Tynd, kold kaffe med brus …
I dette tilfælde er det kaffe, der er blandet i. Man kan så glæde sig over, at det i det mindste ikke er noget syntetisk, der er puttet i denne gang. Kaffe bruges også af andre bryggerier – netop i stouts for at få de bitre toner igennem. Andre bruger chokolade for at fremhæve det søde, mens helt andre ikke bruger nogen af delene, men er i stand til fremkalde den ønskede smag ved brygkunst alene. Der er nok ikke den store tvivl hos læserne om, hvilke af disse bryggerier, der imponerer undertegnede mest.
Og øl kan da også være udmærket, selvom man blander andet end de traditionelle ølingredienser i. Thisted Bryghus’ Limfjordsporter er vel det bedste eksempel, hvori der ligesom i Ørbæks mere end drikkelige ‘Black‘ er blandet lakrids, foruden også chili i sidstnævnte. Endelig var jeg da rundhåndet med stjernerne, da Vestfyens egen Willemoes Porter skulle vurderes. Også den var tilsat lakrids.
Så den skal da have en fair chance. Op i glasset skæ … nå, den hældes. Øl skænkes. Sodavand hældes, og denne øl minder fra starten så meget om sodavand, at den hældes. Bryggets konsistens, når det rammer og samler sig i bunden af det hældende glas, mangler aldeles den integration af væske og kulsyre, der karakteriserer øl – og især stout. De to skiller så hurtigt, at det eller ganske natsorte bryg står som en stolpe under en top af boblende og hastigt kollapsende sodavandsskum, mere hvid end det brune skum, som en ordentlig kulsyretappet stout gerne har.
Man kan mærke kaffen i duften. Og det tror pokker, når det er hældt direkte i brygget. Meget andet mærker man ikke. Vand måske, og lidt prikkende kulsyre, der i øvrigt fordamper meget hurtigt. Man mærker dog stadig kulsyren i smagen, som man mærker den i afbruset mineralvand. Det er på kanten til at være forfriskende – der er blot ét forstyrrende element, og det er smagen.
Det er egentlig ikke nogen ubehagelig smag, tværtimod er det smagen af det, jeg måske holder allermest af – altså ved siden af øl – nemlig kaffe. Ja, man mærker tydeligt den tilsatte kaffe i smagen også, og det skulle man jo tro var dejligt.
Der er bare en række problemer. For det første skulle dette forestille at være en øl, ikke en kop kaffe. For det andet ligner det en særdeles tynd kop kaffe. Det smager fuldstændig som når man putter alt for få bønner og alt for meget vand i maskinen (ja, jeg drikker maskinkaffe, og ikke stempelkandekaffe – så sagsøg mig!) For det tredje smager brygget slet ikke af øl, som det eller skulle forestille at være. For det fjerde – og det kan man se på to måder – ødelægger kaffesmagen det milde behag, der kunne være ved det vandige bryg, kombineret med kulsyren (jeg kan nemlig også godt lide danskvand) eller kulsyren ødelægger det milde behag, jeg trods alt føler ved tynd, kold kaffe (ja, jeg er en af den slags mærkelige mennesker, der godt kan drikke min kaffe kold (men helst ikke tynd)).
For at gøre en lang historie kort: Brygget her smager overhovedet ikke af øl, endsige af stout. Det smager af kaffe så tynd, at det minder mig om kaffeautomaten på min arbejdsplads i Irland (det gibber stadig i mig, når jeg hører eller læser ordene “Irish Coffee” selvom jeg godt ved, det betyder noget andet). Øl smager det overhovedet ikke af. Brygget afbruser hurtigt, men den smule kulsyre, der forbliver i brygget får øllet til at føles som tynd, kold kaffe – med brus.
Kold kaffe har jeg i rigelige mængder. Jeg drikker bare resten af morgenkaffen, når jeg henunder aften kommer hjem fra arbejdet. Og hvis jeg ønskede at peppe den op med en gang kulsyre, havde jeg købt en SodaStream-maskine. Dette bryg fejler fuldstændigt. Måske smager det ikke direkte dårligt – altså kaffe smager jo dejligt – men bruset ødelægger nydelsen ved kaffen, kaffen ødelægger nydelsen ved bruset. Således spænder brygget ben for sig selv og ender med en kombination, der umuligt kan føles rar.Og så er brygget også bare helt generelt for tyndt – både som øl, og som kaffe, og i grunden også som danskvand.
