Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Mit ølår 2020

Lys forude!

Godt nytår allesammen! Lad os håbe det bliver bedre end det forgange – og denne gang er det mere end bare en floskel. 2020 var for størstedelens vedkommende uden overdrivelse et anno horibilis på grund af dét, som hænger os alle langt ud af halsen, men som stadig udgør en væsentlig fare for os alle sammen: den verdensomspændende Corona-epidemi.
Den langt fra ukendte Twitterbruger Line Stenholt spurgte i et Tweet sidst på året hvad der havde været det bedste, der skete i det år, der havde været en sådan prøvelse for de fleste. Dertil kunne jeg svare, at bloggen havde sat læserrekord.
Ikke bare på årsbasis med 56.050 læsere men også med suverænt flest læsere på en enkelt måned – over 7200 i december. Jeg ville til enhver tid have byttet læsertallet for en udeblivende pandemi, for jeg er udmærket klar over, at interessen skyldtes, at rigtig mange mennesker var fanget hjemme på privaten i ugevis i et forsøg på at bryde smittekæderne. Jeg er selvfølgelig glad for at kunne levere en del af underholdningen for de mange i frivillig og ufrivillig karantæne, men jeg ved også godt, at fortjenesten ikke er min egen.
Alligevel skal der selvfølgelig lyde et kæmpe tak til alle dem, der gad læse med i 2020. I er grunden til, at jeg bliver ved med at skrive, og nu har gidet skrive i over 10 år!

Donationer

For bloggen havde også rundt jubilæum i år, og det blev fejret på behørig vis hjemme i privaten med øl fra en af de ikke få donationer, der i løbet af året blev mig til del.

I omtrent de samme timer som COVID-19 fik sit navn (det skete nemlig d. 31. december) indfandt min gamle ven og hyppige medsmager Gedved sig på min adresse, medbringende en håndfuld norske øl fra det lokale bryggeri, NUA Brygghus. Bryggene var fra almindelig handel og måtte ikke overstige 4,5% i styrke. Øllenes vigende karakter demonstrerede med al ønskelig tydelighed fordelene ved en mindre restriktiv alkohollovgivning end den norske. Gedved skal selvfølgelig have tak for donationen alligevel. Hvis en øl ikke er nogen større nydelse, er det så meget desto mere end nydelse at levere en sviner mod dem i stedet for.

Anderledes Schwung var der over bryggene, da en anden god ven kom forbi. Én jeg kun kendte fra internettet. Det er en helt ny måde at mødes på i vor tid – face to face, når man ellers kun kender hinanden fra sociale medier og andre online-fora. Men nu kender jeg ham altså sådan rigtigt, den gode Ole Wolf, og ikke lang tid før landet for alvor blev lukket ned, indfandt han sig altså på min adresse, medbringende en imponerende samling bryg.
11 bryg på en aften leverede rigeligt arbejde til mange uger efter – såvel på bloggen som på YouTube-kanalen – og i øvrigt nogle af de bedste øloplevelser, jeg har haft i år. Klarest i erindring står Trolltunga – en sur IPA, og dermed en kombination af de to absolut bedste øltyper mine smagsløg har kunnet opdrive.
Det var imidlertid ikke kun humle- og alkoholbomber, Ole havde med. Han havde også et udvalg af alkoholfri øl med, der muliggjorde den lange smagsseance uden at nogen af os faldt om. De formåede at imponere vel over forventning. Faktisk var det undertiden en udfordring at smage væsentlig forskel på de lette øl, og dem med mere almindelig alkoholstyrke. Det var en af de ting, jeg lærte i det forgangne år; at de alkoholfri øl i dén grad er på vej frem, og at der er virkelig gode sager imellem.

Beard Brew leverede en pakke smagsprøver lige i tide til bloggens jubilæum. Ikke bare leverede de to færdigbryggede aromabomber – de sendte også hvad jeg gætter på var et ikke helt færdigt brygeksperiment, de gerne ville have en reaktion på.
Hvis min formodning ellers holder stik er jeg gået fra at være en complete nobody på internettet til at være én bryggerierne i en eller anden grad regner med. En influencer – og ja, jeg hader selv det ord, men there ain’t two ways around it og jeg foretrækker at omfavne begrebet, hvis det er passende at bruge om mig, uanset hvad jeg ellers måtte mene om det.

