En snyder …
Jeg må hellere til det – anmelde de spændende øl, jeg prøvede på Amager Bryghus, da jeg var på besøg for en uge siden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mine noter ikke blev helt så udførlige som de plejer – der var pludselig så meget forskelligt, der skulle smages – så der er en overhængende risiko for, at anmeldelserne måske bliver en kende mere kompakte end læserne er vant til.
Og måske ikke – jeg er trods alt, hvis jeg skal sige det selv, og hvis jeg må sige det selv (hvilket jeg må, for det har jeg lige givet mig selv lov til, og jeg skal det også, for hvem skulle eller skulle sige det andre end mig, når det er min blog) god til at fylde en tekst ud med ligegyldigt, omstændeligt og redundant sludder, så mon ikke det alligevel ender med at lykkes mig at producere en anmeldelsestekst af mere end gennemsnitlig længde … hvis man kigger på anmeldelser på andre ølblogs og aviser og den slags, i.e. Kortere end gennemsnittet af mine egne anmeldelser, vil de nok fortsat være, forudsat at jeg ikke fortsætter med at træde vand på den måde, som jeg gør i skrivende stund.
Selvom bryggeriet angiveligt ikke bruger mange midler på markedsføring, er der jo stadig etiketten at gøre godt med, og de får ikke for lidt hos Amager Bryghus. Nærværende etiket er ganske vist holdt simpelt – en bunke karry på hvid baggrund med matchende skrift – tricket er til gengæld konnotationerne, der myldrer frem.
For min hjerne fjerner allerede fra starten ordet “no”, og den næste linje, hvor der egentlig står “India Pale Lager” læser jeg uvilkårligt som “India Pale Ale”.
Brygget hældes op. Flot citron-til-pomelogult er det med en nydelig klæbrig top af frisk tøsne. Duften er ualmindeligt frisk af skalpelskarp humle – lige som man gerne vil have den, når menuen står på et voldeligt chili/karryangreb fra velkrydret indisk mulje.
Og smagen! Jamen hvor er det dog vidunderligt med sådan en ligefrem, knivskarp og flænsende nåletræsbitterhed. Ganske ren, ganske uforfalsket og usandsynligt lækker. Fylden viger ganske vist lidt midt på tungen, men yder så til gengæld en tørstslukkende friskhed som ville vække liv i selve Saharas tørreste sand.
Og det var på dette tidspunkt, at en af bryggerne kunne fortælle mig, at det jo faktisk var en pilsner jeg nød. Jeg må have lignet et spørgsmålstegn, understreget, fed, kursiv i punkt 500 Courier – mindst. For jeg var overbevist om, at der måtte være tale om en IPA. Men nej – nu gik det op for mig, at det var en India Pale Lager og ikke en Ale …
Bedraget ved markedsføring! Men denne gang var det en ren fornøjelse at blive taget ved den næse, hvori humlen fra det fine bryg fortsat prikkede så lystigt.
Ud over et forførende illusorisk tryllenummer byder bryggeriet også på den bedste pilsner, jeg nogensinde har smagt. Det er excellent på niveauer, jeg dårligt havde forstillet mig – at markedsføring og kvalitet sådan kan gå hånd i hånd? Nu har jeg aldrig!
