Overstået!
Her på det sidste er det lykkedes mig ikke at have alt for store anmeldelseshængepartier, altså rækker af øl, jeg allerede har prøvet, men endnu ikke har fået anmeldt. Til gengæld jonglerer jeg vist i øjeblikket med 3-4 forskellige temaer, som jeg må kæmpe lidt for at holde adskilt.
I mine unge dage kunne jeg være slem til at påbegynde projekter, som jeg aldrig fik gjort færdig – det skulle være typisk for folk med ADHD-diagnoser. Efterhånden er jeg blevet bedre til at begrænse antallet af projekter, jeg går i gang med – til gengæld har jeg meget svært ved at gøre dem halvt. Således også min ølblog – og hvis jeg har besluttet mig for, at jeg vil påbegynde et nyt tema, fordi jeg finder blot den mindste anledning til det, så må får det være således.
Jeg indleder derfor med dette indlæg en række anmeldelser af de øl, jeg købte i Scandinavian Park, Flensborg, på vej hjem fra Guldbrylluppet i Nordtyskland forleden. Det kommer til at ske under temaet “Grænsehandel”. Fordelen ved temaet er, at det slet ikke behøver være begrænset til denne ene omgang, men fremover altid vil kunne hives frem, når jeg har været i Tyskland for at handle.
Jeg har flere gange langet ud efter tysk øl og tyskernes ølkonservatisme her på bloggen. De har deres Reinheitsgebot, der som et tveægget sværd på den ene side har sikret en høj pilsnerkvalitet og på den anden side har været en brutal, tæsketung stopklods for hittepåsomhed i det store land mod syd. Sidst jeg var i Tyskland var udvalget af specialøl i den grænsebutik vi var i praktisk taget ikke-eksisterende, og i stedet for at fokusere på kvalitet, valgte jeg i stedet at finde noget bizart, så jeg i det mindste havde et eller andet at skrive om.
Måske frekventerede vi blot det forkerte center dengang, for i Scandinavian Park var der da trods alt en smule at komme efter. Jeg hapsede de bryg, jeg ikke havde prøvet før – uden i øvrigt at spare synderligt mange penge i forhold til, hvad lignende produkter ville have kostet herhjemme. Mest fordi jeg tænkte, at muligheden for at støde på disse bryg senere, næppe ville vise sig.
At betragte bryggene som specialøl eller craft-beer er for flere af bryggenes vedkommende lidt af en tilsnigelse. Ikke mindst hvad angår nærværende øl, der ret beset heller ikke blev fundet på specialølshylden, men derimod i slagtilbudskassen med snarligt udløbne varer. Der er tale om den særligt lyse pilsner, som de hærdebrede tyske smede vederkvæger sig i på de varme sommerdage under stålværkernes og bilfabrikkernes airconditionløse bliktage – Helles Pils. Bedst husker jeg Flensburger Brauereis bud, som man om ikke andet må indrømme effektive tørstslukkende egenskaber.
Og ‘hell’ – altså lys (ikke helvede – det er engelsk) er brygget i dåden (tysk: in der Tat, svarende til engelsk: indeed – jeg lobbyer hvor jeg kan for at gøre ‘i dåden’ til et gængs dansk udtryk). Korngult, krystalklart og kun med begrænset, skrøbeligt kridhvidt skum på toppen. Duften kender man fra alle de andre standardiserede, generiske og i grunden ligegyldige standardpilsnere, så dér er der heller ikke nogen nyheder.
Og sådan er det også i smagen. Det glider lige ned i halsen uden den mindste antydning af bump eller andre forhindringer. Heller ikke positive indtryk såsom aroma, mundfornemmelse, fylde eller anden berøring komplicerer den fuldendte oplevelse af en industriøl, der kun er brygget for massekonsumption og pengeindskovlingens skyld. En generisk, let tysk pilsner, der ikke bare ligner de andre til forveksling, men formentlig aldrig ville forårsage så meget som ét enkelt løftet øjenbryn, om dette bryg blev hældt på flaskerne fra en anden standardindustrigigant.
Jeg købte den, fordi jeg ikke havde prøvet den før. Nu har jeg prøvet den, og glæder mig over, at det nu er gjort. Jeg kan komme videre uden nogensinde behøve se mig – endsige vende – tilbage.
