Imperialismen nager …
En læser ved navn Niels, der bor i nærheden af Lille Skensved er gift med Alice, hvis bror Fred for et par uger siden var på besøg hos dem. Med sig havde han en øl hjemmefra fordi svoger Niels havde fortalt om en eller anden fjollet starut i Brønshøj, der nok ville synes, det var spændende at anmelde en øl fra Freds Hjemland.
Fred bor nemlig ikke sådan lige om hjørnet – næh, han bor i Uganda.
Der er dermed sat flueben ud for det sidste kontinent, jeg manglede at anmelde øl fra. Omsider er det lykkes mig at opstøve en øl fra menneskehedens vugge, Moder Afrika, nærmere bestemt Uganda, at anmelde.
Ud over at være kontinentet, hvor mennesket efter al sandsynlighed opstod som art for et par millioner år siden eller deromkring, har det siden senmiddelalderen også været det mest plagede og pinte kontinent. I århundreder udnyttet på det groveste, udplyndret og martret af især den hvide mands grådighed, selvom kineserne vist også skulle være godt med efterhånden.
Det kan også ses på denne øl, hvis man kigger lidt efter. Nok er bryggeriet det lokale Nile Brewing Co. – Det bryggeri viser sig så at være opkøbt af, og øllet brygget under licens fra Sabmiller, verdens næststørste bryggeri, der sidste år blev opkøbt af det største – det for sin grådighed og fortyndethed berygtede Anheuser-Busch Inbev. I moderne tid er imperialismen i samme grad som tilforn til at tage at føle på i menneskehedens vugge.
Og det er ikke kun i ejerskabet af bryggeriet, de nordlige og vestlige uvaner viser sig. Brygget er tydeligt skåret efter en i vesten meget velkendt skabelon, nemlig den tyske pilsner. Smagsløgene (og håbet) indstilles derfor på den positive overraskelse, idet forventningen i betragtning af producenten – ikke geografien – næppe formår at løfte forventningerne særlig meget over den centralafrikanske savanne. Farven kunne ellers godt passe til det gullige græs – eller hvad det nu er – man tit ser på flotte billeder i natur og kultur-programmer fra området. Duften er desuden på et lovende niveau frugtig og malt-karamelsød allerede ved åbning. At brygget yder aroma allerede før skænkning – om det så er nok så svagt – er sjældent et dårligt tegn.
I smagen afslører brygget sig nu som det, det er – og det er ikke en farveri Masai, en vild løve, eller et stateligt baobab-træ. Det er lige præcis det, det ligner allermest, og i øvrigt det, det på frontetiketten foregiver at være, nemlig en Premium Lager – eller pilsner, som vi ville sige. Pilsner ville uganderne nok også have kaldt den, om deres koloniherrer havde været tyskere og ikke briter. I så fald havde de måske så også undladt tilsætning af ris, som i Tyskland er noget grissefy.
Men som Premium Lager gør den det nu også ganske hæderligt. Den byder på en rar maltfylde, kombineret med en venlig og mærkbar bitterhed bagtil. Hårdt træ og en antydning af enebær giver en krydret kant. Samlet set hopper den dog i samme vandhul, som de europæiske pilsnere har plasket rundt i siden Australopithecus Afarensis’ – eller Lucys – dage. Afvigelserne i form af lidt mere sødme og lidt mere krydderi ændrer ikke ved, at øllen har langt mere til fælles med de tidligere koloniherrers bryg, end hvad der adskiller den derfra.
Dér er der i det mindste én interesse, Afrika, Europa og den øvrige verden må dele – at få hævet den globale ølkvalitet til glæde for alle.
