Et skridt frem, to tilbage …
Furs American Pale Ale var min favorit ved sidste års ølfestivalg. Den endte vist med at få tredjefærrest stemmer eller deromkring, men den slags er jeg som bekendt ligeglad med. Eller … jeg er faktisk en smule stolt over, at jeg ikke bare går og vælger det samme som alle andre, men tør stå ved det jeg mener. Også når der ikke er meningssammenfald mellem mig og de andre.
Hvad ville jeg frem til …? Jo, mine forventninger til Fur er selvfølgelig positivt påvirket af, at de bryggede det i mine øjne bedste bryg sidste år. Til gengæld er de det eneste bryggeri, der i år har en hvedeøl på programmet, og det trækker faktisk lidt i den anden retning. Jeg finder generelt hvedeøl uinteressant, og har allerede glædet mig over, at der kun var én af dem med i år. Og så skulle det selvfølgelig være Fur …
Nå, de kan jo godt overraske. Overraskelsespotentialet er jo faktisk rigtig stort for hvedeøl. Hvis det rent faktisk viser sig at være godt, så er det også så meget desto mere overraskende, da forventningerne generelt ligger lavt.
I håb om overraskelsen knappede jeg brygget op. Det ser ud til at være filtreret, hvilket er usædvanligt for hvedebryg. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, der var tale om en classic pilsner, ud fra det næsten mahognifarvede bryg med det letgyldne skum. Den manglende retsgær giver netop den klarhed, som er så uvant for stilen. Duften overrasker, hvis man har læst bagetiketten. Bryggeriernes beskrivelser af smag og duft passer stort set aldrig, men her er den spot on. Ristet malt, vanille, banan og lakrids – mest af vanille og banan, mens det andet danner en tilpas fyldig, letkrydret baggrund.
Brygget smager ganske godt igennem, og ikke for meget af gær. Det glæder man sig spontant over, men ærgrer sig så måske over, at filtreringen er sket på bekostning af lidt ekstra fylde og noget vildskab i smagen. I smagen er lakridsen dog erstattet af karamel, mens vanillen og banansmagen stadig er præsent. I eftersmagen mærkes en dæmpet bitterhed af løvtræ, der så småt glider over i en let grannåleessens.
For så vidt en ganske mangefacetteret og velkomponeret smagsoplevelse. Men det er altså på bekostning af den fylde, som restgæren i netop hvedebryg også kan yde. Til gengæld slipper man så for surhed og udtørrede slimhinder, men hvis det er en risiko, man ikke vil løbe, hvorfor så egentlig ikke bare brygge en sød pilsner, når nu det nærmest er det man efterstræber smagen af?
Fur klarer hvedeølsbrygning bedre end mange andre. Hvedeøl er imidlertid sjældent særlig smagfulde eller særlig kraftige og ofte ingen af delene. Furs er mest det første, og det er klart også det mindst ringe af mulighederne. Men mindst ringe er sjældent det bedste, og det er det heller ikke nu.
Overraskelsen udeblev – ikke overraskende i øvrigt.
