Noget særligt …
Vi er nået til den foreløbig sidste øl i hjemmebeholdningen af bryg fra Rækker Mølle Bryghus. Det var alt, de havde i Kvickly, og det har om ikke andet været en varieret fornøjelse.
Så forventningerne var ikke voldsomt store til denne øl, og indrømmet – endnu mindre, da jeg opdagede at denne var en classic. Her til lands en skamredet øltype uden særlige meritter. En øl der er lidt mørkere end end pilsner, beregnet til dem, der synes, at de er de rene og skære feinschmeckere, såsnart de ikke drikker det allerligegyldigste pilsnersprøjt, som alle de andre tyller i sig. Hvor tager de fejl, og hvor er det ærgerligt, at de ikke engang selv ved det.
Undtagen, hvis det da er den her classic de prøver. Og så ser vi bort fra, at de allerfleste, der mener at de jævne classic-produkter er det fineste, der fås, nok ville blive skræmt af denne her, som et spædbarn, der lige har taget en ordentlig bid af farmands Infinity Chili.
Det ville dog ikke være bryggets duft, der skræmte dem. Bouqueten er noget svag, men dog liflig med et strejf af appelsiner og aromahumle. Dertil kommer et sødt strejft af franskbrød, der både giver fylde og en blød finish. Vores nydere af standard classic ville nok blive slået med forundring over, at flasken indeholdt Harboe Abrikossodavand, og ville endvidere undre sig over, hvordan man kan få den til at skumme så voldsomt.
Imens vores venner undres kan vi kendere glæde os over skummets højde, og hvordan det ved for voldsom skænkning hæver sig i en søjle med en lodret, marmorfast overflade. Ikke en halv dråbe forlader glasset, mens det cremede gulligtknækkede skum bare tårner højere og højere. Skummets langsomme fald er næsten en lige så stor oplevelse. Overfladen forbliver intakt, mens der længere nede dannes større og større bobler, der endelig brister, og får flødetoppen til at klappe sammen, så det danner groteske, afrundede figurer. Store fedtede klatter danner amøbeformede faconer på glassets inderside og giver lige netop det sidste til at give brygget et velfortjent UG med kryds og bolle for det visuelle indtryk.
Og endnu er hele brygget ikke skænket. For så lang tid tager det. Jeg vover pelsen, og agiterer flasken så restgæren kommer med.
De hærdede bællere af standardbryg fra før vil nok glæde sig over bryggets initiale sødme. Man mærker især franskbrød, flankeret af hyldeblomst, søde æbler en snert af rosenblade, og snart – som brygget når bagtungen – et prik af aromatisk humle. Prikket vokser til et stød af bitterhed i eftersmagen, der formår at glæde rigtig længe, og får vores vildfarne ‘jeg-tror-standardclassic-er-det-vildeste-shit’-bekendte til omgående at spule omgivelserne med det, der endnu ikke havde passeret svælget, plus noget af det, der havde passeret under efterfølgende stor hosten og harken. Resten af flaskens (ja, for sådan nogle drikker naturligvis af flasken) indhold ryger på nuværende tidspunkt ud, så herfra beretter jeg kun om min egen oplevelse.
Det er som antydet et bryg med rigeligt sødt, men også en bitter – og i øvrigt gæret kant, der yder brygget karakter. Det er en rar, sød og aromatisk øl, indtil den når bagtungen, hvor humlen, og i særdeleshed gæren lige pludselig begynder at snappe ad én. Det karakterfulde bryg formår dermed ikke bare at ae med, men også mod smagsløgene, og det skal der i min optik også være noget af, for at give en rigtig god øloplevelse.
De sindige vestjyder, der står bag brygget, vil sikkert fåmælt og beskedent påstå, at det da ikke er noget særligt. Men det er det!
