Mors Stout er én af to øl, som Bryggeriet Refsvindinge er kendt for.. Den anden er A-Z Ale No. 16, som jeg kunne have svoret var bedre i gamle dage – måske en sen følgevirkning af, at Vestfyen fik en aftale om at tappe brygget for Refsvindinge, da de selv ikke kunne følge med eftersprøgslen – men det er jeg ikke sikker på.
Ligesom Høker Bajer blev denne øl nydt før Fremad Amagers hjemmebane-sæsonpremiere mod Avarta – et hold, der åbenbart ikke frivilligt vil ud med sproget om, hvor de kommer fra. Men de kommer så fra Rødovre – dem holder jeg med i Ishockey, og jeg gik på gymnasiet der, og min elskede viv er netop startet som lærer samme sted. Så Rødovre har også en stor plads i mit liv, og der er selvfølgelig også altid plads til dem på Sundby Idrætspark – selv når vi ikke kan finde ud af at slå dem.
Det var Gedved, der uforvarende kom rendende med to Mors Stout i favnen. En til mig og en til ham selv. Så hvor jeg havde lejlighed til at forberede mig til Høker Bajeren – blandt andet ved at anskaffe et krus at hælde den i, blev jeg fanget på det forkerte ben, og måtte prøve denne øl direkte fra flasken.
Selvom brygget hidrører fra det navnkundige Bryggeriet Refsvindinge, undgår bryggeriet ikke at få en anmærkning med på vejen for sin markedsføring. Bryggeriets marketingsafdeling
synes at mene, at øl sælger bedre, hvis der på etiketten forefindes en tegning af et afklædt kvindfolk. Sandt at sige har det afholdt mig fra at prøve brygget indtil videre, fordi den form for markedsføring irriterer mig, som det værste eksempel på, hvordan man kan sælge ét produkt ved at reklamere med noget ganske andet og ganske urelateret, og det irriterer mig endnu mere, at skulle finde på noget begavet at skrive om det hver gang. Hvilken rolle øen Mors i øvrigt spiller i forhold til øllet er også ganske uvist og forekommer også fuldstændig urelateret til tegningen på etiketten. Men hva’ ved jeg i øvrigt også om marketing?
Bryggets farve og skum har jeg ikke kunnet vurdere, da jeg kun har kunnet beskue det gennem flasken. Det synes dog ikke at skumme særlig meget, og mængden af kulsyre er også meget lav. Ikke desto mindre minder viskositeten mest om almindeligt øl – der er ikke tale om nogen særlig tæt stout efter alt at dømme.
Duften gør ikke meget væsen af sig. Man kan som regel mærke duften allerede når kapslen letter, hvis der er tale om en ordentlig stout, men brygget afslører ikke noget her. Det skyldes muligvis, at brygget var for koldt, da det blev serveret. Stouts har for det meste godt af at få lidt for meget temperatur frem for lidt for lidt. Mærkes kan det, at det er en overvejende sød stout, med supplerende bitre elementer – fortrinsvis af kaffe.
Smagsindtrykkene forbliver dog adskilt, og går ikke op i en højere enhed. Der er ét element af kaffe, ved siden af et let flødechokoladeagtigt element, med en fornemmelse af krystalsukker i eftersmagen. De hver for sig udmærkede – omend ikke overraskende eller særligt karakterfulde – smagsindtryk blander sig ikke ordentligt. Slutresultatet bliver sammensat, og hele tiden med et for dominerende vandelement, idet brygget overordnet mangler den fylde, der skal til for at et mørkt bryg kan slå ordentligt igennem som en stout.
Det hele er selvfølgelig lidt med de nødvendige forbehold for øl, der drikkes af flasken i stedet for glas, og bestemt har en for lav temperatur. Jeg skal ikke udelukke en omanmeldelse engang, når jeg får denne øl serveret i et glas ved den rette temperatur.
Er det ikke Michael “Hertugen” Nivø i baggrunden?
Det er nemlig Hr. Tuen hamselv!