Madlavning …
Når man sådan får fine gæster, skal der også laves mad. Jeg stod i vanlig stil for benarbejdet – der skulle hakkes, snittes og centrifugeres grøntsager til pizzaen, og da vi ikke ejer en foodprocessor, måtte jeg gøre det manuelt. Hvilket jeg også foretrækker.
Til madlavningen åbnede jeg en af Carlsbergs nye flashy alkoholfattige øl, Nordic Gylden Bryg (sic). Efter længe at være gået i en stor bue udenom dem i de supermarkeder, jeg oftest frekventerer, fordi de dér kun blev forhandlet i seksstykspakker, fandt jeg dem omsider til salg stykvis i Irma. Og hjem kom en af hver – den anden hedder “blond” og står stadig på hold i mit køleskab. Jeg ville ikke købe dem i seksstykspakker, da jeg havde mistanke om, at de ikke ligefrem ville falde i min smag. Og så ville de resterende fem øl optage alt for meget plads i mit lille hjem.
Jeg har læst om konceptet bag Nordic-serien på en obskur hjemmeside (min dårlige undskyldning er, at det var det første google-resultat, der dukkede op, da jeg søgte på serien). Det er som nævnt alkoholsvage øl, der skulle kunne nydes til mad, men altså uden at man bliver fuld af det. Konceptet er imidlertid slet ikke nyt. Jeg testede for år tilbage en øl fra Fur Bryghus, brygget efter samme koncept, der – kan jeg allerede nu afsløre – formåede at imponere mere end nærværende stordriftssprøjt fra Carlsberg.
Fuldstændig afsporet er dog den sundhedsvinkel, som hjemmesiden lægger på Nordic-serien. Jeg bliver ved med kun at kunne læse teksten i små bidder, mellem hvilke jeg får nervøse trækninger, må tage dybe indåndinger, og gå frem og tilbage i lokalet, mens jeg små- (og stor-) bander for mig selv. Nu skulle øllet altså være sundt, fordi der er mindre alkohol i? Ligesom slik skulle blive sundt, fordi man reducerer sukkerindholdet? Eller kunstigt beriger det med vitaminer? Og i samme ombæring ignorerer at både slik og – især alkoholfri øl – indeholder aromastoffer og andre mystifistiske tilsætninger, der kan udløse allergier, sygdomme og en masse andet, som vi ikke kender endnu, da vi ikke kender langtidsvirkningerne af tilsætningsstofferne. Denne øl er iøvrigt tilsat sukker – som om det skulle gøre den sundere.
Den ikke specielt kvikke, men dog opmærksomme læser, der selv har prøvet dette produkt vil måske indvende “jo, men der er jo kun tilsat naturlige aromastoffer til øllet”. Ja – og cyanid er naturligt forekommende i æblekerner, nitrit forekommer naturligt i rødbeder, og sulfit i kål. Lort er også naturligt. Naturligt er for at sige det mildt ikke en garanti for noget som helst.
Og nu bliver jeg nødt til at sige det umildt. Og jeg bliver nødt til at sige der med versaler, for kun sådan kan det udtrykkes, som jeg virkelig mener det. Jeg vil kommentere sundhedskonceptet bag denne øl, som en ukendt skotte gjorde til et opslag på den lokale fish’n’chips, der var blevet lukket af sundhedsmyndighederne. Her lettere omskrevet, så det passer til nærværende øl. Børn og sarte sjæle anbefales at kigge væk, da jeg næppe har udtrykket mig hårdere før i bloggens levetid:
– WHAE GEEZ A FUCK ABOOT HEALTHY!??? I DINNAE START DRINKIN’ BEER TAE GET HEALTHY YA CUNTS!
HEALTH JUNKIES PLEASE PISS OFF. K
Ah, det var rart at komme af med det. Se det oprindelige citat her.
Og så skal jeg jo ikke glemme, at øllet også skal anmeldes.
Når brygget kaldes ‘gyldent’ forventer jeg ikke et bryg, der har samme farve som ens urin midt i en ordentlig druktur. Jeg forventer minimum noget fra døgnet efter. Eller sagt pænere – jeg havde forventet en dybere kulør som man kender det fra wienertypen, og ikke noget, der kunne konkurrere med Corona, Sol og *ydrk* Kay-Sar i bleghed. Skummet matcher med sin snehvide uskyldighed bryggets uinspirerende kulør, omend det klistrer mere, end jeg havde regnet med. Brygget dufter ikke – ’nuff said.
Smagen … er der da. Den er svag, men også klar, glat og giver en antydning af kornet sødme. Sødmen kommer nu nok fra det tilsatte sukker, og har altså næppe noget med Carlsbergs brygevner at gøre. Eftersmagen udebliver i første omgang helt, men bruger man tricket, hvor man indtager virkelig store mundfulde – på nippet til at man får det galt i halsen – er det muligt at presse en antydning af eftersmag frem. Den melder sig som en let prikken, som man fornemmer engang har været noget humle, uden at man dog er sikker.
Men den er i det mindste ikke ligefrem ubehagelig at have i munden, og som sådan kunne den vel fungere som et muligt alternativ til et glas lunkent postevand. Friskt, koldt postevand derimod, kan brygget ikke hamle op med. Ikke mindst fordi en diffus bismag – det meste smag ved dette bryg er diffust, derfor også bismagene – trænger sig en smule på. Man genkender sæbe. Det er heldigvis glimtvis – som et glas lunkent postevand, der ikke er skyllet ordentligt af, efter opvasken.
Det er et meget kedeligt bryg. Man savner næsten lidt markant ubehag, fordi det i det mindste ville give brygget karakter. Det bringer absolut intet nyt til genren ‘alkoholfattige øl’ overhovedet, uanset om Carlsbergs velsmurte marketingmaskine og diverse obskure hjemmesider prøver at give et billede af det modsatte.
Jeg forsøger at være en ordentlig vært, så jeg bød selvfølgelig ikke mine gæster på dette mislykkede og ligegyldige bryg.
