Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Nicolaus Vinter Bock, De 5 Gaarde/Bryghuset Braunstein




Vinterbryg …

Først nu opdager jeg, at det faktisk ikke fremgår af etiketten på dagens bryg, at det skulle være en decideret juleøl. Den hører ganske vist årstiden til, men selve højtiden nævnes end ikke med et spagfærdigt nissepip.

Min teori – og det er ganske vist, at den  være sand, når den samtidig er så underholdende – er, at fødevarefællesskabet De 5 Gaarde forsøger at trolle højrefløjen til offentligt og aggressivt at boykotte deres varer til gengæld for omtale. Årets første julerelaterede ikke-nyhed ramte som bekendt avisernes hjemmesider her forleden, da Ikea blev beskyldt for landsforrædderi og femte-kolonne muslamistisk overtumling af danskhed, da de formastede sig til at kalde julen ‘vinterfest’. Deres motivation har formentlig været, at nå landets mange etniske og religiøse mindretal på et ligeværdigt niveau. Næppe tvingende nødvendigt idet et religiøst samfund, der var så fromt, at det rent faktisk ville fnyse ad en anden religions fest, forår, sommer, efterår eller vinter, næppe ville blive venligere stemt over for denne fest, blot fordi den skiftede navn.

Til gengæld må man give IKEA, at deres marketingstunt har været ganske underholdende, og effektivt i at afsløre en masse navne og identiteter på nazistiske trolde og sovende højreradikale terrorceller ude i landet. Hvis PET ellers bare gad gøre deres arbejde frem for at overvåge og modarbejde lovligt politisk arbejde for et frit Tibet og Kurdistan, skulle de bare gennemgå de mange og lange tråde, affæren … undskyld ikke-affæren affødte på tabloidpressens facebooksider. Om det kommer til at koste IKEA noget på bundlinjen, har jeg min svære tvivl om. For hvor det måske nok skubber nogle nazister og andre, der stemmer på partierne til højre for SF væk, så tiltrækker de formentlig endnu flere som mig selv, der i IKEAs store centre vil have fundet sig et permanent safe space, hvor ingen der ligger til højre for Uffe Elbæk vil vove at sætte deres fødder.

De 5 Gaarde følte sig vel inspireret af den intense og overdrevne omtale, som IKEA afstedkom, og ville se, om de kunne gøre det samme – om ikke andet for at opnå en helvedes masse gratis omtale af produktet. Jeg har imidlertid ikke læst om brygget på nogen tabloidavisers facebooksider – ej heller på selve hjemmesiderne, så forsøget er åbenbart faldet til jorden med et brag.

Det kræver vel også, at en eller anden starter med at anklage De 5 Gaarde for undergravende muslamistisk, julefjendsk propagandavirksomhed. Så folkens! I læste det her på Kajs Ølblog først! De 5 Gaarde vil med deres Nicolaus Vinter Bock føre krig mod julen, fordi de nægter pure at bruge ordet ‘jul’ om noget, der lanceres ved juletid. ISLAMUSLASTISK KONSPIRATION!

Ironien er tyk som årstidens blodpølser at skære i. Højrefløjen svovler og forbander en mellemøstlig indflydelse, which isn’t, langt ind i helvede. Samtidig kopierer de i højere og højere grad idiotien fra vest. Krigen mod jul findes således heller ikke, men påstanden om den, kan man nærmest stille sit ur efter i USA, hvor den er en af de største årstidsbestemte konspirationsteorier. Nu har også denne lille nugget af amerikansk kulturimperialisme gjort sin entre herhjemme.

Bryggene fra De 5 Gaarde blev indtil for et år eller to siden produceret af Harboe. Nu produceres de af Bryghuset Braunstein, og det mærkede jeg tidligere på året, da brandet lige pludselig sendte en langt fra ueffen IPA på markedet. Nu må vi se, om de gode takter holder.

Brygget er i hvert fald mørkt som vinternatten – ikke mindst når vejret er så miserabelt som det er i øjeblikket. Skummet skuffer på den anden side en anelse – ikke helt højt nok, og lige lovlig lyst, bryggets dunkelhed taget i betragtning. En tung em af svesker og kaffe vælter op ved skænkning. “Og så en kop kaffe med ekstra svesker – min mave roterer som en vinduesvisker” som det kendte musikalske lyrikprojekt Red Warszawa så lystigt poetiserede for efterhånden årtier tilbage.

Men så voldsomt er brygget nu alligevel ikke (øv). Aroma og kaffe med en let antydning af cognac gør godt. Dertil kommer en noget vanskeligt definerbar sødme – for let til at være svesker og alligevel for kompleks til bare at kunne afskrives som sirup eller sukker.

Og det er sådan set fint nok. Det passer ikke bare godt til vinterkulden, men også til det typisk våde vejr forinden. Til vinterbordet vil det også passe fint – ligeså til julebordet, hvis man er old school, men en vigende fylde og en hældning mod det lidt tynde kan brygget heller ikke helt sige sig fri fra.

Brygget er i øvrigt ikke opkaldt efter julemanden. Det er jo ikke en julebock, men en vinter bock (sic). Det er opkaldt efter Greve Niels Mogensen Friis ‘Nicolaus’ af Frijsenborg. Født 1665 og søn af den første greve af Grevskabet Frijsenborg. Det fremgår af bagetiketten, og nu spørger jeg mig selv, om der altid har været sådan en forklaring på bryggets navn, eller om det er noget nyt, de er begyndt på?

Det er det sikkert ikke. Mon ikke det har været der hele tiden. Jeg har bare været så blind, at jeg ikke har opdaget det før nu. Hvorfor kan det ikke undgå at irritere?

Ligesom kvaliteten ikke når IPA’en fra tidligere på året. Gennemsnittet ligger dog stadig vel over det niveau Harboe lagde for serien.




Updated: 3. november 2019 — 19:49

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme