Indtil videre har jeg forholdt mig til ændringerne (og nej, jeg vil endnu ikke fortælle, hvad de går ud på) ved at stikke hovedet i busken, og prøve at distrahere mig med andre ting, men det er næppe en holdbar løsning på længere sigt.
Forbliv indstillet til, at jeg en af dagene afslører, hvad jeg ævler om.
I mellemtiden er der altså anmeldelseskøen. Forrest står en svensk industriøl fra Spendrup-bryggeriet. Jeg har været omkring dem før, da de lancerede en serie af øl med skelethoveder på emballagen. Markedsføringen var ned i mindste detalje målrettet sådan nogle som mig, og hjem kom de da også, øllene, omend med en regulær skuffelse som resultat.
Forventningerne er dermed ikke bare helt nede på jorden, men også indtil flere fod nede i et hul. Svensk industriøl er bare ikke en kombination af begreber, der automatisk får mundvandet til at fosse.
Én for én bekræftes såvel fordomme som forventninger da også: Et klart, meget lyst, næsten citrongult bryg med forbløffende høj inkompetence udi skumdannelse plasker planløst ned i glasset. Kortvarigt forbløffer brygget med en overraskende karakterfuld odeur af fusel, men den damper snart af, og afslører tykke tæpper af vand under de ufuldstændige alkoholdampe.
Alligevel formår brygget til en vis grad at ikke afskrække ved indtagelse. Det er overraskende sødt, og har en maltet profil, der gør det blødt og behageligt mod tungen. Den rigelige kulsyre gør desuden brygget friskt, så risikoen for at gå tørstig fra brygget er aldeles minimal. Samtidig er alkoholstyrken holdt på afdæmpede 3,5%, hvilket er den øvre grænse for, hvornår øl må sælges i almindelig handel, uden at man behøver frekventere bolaget. Og at brygget på trods af dette stadig har en vis kontur taler også til dets fordel.
Meget bliver der dog ikke rettet op på, at brygget nærmest skriger af industriel generiskhed. Lige ned i løgnhalsen ryger det tynde og alt for lette bryg, så snart overraskelsen over, at brygget overhovedet smagte af noget, har lagt sig. Til bryggets forsvar skal det siges, at det i og for sig hverken er tyndere eller mere fri for smag, end hvad man ellers sådan går og finder i det industrielle pilsnerudvalg. Men at en øl ikke er værre end den standard, man ellers bliver budt, er ikke udtryk for en manifest kvalitet ved brygget, men blot et fravær af decideret fælhed.
Og fravær af fælhed har brygget da en hel del af. Den manifeste, håndgribelige kvalitet til gengæld kan man drage ud på lange eftersøgninger i den smålandske ødemark efter.
Øllet var en gave fra min ølpusher Niels – ham med de ugandiske øl. Jeg har ham mistænkt for i særlig grad at nyde mine negative anmeldelser, for det hænder med jævne mellemrum, at øllene fra ham ikke scorer videre højt på min karakterskala.
Det skal ikke desto mindre understreges, at min fornøjelse ved at anmelde er lige stor, om øllene er fine eller ringe. Ja, måske er fornøjelsen endda større, når jeg har noget at brokke mig over i floromvundne vendinger.
