Jeg kan ikke gøre for det …
… men jeg elsker simpelt hen det stads. Rødt som det blandede saftevand fra karton vi tyllede i os i firserne. Sødt som kun kirsebær er søde – på den der vidunderligt lækre måde, der senere giver kvalme så slem som Jack Nicholsons i “The Witches of Eastwick” … Man kan med rimelighed indvende, at det ikke er særlig ølagtigt, men det er nu altså brygget på spontantgæret malt (byg- og hvede-) og humle i en vandig opløsning, så der er altså tale om øl, selvom det siden er smagt til med kirsebær og hyldebær (det med hyldebær vidste jeg godt nok ikke i forvejen).
Jeg prøvede for første gang dette bryg tilbage i … 2001 må det vel have været? Jeg var for første gang i Belgien med mit sækkepibeorkester. Hvert år afholdes der ved Tongeren lidt nord for Liège et større arrangement, ‘Skotsk Weekend’, for sækkepibeorkestre og andre Highland-nørder fra hele Europa. Jeg husker stadig min overraskelse over det vide udvalg i øl og alle de nye typer, jeg skulle lære at kende. Jeg husker også mit første møde med ‘kirsebærøllene’, som jeg kaldte dem dengang, og at jeg blev afsindigt fuld af dem, og noterede mig, at de heller ikke smagte værst, når man smagte dem igen i varm tilstand ud på natten.
Uanset mine første oplevelser har den altid været et must, når jeg var i Belgien sidenhen. Nu er det vel 5 år siden, jeg har været der sidst, så det er på høje tid, at jeg får den prøvet igen. Skulle man være i tvivl, kan jeg nu bekræfte, at denne øl er den længe ventede, som jeg løb Toft Vin på dørene for at få fat i hele ugen. Så nu er de fri for mig for en tid, og spændingen er omsider udløst hos læserne.
Ved åbning, som i øvrigt er svært, grundet en meget stram champagneprop, stiger duften velkendt op fra flaske og glas. Det er kraftigt sødt af kirsebær, men også præget af en vinøs krop, jeg ikke husker fra tidligere. Skænkning tager lidt tid, for det prinsessepink skum over det saftrøde bryg er endog overordentligt fast og holdbart. Toppen af skummet antager form af en smølfehue, der forbliver fuldkommen intakt, selvom skumstrukturen under den lige så langsomt synker sammen. Skummet forbliver præsent under hele smagsprocessen, idet det sætter lange, fedtede … ikke gardiner, snarere gobeliner, på indersiden af glasset.
Brygget smager til gengæld væsentlig syrligere, end jeg husker det. Og flaskens form og prop er heller ikke det eneste, brygget har til fælles med champagne, idet det er meget kraftigt karboneret og bruser aldrig så lifligt. Det er pragtfuldt på en varm sommerdag som i dag. Kirsebærrene er præsente, men gemt meget mere væk, end jeg husker, ligesom jeg heller ikke husker, at man faktisk mærker humlen så meget som man gør. Humlen er blank og glat, og lægger sig langs gummernes sider, og masserer blidt mandlerne i eftersmagen. Så øl er der, på trods af iblandede bær, også i aromatisk form tale om.
De søde kirsebær kilder tungens sider og ganen, mens tungefladen angribes brutalt af syrligheden. Et angreb af sprudlende friskhed, der dog ikke giver megen plads til andre smagsindtryk dér eller i mundhulen. Jeg må indrømme, at jeg husker krisebærrene som mere præsente, og meget sødere. De skænkede én midlertidig paradisisk sødme og fylde, der som antydet ikke varede ved, men godt kunne slå over i kvalme efter de første 3-4 glas. Ulig Guinness, hvor jeg i hvert fald skal op på 5-6 før det bliver for meget.
Og mens jeg skribler noter løs i min snart fyldte notesbog stiger bryggets temperatur en anelse, og så begynder kirsebærrene endelig også at træde frem. Nok er brygget rart på en varm sommerdag, men tillad det alligevel at stige nogle grader over køleskabstemperatur før det skænkes. Så kommer fylden også, og munden fyldes af kirsebærrenes sødme.
Under hele seancen slås kirsebærrene med humlen frem for, at de to integreres ordentligt i hinanden. Det er med til at give smageren én på opleveren, selvom det også ærgrer nærværende smager en smule, at de to elementer ikke er ordentligt i balance, og at brygget derfor samlet set kommer til at fremstå for meget som en blanding.
Det var måske ikke helt så fantastisk, som jeg huskede det, men det var nu mere end godt nok alligevel.