En anden af mine hyppige medsmagere og kontributører af anmeldelsesmateriale holdt sig heller tilbage i 2020. Marcus leverede midt på året Skanderborg Bryghus’ ‘Far til Fire øl‘-pakke med fire bryg til mig. Det gjorde han faktisk to gange – den første under en livestream, hvor jeg ikke kunne koncentrere mig om både dét og ølanmeldelse, hvorefter han fluks skaffede mig endnu én til anmeldelse i ro og mag derhjemme.
Pakken behagede jævnt, og væsentlig mere end det ekstremt klichéagtige og kønsstereotype pakkekoncept – men det er også en meget lav barre. Niveauet var nemlig væsentlig under hvad man bør forvente af et mikrobryggeri. Hvor industrigiganter som Royal Unibrew og Carlsberg ikke sjældent forsøger at tage markedsandele fra kvalitetsbryggerne ved at introducere egne specialøl, ser mikrobryggere ud til at prøve det modsatte: at introducere egne mere eller mindre ligegyldige bryg forklædt som kvalitetsprodukter. En strategi, der er dømt til at mislykkes, for hvem vil betale dobbelt så meget for et mikrobryg, når det ikke smager af stort mere end industriens standard?

Men det må de jo om. Og Skanderborg Bryghus skulle snart vise sig ikke at være alene om mikrobryg, der dårligt kunne skelnes fra industriel standard. Løkken Bryghus leverede sent på året en større samling bryg der udviste lignende træk. De ramte plet med deres pilsner, Jøwt, mens resten af pakken højst formåede at imponere i begrænset omfang. Jeg er ikke færdig med anmeldelse af den levering endnu, så jeg kan nå at blive overrasket. Forventningerne er ikke høje.
Interessant er det til gengæld at jeg modtog pakken som endnu et reklamefremstød, hvor jeg i egenskab af influencer skulle berette om bryggene, når nu aviser og dagblade har sparet den slags omtale væk.

Kissmeyer sendte ikke nogen øl, men deres udvalg i supermarkederne pegede i samme retning af vigende niveau af kvalitet hos flere af kvalitetsproducenterne.

Kort før jul var Marcus behjælpelig med endnu en pakke øl, jeg lige akkurat har taget hul på. Den – og en pakke fra en anonym giver vil komme til at fylde det meste af min anmeldervirksomhed i starten af det nye år. Begge dele er startet rigtig godt, og alt tyder på, at det fortsætter sådan. Med 2021 skal det nok blive en lille smule bedre altsammen.

Årets tirader

For mit eget vedkommende har året 2020 været noget af en rutsjetur. Det var præget af en usikker arbejdssituation, hvor jeg som tilkaldevikar blev kastet rundt på 4-5 forskellige arbejdspladser. Flere gange med fastansættelse i udsigt, der imidlertid aldrig blev til noget, på grund af … i ved nok hvad.
Jeg landede mig på den måde symptomer på både angst og depression og deraf følgende stærk vigende lyst og energi til at anmelde. Selv syntes jeg, jeg kun fik klaret det akkurat mest nødvendige, men ved gennemlæsning af indlæggene fandt jeg alligevel en række heftige tirader undervejs.

