Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Næsgaarden Økologisk Påske, Bryghuset Braunstein

– Halvtam påske fra Braunstein-Brødrene

En sidste forsinket påskehilsen skal det også blive til, fra bornholmsk-køgensiske Bryghuset Braunstein med deres bud på en påskeøl. Jeg havde med vilje gemt den til sidst, for at kunne afslutte påskeølstemaet med bravour … Det faldt, er jeg ked af at afsløre, ikke så heldigt ud.

Braunstein-brødrene har ellers formået at imponere med deres specialølserie og så bliver forventningerne måske bare for høje på min side – eller de hviler på laurbærrene – eller også kan selv et par erfarne kvalitetsbryggere ikke ramme plet hver gang.

Jeg skal forsøge at anmelde nærværende øl uden at skæve for meget til deres uforlignelige Brown Ale, selv om det måske kan være vanskeligt.

‘Påske’ er en bock, en øltype, der ifølge de danske stilartsdefinitioner karakteriseres ved høj alkoholstyrke, en lidt mørkere farve, sødme i duften og bitterhed i smagen. Det er den første bock, der testes her på bloggen. Som regel er den undergæret, hvilket også synes at være tilfældet her.

Mørk er den i hvert fald – næsten brun i løden – og klar. Skummet bruser lifligt og friskt, og minder desværre mere om sodavandsskum end ølskum. Duften er frisk, sød og letsyrlig.

Selvom duften umiddelbart ikke peger i retning af noget særlig imponerende, så hæfter man sig hurtigt ved dens fyldighed. Den er sød og frugtagtig i smagen, som søde æbler med en bitter bismag af nødder, uden at smagen er særligt fremtrædende, men den har til gengæld en vis fylde, der forhindrer den i at føles vandig. Som i duften er der en letsyrlig bismag, der dog ikke direkte skæmmer.

Der er ikke så meget at sige om denne øl, ud over at den da smager godt, og at smagsindtrykkene er vel afstemte. Men i forhold til bryghusets andre produkter er den et foreløbigt lavpunkt. Braunstein laver ikke altid geniale øl – det må man åbenbart acceptere, og jeg vil da gøre et forsøg.
3-en-halv-stjerne

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 11:10

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme