Så jeg var sikker på, jeg var et fjols …
Egentlig havde jeg forsvoret at købe denne øl, da jeg første gang så den nede i Fakta. Det kan godt være, at Fakta for tiden har gjort det pænt, hvad angår deres udvalg af specialøl, men de gamle uvaner spøger stadig … eller de trives faktisk i bedste velgående. Det er blot det øvrige udvalg af lidt mere reelle specialøl, der er blevet bedre.
Uvanen illustreres måske allerbedst i øjeblikket, hvor denne standardrædsel kan erhverves for den uforskammet høje pris af tolv (12!) kroner … eksklusive pant. Den står på hylde med de reelle specialøl, omend der intet specielt er ved den – heller ikke selvom det påstås i navnet. Det er en bleg pilsner af den lette mexicanske type – en af de få kandidater til at underbyde amerikansk standardpilsner og dansk/tysk discountøl i ligegyldighed.
Men så snart der er en lille smule vand imellem Danmark og en arbitrær øls oprindelsesland, bliver den automatisk meget speciel – i hvert fald i Faktas marketingsafdelings øjne. At man ikke ved bedre i detailhandlen bekræfter så mange af mine fordomme om købmandsuddannelserne, at jeg næsten skammer mig …
Nå, men jeg købte den så alligevel. Det skete kort tid efter, at jeg også havde købt nogle nye rædsler fra Carlsbergs ‘Brewmasters Collection‘-serie i Brugsen Hvalsø til nedsat pris i forhold til, hvad jeg havde fundet dem til i samme biks på Vesterbro. I Hvalsø fandt jeg desuden en jubilæumsøl for Danmarks sejr ved EM-fodbold i ’92 fra Raasted, der ifølge andre bloggere skulle være ganske rædsom. Og når jeg nu alligevel allerede havde været et fjols og fyldt indkøbskurven med en hel skuffelsesparade, kunne jeg jo lige så godt gå all in, da jeg et par dage senere igen kom forbi denne i min lokale Fakta i Husum.
Og mine forventninger holdt stik – sådan nogenlunde i hvert fald.
Hvor lyst brygget er, behøver man jo ikke skænke øllet for at se. Det leveres i en klar flaske, og den minimale aroma, der måtte være i øllet bliver således ødelagt allerede af at stå i supermarkedets flourescente lysstofrørsbelysning i døgnets lyse timer. Det er forbeholdet, der altid må tages, når man anmelder øl på klare flasker.
I et glas bruser brygget op som sodavand – skummet holder omtrent lige så længe som i dét medie. Duften er svag og vandig, men alligevel gennemtrængende nok til at humlen kan identificeres – og endda nydes en smule … hvis man hiver luft nok ind.
Smagen er svag med aroma af generisk humle. Bittersød, let og rar med antydning af paranødder … og det er vel så egentlig det – altså ud over de rigelige mængder vand, der er så typiske for de lette mexicanske industriøl, og som jo også sikrer – må man indrømme – at man ikke er tørstig, når man sætter det tomme glas fra sig.
En rigtig festklassiker. En rigtig feriebælleøl. Og bevares – grimt smager det jo ikke. Der er end ikke tilløb til, at brygget føles metallisk eller sæbeagtigt, sådan som man kan opleve det, når øllet er rigtig tyndt.
Men godt? Det bliver det ikke – heller ikke selvom øllet fremstår uberørt af supermarkedets lysstofrør.
