Ikke just englelyd …
Jeg er blevet kontaktet af Grauballe Bryghus, der kunne fortælle mig, at Bar Bock, den sidst anmeldte øl fra den kant, blev brygget til Skanderborg-Festivalens specialøltelt. Det forklarer lidt bedre, hvorfor en øl, med en så markant og sværttilgængelig smag var at finde på en festival. Så blev man så klog – tak for det, og så må jeg jo selv kigge i vejviseren efter en forklaring på, hvorfor personen på frontetiketten tydeligt havde fået en olfert …
Og nu til dagens øl, der også er fra Grauballe Bryghus. Det er vist den næstsidste julebryg, jeg har fat i nu. Så varede julen endnu engang ikke helt til påske (forudsat, selvfølgelig, at jeg når at anmelde den sidste inden opstandelseshøjtiden – chancerne for det ville jeg anse for gode).
Der er tale om en belgisk munkebrygefterligning, og at det i hvert fald ikke er brygget i den tyske tradition fremgår med al’ tydelighed af indholdsfortegnelsen. Det er smagt til med dadler, rosiner, grape og krydderier (hvilke krydderier fremgår ikke, men mon ikke det er andre end humle). Det bliver spændende at se, hvordan munketraditionen slår igennem ud over den lange liste over ingredienser. Man må som minimum forvente et bryg, der får englende til at synge mens man svæver i mystisk forening med det guddommelige op gennem de syv himler for til sidst at vise sig for selve herrens åsyn, hvor fredskys vil udveksles til de himmelske hærskarers lovprisning …
Som minimum, blev der sagt!
Ved åbning forplanter duften sig da også øjeblikkeligt, som en anden helligånd, der undflyr flasken efter at have været fanget i tusind år … eller vent, nej det var da ikke helligånden, var det?
Nå, det får være. Bouqueten er i hvert fald velgørende sød. Og som brygget langsomt … meeeeget langsomt skænkes – det skal skænkes ganske langsomt og forsigtigt, da det tætte, gyldne skum viser sig næsten så fast som firmamentet bag hvilke stjernerne lyser – breder duften af chokolade sig i rummet omkring én, og så er retningen da i hvert fald rigtig. Anbringes snudeskaftet tættere på brygget, er det imidlertid ikke de overjordiske noter der anslås. Det minder lidt mere om bunden af det brugte brygkar, hvor resten af gæren ellers ligger og hygger sig.
I selve brygget er det mest alkoholen, man smager – men husk, hvordan det latinske ord spiritus også betyder ånd, så en slags ånd er i hvert fald til stede. Gær er der også rigeligt af, men smagen af gær hæver sig sjældent op i himmelske højder – snarere tværtimod. Der er dog ingen grund til at pudse basunen af, og blæse dommedagsalarm over gærindtrykket, der heldigvis kun skæmmer en smule. Mest mærkes syrligheden, der nærmest blander sig som en sidesmag i alkoholen. Jeg går ud fra, det er grapefrugten, man kan smage, og den egentlige nydelse udebliver fortsat. En fylde af ananaskirsebær og også mere markant end godt er.
Ved mandlerne titter velsmagen omsider frem – val- og hasselnødder kilder lystigt, velgørende og vel egentlig også adækvat julet. Men nogen himmelsk oplevelse bliver brygget aldrig. Dertil er de syrlige noter for markante og – i sidste ende skæmmende.
Men det er jo heller ikke rigtige munke, der står bag brygget, skal man huske.
