Bag brygget: Mesteren Mike Murphy himself.
Vintage with a vengeance …
Næste bryg på bordet var noget ganske særligt. Det var ikke første gang Mike Murphy havde brygget på Amager Bryghus. Det havde han også i 2008, hvor resultatet også var en stout – omend ikke en sød én med kokos, men derimod en af de seje, voldsomme og bitre af slagsen, som andre amerikanere også mestrer til UG med kryds og bolle.
Resultatet blev denne ‘Murphill’. Jep – menuen stod nu på en souvenir fra bryggerens sidste besøg 8 år tidligere. Der var flere af bryggerne der blev meget forbløffede, da de hørte, at det gamle, lagrede bryg rent faktisk skulle åbnes og ikke bare stå til pynt i al evighed.
Men de havde hørt rigtigt. Snart var brygget åbnet og flasken gik rundt. Skænkningsteknikkerne varierede fra at holde flasken horisontalt, og så ellers bare vente længe nok, over at blive holdt i en ca. 45 graders vinkel med mundingen pegende ned ad, mens nyderen dunkede på bunden, til at blive hugget med bunden i vejret hårdt ned mod glasset i forsøget på at få det natsorte, tjæretykke bryg ud i glasset …
… eller næsten i hvert fald. Men viskositeten og bryggets tæthed var bestemt ikke af en karakter, man ser hver dag. Helt rent er brygget til gengæld heller ikke – det er brygget med melasse og sirup, og det får man mistanke ikke kun har haft betydning for smag, men også brygget fysiske tyngde.
Duften af tjære – ja, tjære, det er ikke bare en konnotation – vidner om et bryg med rigeligt af bittert og røget, men også sødt og alkoholisk. Smagen er en aromatisk knytnæve af malt, bevæbnet med et knojern af røg, blodet smages som sød lakrids, svedsker og cognac, når den opflænsede tunge mærker efter, hvor mange af tænderne der røg med i slaget.
Efter nogen hovedrysten, hvor man får dirret den værste groggyhed af sig, træder alderen ind. Den viser sig som en noget malplaceret harskhed ved gane og svælg, så boksekampen desværre ender urent og noget langtrukken. Alderen til trods er der dog ingenlunde tale om et ringvrag, men bedagetheden mærkes – og ilten er indtrådt og har allerede ødelagt noget.
Men ikke så meget at bryggets oprindelige storhed ikke stadig kan mærkes i al sin vælde. Desuden er det bare spændende at prøve øl af den alder. Dels fordi det bare ikke er tit, man får muligheden, og dels – i hvert fald i dette tilfælde – fordi lejligheden bare var så ganske særlig. Som en cirkel, bryggeriet gav mig lov til at deltage i at slutte.
Jeg bukker og takker for æren.
