Min favorit …
I weekenden var jeg med til noget, jeg nok aldrig ville have været til, hvis ikke jeg for seks år siden var gået i gang med at blogge om øl. Jeg var på livsstilsmesse (that’s a thing) i Gentofte, nærmere betegnet Bernstorff Slotshave ved Bernstorff … (kan I gætte det) … Slot. En flot park med store træer midt i det, der i folkemunde kaldes Whiskybæltet. Navnet må være gammelt, eftersom whisky – selv de gode af slagsen – efterhånden er blevet hvermandseje. Men det er en anden historie.
Og hvad er en livsstilsmesse så egentlig (spørger idioten retorisk, og lige om et øjeblik kommer svaret, startende med et lige så forudsigeligt og retorisk “jo”)? Jo, det er lidt som et kræmmermarked med en masse forskellig stande, hvorfra der sælges diverse skrammel, gøgl og skafning. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at niveauet af skramlet og skafningen (men næppe gøglet, hvis omfang faktisk er temmelig begrænset) nok er højere end gennemsnittet man finder på – say … Hjallerup Marked.
Hele arrangementet er bygget op om, at man skal leve stiligt – at det er det rigtige mærke spa-bad, fx, man får installeret, sammen med det rigtige selvlysende springvand og fitness-udstyr, der matcher i farve og stil. At benævne det skrammel er nok – må jeg hårdt presset erkende – lidt af en tilsnigelse. Måske vil jeg i mangel på bedre kalde det ‘ting, der ikke er livsnødvendige, men ikke desto mindre er rare at have’ – ja, det vil jeg kalde det! Det er også tilpas mundret.
I Kongebrygs stand – ja, som læserne måske havde gættet kunne årsagen til at jeg overhovedet befandt mig på livsstilsmessen findes i, at jeg ikke just var ude for at erhverve ting, der ikke er livsnødvendige, men ikke desto mindre er rare at have. Bryggeriet, der har til huse på den nedlagte Næstved Kaserne, havde ladet vide, at de deltog i livsstilmesen og at jeg, hvis jeg skulle have lyst, gerne måtte hjælpe til med at lange bryg over disken samt diverse – var der to øl at vælge imellem (gad vidst om det var min længste digression indtil videre), denne Münchner Hell, og [ein] Helles Bock.
Selvom de ifølge navnene begge er lyse, endte de hurtigt med at blive benævnt henholdsvis ‘en lys’ og ‘en mørk’, når folk spurgte hvad der var at vælge imellem. Denne var den lyse af dem, og lidt ligesom Barbapapa selv er en barbapapa er Kongebrygs ‘Münchner Hell’ også netop en Münchner Hell – en undergæret øl af pilsnertypen, hvor der er brugt lidt mørkere münchnermalt end den traditionelle pilsnermalt. Som ordentligt håndbrygget øl, er Kongebrygs Münchner Hell selvfølgelig også ufiltreret.
Brygmester Niels Kiens (tv.) med øl-tilbehør
Det er et relativt ukompliceret bryg, der først og fremmest skulle stå sig godt til det ustadige vejr, og den helstegte pattegris, som var tilbehør til øllet. Altså ingen grund til ekstreme udskejelser i aromaer eller bouquet. Brygget dufter lifligt af korn og humle, med en krydret kant, der også kan findes i smagen. Her spiller en tilpas tilbagelænet bund af bitterhumle bold med et pikant indslag af kommen, der både yder brygget frisk- og skarphed.
Lifligt, friskt, krydret og skarpt på én og samme tid. En aldeles vellykket sommerøl, der imidlertid skal nydes i nuet, for eftersmagen klinger ganske hurtigt ud. Man skal dog ikke af den grund føle sig snydt, da der er så rigeligt nydelse mens brygget tager ophold på tungen.
Uden nødvendigvis at være den mest karakterfulde øl af de to, var det den, jeg fandt mig selv nippe mest af. Havde vejret besluttet sig, og valgt hele tiden at være så vådt som det fx var fredag ved lukketid, hvor man kunne opleve en støvregn af irske dimensioner, kan det godt være, at mit valg af favorit i situationen havde været en anden.
Forbliv indstillet til anden del af beretningen om min weekend i whiskybæltet, hvor publikums favorit vil blive anmeldt.