Jeg roste blandt andet Lervigs Toasted Maple Stout for at levere ‘et sjældent los i smagsløgene. Her kunne bloggen både fejre indlæg nr. 1200 og den første tirade om den amerikanske præsidentvalgkamp. Lidet anede jeg på det tidspunkt hvilket storslået klovnecirkus det senere ville udvikle sig til. Ruth Bader Ginsburg’s død skabte bekymring for, om Trump ville lade afløseren Amy Comey Barret sikre ham præsidentembedet efter et valgnederlag. Politiet gik heller ikke fri i år, omend mine tirader vendt mod dansk politi var væsentlig mindre hidsige end de mange vendt mod amerikansk politi i forbindelse med den mere end retfærdige harme der blev vendt mod dem i kølvandet på korpsets mange racistiske mord på den sorte befolkning.
Apropos racisme opdagede jeg også i løbet af året hvor åbenlyst og godvilligt den flashes, næsten som en form for omvendt virtue signalling. Anledningen var en video jeg havde lavet om SAS’ reklame, hvori luftfartsselskabet såede tvivl om det skandinaviske ophav for ting, man ellers forbinder med de skandinaviske lande. Det lover ikke godt for fremtiden, men i det mindste viser racisterne i vore dage ærligt deres (sortbrune) farver, så man ikke længere kan være i tvivl om deres maligne intentioner.
Det var også højrefløjen, der krævede kirkerne åbent både til påske og jul – som om der ikke var en dødelig pandemi på spil, mens krigen mod jul til gengæld udeblev.

Andre aktiviteter …

Det skal mest handle om, hvad jeg lavede på bloggen. Men på sigt skulle blogprojektet og min videokanal gerne mere og mere blive to sider af samme sag. Aktiviteterne på videokanalen har på grund af mit skiftende psykiske velbefindende været noget svingende, men jeg formåede at få en af mine absolutte yndlingsyoutubere, Aron Ra med på en livestream, og det vil nok stå som kanalens højdepunkt i hvert fald et stykke tid frem.
En Patreon-konto var et andet initiativ, jeg startede for at få mine netaktiviteter til at kaste en lille smule af sig. Indtil videre har to meldt sig som støtter, og bliver dermed nævnt i slutningen af mine videoer. Imidlertid trækker projektet ingen penge i øjeblikket, da jeg er på dagpenge. Se det eventuelt som en lejlighed til at melde sig som støtte, med mulighed for at fortryde inden jeg finder beskæftigelse, og genaktiverer kontoen.

2020 blev også året, hvor i et mørkt øjeblik kom til at kyle mit yndlingsglas på gulvet. Drageglasset, som jeg bruger til øl, jeg har høje forventninger til, lever dog stadig i bedste velgående. Og med pakken fra Løkken bryghus, jeg brokkede mig over tidligere, fulgte også to glas, hvoraf det eneste for længst er blevet et nyt favoritglas.
Så i det mindste fandt nogle af årets katastrofer en hurtig løsning.

Årets øloplevelser …

Vigtigst af alt her på bloggen er selvfølgelig øllet. De største oplevelser var uden sammenligning Ole Wolfs gavmilde donation fra tidligt på året, og mit bekendtskab med det hedengangne bryggeri Broaden & Build under temaet ‘Farvel og Goddag‘ i efteråret. Det er blandt de øl, at årets største øloplevelser skal findes.

Trolltunga, som Ole havde med, var et finurligt forsøg på at kombinere de to stilarter, jeg elsker allerhøjest: IPA og Sour Ale. Det kunne næsten ikke andet end gå godt, og ganske rigtigt: umodne stikkelsbær blander sig umanerligt elegant med bryggets sprøde, bitre aroma til fryd for alle, der ikke kan få det surt og bittert nok. – For så kan man bare kombinere det!
Et spørgsmål der imidlertid nage er, om et bryg som dette ikke altid vil være et 50/50-bryg frem for et 100%-bryg. Et supersurt bryg vil altid ske på bekostning af andre aromaer og det samme gælder et superbittert bryg. Så er det i virkeligheden ikke blot et bryg, der er halvt surt og halvt bittert?

