Fra Stoutkælderen …
Ja, det er ved at være længe siden. Jeg har været en tur nede i den mørkeste stoutkælder – desværre i overført betydning. Det kunne ellers være rart med en mørk og kølig kælder til sine bryg, men sådan skal det ikke være. Den eneste kælder jeg har, er den mentale, som jeg desværre ikke altid er herre over, hvornår jeg søger ned i.
Opholdet dernede startede vel med terrorattentatet d. 14. februar. Det passer så nydeligt, at mit seneste indlæg blev skrevet aftenen før den hjemlige verden gik af lave.
Angrebet var forfærdeligt – ingen tvivl om det, men det der virkelig skabte nedstigning var ikke angrebet i sig selv, men reaktionen derpå. Jeg kunne skrive lange mørke tekster om, hvor uhyggeligt jeg synes det er, at vi som moderne stat er fuldstændig ude af stand til at reagere proportionalt på, hvad der med nøgterne øjne er et brutalt og nedrigt dobbeltmord – og trods alt ikke meget mere end det. I stedet vil jeg blot citere Francis Fukuyama i dagens Politiken – det er ikke uden grund at jeg vælger at citere en person, som jeg ellers ser som min ideologiske modsætning. Det giver det lidt mere vægt at en smågal venstreradikal som jeg citerer et nykonservativt fyrtårn:
»Lige fra 9/11 er terror blevet taget langt mere alvorligt, end det fortjener. Det er på mange måder reaktioner på den forestillede trussel om terror, som skaber store problemer – og ikke terrorismen selv«.
Frygten har medført øget overvågning og stort set ubegrænsede beføjelser til magthaverne og -udøverne. Det er en uhyggelig udvikling, der ikke kendetegner et frit samfund med tillid til borgerne, men derimod et samfund der efterstræber streng kontrol og hårde straffe for den mindste afvigelse. Og det giver mig omtrent samme følelse som en lunken oxideret Slots-pilsner et par årtier over sidste salgsdato.
Vel nok om mig og mit humør. Jeg har trods alt drukket en øl for nogle uger siden, som det er på høje tid at anmelde. Ved meget mystiske omstændigheder har jeg faktisk stadig den lap papir, som jeg noterede på, så det bliver det et stykke kage og en spadseretur i parken at genkalde mig oplevelsen.
Munkholmeren er ligesom Arnakke Humle opkaldt efter et område omkring Holbæk, hvor bryggeriet – ikke overraskende i betragtning af navnet – ligger. Til forskel fra Arnakke, har jeg tit frekventeret området, denne øl henviser til. Hvis man kører ud af Holbæk mod øst, kommer man igennem et krattet naturområde, der senere afløses af nogle flade engdrag. Her åbner landskabet sig næsten som ballon, der eksploderer, og man har det flotteste vue over den sydlige Isefjord. Hvis man følger vejen føres man over Munkholmbroen, en lavtliggende bro med en pragtfuld udsigt til alle sider. På den anden side rammer man den gamle Bramsnæs Kommunes (nu Lejre) skovtætte kyst med små veje, der fører til steder som Kirke Hyllinge, Hvalsø, Ejby og Kirke Sonnerup. – Mit gamle hood fra gymnasietiden.
Brygget er ikke en stout, som måske antydet i indledningen. Det kunne man ellers godt forledes til at tro, for flere stouts er set både tyndere i både lød og viskositet. Brygget hæver sig i glasset med et tæt, cremet skum øverst, som næsten kunne ligne noget fra en Guinness – endskønt faldet er hastigere og duften kraftigere. Her blander kaffe og chokolade sig elegant, og dermed er stoutindtrykket intakt, mens Guinness-indtrykket i al hast er fløjet med Ryanair tilbage til Irland (hvor Ryanair gerne må blive, eller … gerne må gå under for min skyld. Guinness skal dog altid være velkomment, også selvom det egentlig er lidt tyndt.)
Også i smagen mærker man den kraftigt ristede kaffe (eller kaff’ – som det hedder på den egn). Chokoladeindtrykket er der også, og yder brygget en rar finish og fylde. Som en anden stout er det også en udpræget nydeøl, der bedst drikkes i små nip, der holdes i munden længe, så man bare kan suge alt velsmag ud af hver mundfuld.
Det er vel så meget en stout det kan være, uden at være det. Men så er det til gengæld en rigtig mørk lagerøl. Uanset betegnelsen er det vigtigste velsmagen, og den er der rigeligt af. Og at den gærede og plørede bundsjat også smager godt, kan jo også kun fornøje.
Mon en rigtig mørk øl en anden gang kunne få mig op af stoutkælderen igen? Det er i hvert fald overvejelsen værd.
