Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Narwhal, Sierra Nevada

Advarsel!

For S….! Hva’ skete der lige der!? Før man har set sig om, har man trollet alt for voldsomt på alle forhåndenværende sociale medier og oprørt et hav af fremmede, der ellers kunne have været venner, man ikke havde mødt … Det var øllets skyld!

Og hvilket øl!? Jo, ekstraordinært amerikansk øl fra Californien, nærmere betegnet Sierra Nevada-bryggeriet i Chico. En Imperial Stout inspireret af og navngivet efter narhvalen, “Narwhal” står der med store, ildevarslende bogstaver på etiketten, så man allerede bliver bange, når man finder den på hylden i supermarkedet. Supermarkedet er i dette tilfælde SuperBest på Vermlandsgade – og der skal jeg dælme ikke købe noget kød – heller ikke fra en hval, om de skulle have det (grindehval smager fantastisk), men deres udvalg af øl er til gengæld ekstraordinært – omend dyrt.

Nærværende monster af en stout fx skal man slippe 50 spir for. Men så får man også fuldkommen uigennemsigtighed, luftigt brunligt – og mærkeligt nok ikke spor klistret skum – samt en vidunderlig frihed i næsen, når denne rammes af den voldsomme odeur af karamel, kaffe, farin, lakrids, et forkullet bjerg af branket malt, tygget skipperskrå og tjære.

I munden eksploderer den først i søde toner, der kredser om karamel og farin. Derefter overtager  bitterhed af daggammel kaffe, der kammer over i en kraftig, stærk blanding af lakridspulver, lakridsrod og engelsk lakrids. Godt for øm hals tænker man instinktivt, mens lakridsen bare vokser og vokser i munden. Et kig på etiketten siger intet om tilsat lakrids, så brygkunst er rigeligt, hvis man vil have øl til at smage af det – Q.E.D. Eftersmagen glæder længe efter brygget langsom er dryppet ned i svælget, og behager med en blanding af fornemmelsen efter en alt for stærk kop sort kaffe og en hel håndfuld salmiakpastiller. Det overvældende indtryk tvinger helt automatisk nyderen til at drikke brygget i små nip. Ikke fordi, det ville være synd at hælde det hele ned hurtigt – det ville det selvfølgelig, men ligesom man ikke kan æde en hel skefuld kanel uden at hoste, kan man næppe hælde en hel mundfuld ned af dette bryg uden at svælget snørrer sig sammen.

Har jeg glemt at nævne, at nærværende bryg ikke sjasker rundt i munden, men skvulper så nydeligt tykt, som en ordentlig stout skal? Ja, man undrer sig faktisk lidt over, når den nu smager så kraftigt, at den ikke skal spises med ske, eller skæres i skiver og tygges – med risiko for at tænderne knækker i processen. I sagens natur er det en øl, der tager meget lang tid at komme igennem, og man tager faktisk sig selv i at ønske, at den var lidt mindre. 0,33 liter af sådan et bryg – der iøvrigt indeholder over 10% (10,4 helt nøjagtigt) er faktisk for meget. En mindre flaske med en kvart liter i ville være alt rigeligt.

Ud over at øllet inspirerer til skælmeri og narrestreger som antydet i indledningen vil jeg også gerne advare mod uren hud, dårlig mave og omtågethed dagen efter – selvom man kun nyder en enkelt. Der er øl til flere dage i en enkelt flaske. I sandhed Well Done over hele linjen. Man er jo næsten klar til at trække alt det grimme, man har sagt om USA gennem årene tilbage, når amerikanerne kan lave så fortræffeligt øl! Og så husker man – og indser, at man alligevel ikke kan tilgive dem … for BUSCH LIGHT!

Man det er jo ikke USA vi skal vurdere – eller den gennemsnitlige kvalitet af deres øl. Det er dette monster af en stout – og jeg har ikke været i tvivl om karakteren på noget tidspunkt.

6-stjerner

Jeg har manglet lidt inspiration til bloggen på det sidste, og jeg synes, jeg kører en lille smule i ring med mine anmeldelser, så jeg vil gradvist forsøge at brede mine ølaktiviteter ud på andre sociale medier. I første omgang vil min twitterkonto handle om mine daglige små øloplevelser, der ikke nødvendigvis refereres til her på bloggen. Jeg vil der også bestræbe mig på at skrive om øllet mens jeg drikker det, som en appertizer for det, der senere vil blive skrevet her. Vel mødt her og på twitter.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 10. juli 2016 — 17:25

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme