Disse minder …
Man hensættes jo næsten til den svundne tid på Amager, hvor jeg boede tæt op ad fælleden. Foråret bebudedes af de lystigt kvidrende pippere fra H.C. Andersens berømte eventyr … eller, det gjorde det faktisk ikke. Foråret var som regel godt i gang, når man for første gang på året hørte nattergalens triller fra krattet over den gamle losseplads.
Få fugle synger så smukt som nattergalen. Til gengæld ser den ganske uanselig ud på de billeder, man kan finde af den. De har det med at gemme sig, de små kræ, så selvom jeg alle årene, hvor jeg boede på den grønne ø syd for Københavns volde hørte dem fløjte, så tror jeg aldrig nogensinde, jeg er kommet til at se én.
Med nogle undtagelser forekommer det mig næsten, at skønheden i en fugls sang er omvendt proportional med dens visuelle fysiske skønhed. Tukaner, kakaduer, araer og alle de andre farvestrålende fjerkræ fra fremmede himmelstrøg lyder jo næsten allesammen som svære strubesygdomme. Og vel kan det være, at nogle papegøjer kan efterligne menneskers tale – men er det i virkeligheden kønt?
Jeg ville være meget mere imponeret over et menneske, der troværdigt kunne efterligne nattergalens sang.
Og lad mig da bare fortsætte udflugten lidt endnu, for nattergalens navn er jo faktisk en kende misvisende. Den kan høres i løbet af alle døgnets 24 timer, så et langt mere passende, omend måske en anelse mindre mundret, navn ville have været en ‘døgngal’. Men for nu at være fair – da det ofte er den eneste fugl man i forårsmånederne kan høre efter mørkets frembrud, er navnet måske ikke så uforståeligt endda.
Men den kan altså høres alle døgnets timer, omend sværere i de lyse, fordi alle de andre pippere også sådan skal føjte omkring og støje. Amager Fælled er som nævnt et godt sted at opleve den. Ja, der er nærmest garanti for at høre den der fra midten af maj til slutningen af juni. Men også i de mange grønne områder på Vestegnen og videre ud på Sjælland støder man på den overalt. På Fyn og øerne skulle den ifølge Dansk Ornitologisk Forenings optegnelser være lige så udbredt, men så snart man rammer Jyllland, stopper det overraskende brat ved istidsgrænsen. Den kan således findes – en smule mere spredt – over det meste af de østjyske moræneaflejringer, men ved den midtjyske højderyg og videre vestover er det slut.
Det vidunderlige lille dyr med den fornøjelige sang har altså lagt navn til dette bryg fra bryggeriet med det aldrig så passende navn Fuglsang. Det ligger i Haderslev, hvor nattergalen angiveligt også skulle være til at finde. NightingAle (ordspil ikke kommenteret – jeg annammer ildevarslende minder om en begejstret Ralph Wiggum, der kækt hviner “I choo-choo chose you, and there’s a train” – hver gang jeg overvejer det) er en engelsk all-malt ale. Jeg mindes ikke at være stødt på betegnelsen før, men intuitionen siger mig, at det må betyde, at alle kulhydrater i øllet kommer fra malten, og ikke fra tilsat raffineret sukker eller sirup. Det samme så vi i Carlsbergs tyrkiske aflægger i sidste indlæg. Mest af alt virker det som en art markedsføringstrick, der skal lokke purister til at købe produktet. Og uden den mindste skam eller skyldfølelse tør jeg gerne erklære, at jeg har prøvet rigtig mange fremragende øl, der var tilsat sukker og/eller sirup. Det ødelægger ikke nødvendigvis oplevelsen. Og rent er brygget her i øvrigt heller ikke – det er tilsat ascorbinsyre.
Brygget dufter ikke af meget – lidt syre af græs og maltet korn kan man mærke i det hurtigt afbrusende, mørke bryg. Så er der til gengæld lidt mere spræl og kvidder i smagen – omend det ikke er lyst og kækt som nattergalens triller. Det smager mørkere, farligere – som en hornugles tuden, men i det mindste holder vi os til de nataktive fugle.
Der er godt med malt og et ikke uanseligt kvantum humle, der giver en overraksende skarpt bitter kant i en ellers fornemt flødeafrundet maltbund. Humlen giver småbesk smag af kål som kontrast til maltens bløde tæppe af cremede indtryk. Imellem de to pibler vandet frem til almindelig forfriskelse, men heldigvis ikke så det kommer til deciderede oversvømmelser.
Man kunne måske nok have ønsket sig, at vandet begrænsede sig til en frisk lille bæk og ikke den lige lidt for brede å, den har udviklet sig til her. Ikke desto mindre giver den vel gode livsbetingelser for såvel nattergale som hornugler, så vandmængden er vel i sidste ende – om ikke passende, så i hvert fald ikke så overvældende, at det ikke kan tilgives.
Og selvom åen fylder mest, og bruser derudad, hører man nu stadig både nattergal og hornugle til fryd og fornøjelse.
