Lovende overraskelse
Jeg har sjældent været heldig, endsige imponeret af diverse koncept-øl. Der er prøvet et par af dem her på bloggen, og klarest i erindring står kun den, der formåede at floppe totalt – den såkaldte Klovn. Nu ligger det sådan, at Slotsbryggeriet Føniks har fået den fikse, omend agtværdige, ide at lave fire øl, der alle er opkaldt efter elementer i komikerparret Monrad & Rislunds univers.
Det er en agtværdig ide, fordi Monrad & Rislund – i mine øjne i hvert fald – er noget af det mere begavede komikerunderholdning, vi har haft. Men det er også med en vis skepsis, at jeg knappede den første op, dels fordi erfaringerne med den slags konceptøl ikke er de bedste, og fordi den første øl var en Classic Pilsner – en ‘næsten standardøl’, og under alle omstændigheder den mest standardagtige i rækken, der desuden tæller en IPA, en Brown Ale og en Stout.
Alle er selvfølgelig indkøbt, og det var blandt andet dem, jeg refererede til, i sidste indlæg, hvor jeg som bekendt kunne berette, at jeg for øjeblikket kun lå inde med interessante øl. Nærværende øl valgte jeg, fordi den passede bedst til aftenens økologiske madorgie – en lasagne bestående af blandt andet hjemmelavede pastaplader, som også indgik i en anden af min vivs kulinariske kreationer.
Og der skulle ikke gå lang tid, før den første overraskelse indtrådte – faktisk under et sekund fra kapslen lettede til den lifligste humleduft bredte sig – eller nærmest eksploderede ud i lokalet. Det er sket et par gange før, at øllet næsten kan duftes før det er åbnet, men jeg mindes ikke, at det er sket med pilsnerøl før. Det er dog først, når man stikker snuden i glasset, at man kan sætte ord på duften. Den er klassisk classic-agtigt kornet med et lifligt stænk af græs. Det visuelle udtryk skuffer heller ikke. En jævnt tåget brun-orange lød, kronet af et ganske højt og fyldigt, gyldent skum. Der er ingen tvivl om, at øllet er ufiltreret, og det endda uden at bryggeriet praler af det på etiketten.
Men allerbedst er det, når glasset sættes for munden. Smagen er fyldig og cremet af en udsøgt bitterhed, der bare er rigtig rar og varm, som om Mogens netop havde givet én et kæmpe bamsekram. Der er noter af udsøgt blid, omend bitter humle tilsat et stænk af nænsomt ristet kaffe, der blødt runder smagen af. Og hvor bliver det i øvrigt tydeligt, at blidt og blødt ikke betyder tyndt eller karakterløst, for der er rigelig fylde og karakter i overflod.
Og der er intet, der ødelægger det gode helhedsindtryk. Ingen syrlighed eller metalsmag. Det er bare rigtig godt, velkomponeret og vellykket. Et lille pladderballesque’t mesterværk.
Wow, det lyder godt.
Jeg må da vist hellere få indkøbt Pladderballe øllene 🙂