Rent øl i mere end én forstand
Det er med nogle øl sådan, at man ikke aner, hvor man skal starte, fordi øllet er så forrykt ringe. Ind imellem sker det omvendte. En øl er så god, at man ikke ved, hvor man skal starte. Dagens øl er en sådan, og jeg har lyst til at gå amok i en dekadent udgydelse af overdrevne lovprisninger og skummel smiger, til mine fingerspidser bløder.
Heldigvis for læserne har jeg en kombination af morgenkæk sønnike, der hader, når farmand sidder ved computeren og en regulær skriveblokering, så hyldesten ender nok med at blive begrænset i omfang, men forhåbentlig ikke i kvalitet.
For kvalitetsøl af denne kaliber fortjener bryghuset et par kommentarer, føj dertil en forklaring på, hvorfor øllet øjensynligt stammer fra Næsgaarden og fra Bryghuset Braunstein på Køge Havn på en og samme tid. Næsgaarden er et pensionat på Bornholm, der drives af samme firma som bryggeriet, og som har lagt navn til bryggeriets serie af økologiske produkter. Selve bryggeriet, der også omfatter et destilleri, er hentet fra Baltimore, og navnet kommer fra brygmestrene, Claus og Michaels bayersk-østrigske aner. Af hjemmesiden fremgår det, at de “brygger øl for sjov og forretning”. Det er altså også lysten der driver værket, og ikke kun snævre kapitalinteresser, og det kan i hvert fald mærkes på dagens øl.
Jeg smagte Næsgaarden Økologisk Brown Ale første gang i foråret, helt præcis Kristi Flyvefartsdag, hvor der traditionen tro også var DM i sækkepibe. Til et koncertarrangement, Holbæk Pipe Band skulle afholde senere på året, blev denne øl – og så vidt jeg kunne forstå kun denne øl – solgt i baren, og udvalgte deltagere ved DM fik en smagsprøve. Jeg tog én tår og var solgt, og tænkte ved mig selv, at det måtte være på tide, at få startet den ølblog, jeg så længe havde villet skrive. Det er ikke mindst på grund af denne slags små mesterværker, at jeg bruger tid på bloggen her.
Når den skænkes ligner den ellers ikke noget mesterværk. Den ligner dårligt nok øl. Farven er mat mørkebrun, og skummet er utroligt svagt, mindende om sodavandsbrus. Jeg har næppe før set så svagt, skrøbeligt skum på øl. De små bobler på glassets sider, får det næsten til fuldstændig at ligne halvdoven Coca-Cola. Det er kun den grumsede mathed og deraf bryggets uigennemskinnelighed, der afslører, at der er tale om uflitreret øl, og ikke sodavand.
Udseendet er omtrent det eneste ved øllet, jeg kan finde noget negativt at sige om. Herefter går det kun godt. Duften er intens og sød, og lover godt. Rigtig godt bliver det dog først, når brygget for første gang rammer tungen. Den intense sødme bølger snart frem, og lige som man tror, øllet er smagt, intensiveres sødmen og eksploderer i et festfyrværkeri, der bare breder sig og breder sig, for påny at eksplodere i sødt og bittert, når man tror, man har fået det hele med.
Det er en æstetisk smagsoplevelse, man ikke har hver dag. Det skal så også modstræbende indrømmes, at man ikke oplever den fandenivoldske tæppebombning af smagsløgene i hver eneste mundfuld. Det betyder på den anden side heller ikke, at øllet holder op med at smage godt. Den fortsætter med en chokoladeblød sødme forrest, og en bitter kombination af kaffe og humlearoma bagtil. Det siger sig selv, at dette pragtstykke sagtens kan stå alene. Ellers er det særdeles velegnet til chokoladedesserter og andre søde retter.
Og så skal man jo ikke glemme, at det oven i købet er en økologisk øl. Som sådan er den en sand triumf for økologien i sig selv, og så slutter det ikke engang der. Den er nemlig brygget af lige præcis fire ting: Bygmalt, humle, gær og vand – intet andet. En ren øl, om nogen, og dermed valid til det kræsne tyske feinschmeckermarked.
Bryggeriet Braunstein viser, at man kan gå hele vejen uden fix-faxerier af nogen art. Der er ingen tilsætningsstoffer, som ascorbinsyre eller sulfit. Ingen ekstra ingredienser til justering af smag eller farve, som lakrids eller karamel, og endelig er der ingen rester af sprøjtegifte, kunstgødning eller noget andet, der er uforeneligt med den økologiske tanke. Det er dermed slået fast en gang for alle, at økologi ikke byder nogen begrænsninger i kvaliteten af de produkter, man kan få ud af det. Mon ikke det faktisk er en genvej til god kvalitet, hvis man ellers også gider gøre resten af arbejdet ordentligt?