Optical Prism er til gengæld et 100%-bryg. Det er surt hele vejen igennem – og kun surt. Et ocean af eddike, der ville få mundhulen til at føles større, fordi brygget udhuler hele kæften med sin ætsende syre – hvis ikke det var fordi samme syre få mundtøjet – ja, hele hovedet faktisk – til at implodere i en Pia Kjærsgaardsk hønserøv, så man efterfølgende må mærke efter, om øjne, læber og næse nu også sidder, der hvor de plejer.
Men netop som man tror, det ikke kan være vildere, tropper …

Red Tide op. Ligeledes en ultrasur helvedespøl, hvorfra intet slipper op, men øjeblikkeligt opløses, optages og assimileres til én giftig eddikesubstans. Ud over at ansigtet her krænges sammen i en singularitet snarere end en hønserøv ved indtagelse, brænder det også i brystet, og man får den samme stakåndethed, man måske kender fra at have drukket for meget citronsaft. Desuden overdrev jeg ikke, da jeg skrev om, hvor meget dette bryg river i snudeskaftet ved indsnusning. Ved kontakt med næsens slimhinder gør brygget fysisk ondt, og man lærer snart at vare sig for, at gøre det for meget.

Red Tide vinder titlen som årets største øloplevelse i et usædvanligt stærk felt. Det har vitterlig været et godt år – ølmæssigt i hvert fald – på Kajs Ølblog.

Ingen Kajs Ølblog uden også at udnævne nogle tabere, og samtidig gnide godt med salt i såret:

Bel Air Sour formåede ikke så meget at fornærme smagsløgene, så meget som den ikke formåede at berøre dem overhovedet. Lette oplevelser, der stryger med håret er selvfølgelig ikke uforventelige, når vi har med The Brooklyn Brewery at gøre. Men det her tager alligevel prisen!
Mage til skuffelse … surt øl er på vej frem, lige så stille, og det er selvfølgelig bedst at fare med lempe og forsigtighed til de mange, utrænede og uforberedte munde. Men det kan også blive for forsigtigt. Et dryp vineddike i en vandtank på størrelse med Silkeborgsøerne – eller måske ikke helt, for så små er Silkeborgsøerne selvfølgelig heller ikke.
Brygget er en hån mod enhver, der nyder sure øl, og egner sig heller ikke som vadesten for dem, der vil lære typen at kende. Tag i stedet en mild Geuze, som fx Mort Subites eller Mariage Parfait – eller evt en belgisk frugtøl. De smager i det mindste af noget.

Indie fra Brewdog bød på et mindre mysterium. En af de lyseste pilsnere, jeg nogensinde har prøvet, fra et bryggeri, der ellers anses som en af pionererne fra den internationale ølrevolution. Men man skal selvfølgelig ikke skue hunden på hårene, så ned røg brygget da – meget hurtigt. Ikke ulig et frisk glas danskvand, for det var nok, hvad det mest mindede om – punktum. Nej, det var ikke det, det mindede mest om ud over øl. Danskvand var, hvad det mindede mest om.
Med en alkoholstyrke på 4,2 landede brygget ellers omkring almindelig pilsnerstyrke, så hvorfor fand smagsekvilibristerne fra Skotland det nødvendigt at frarøve brygget enhver skygge af aroma?
Vel, 2020 bød som bekendt på flere interessant alkoholfri oplevelser, og som det nytænkende og progressive bryggeri Brewdog er, har de vel hurtigt fået den idé at vende dét koncept på hovedet; for at brygge en alkoholdig øl, der smager som en almindeligt kendt alkoholfri øl – af ingenting.
På en måde er ideen god. Resultatet forbliver til gengæld elendigt.

Med Tuborg Nul har den komplet udrikkelige Tuborg Super Light fundet sin arvtager. Opvaskemiddel og zink udgør aromagrundstammen i det gamle næsten alkoholfri produkt, og det eneste gode, der kan siges om det nye produkt er, at det kun står næsten lige så slemt til, men ikke helt.
Metal og sæbe møder man ganske vist også i Tuborg Nul, men Carlsberg lader til at have gjort en indsats for at skjule det lidt bedre. Der synes at være mere vand i blandingen, så de fæle smage ikke træder frem i samme grad som tilforn.
Men fravær af dårlig smag er ikke ensbetydende med god smag. Far from it. Carlsbergs absolutte flop fremstår så meget desto værre ved tanken om de gode alkoholfri øloplevelser, jeg havde i løbet af året. 2020 var året, hvor de alkoholfri øl omsider fik lov at gøre reelt væsen af sig. Samme år sendte Carlsberg deres suverænt kedeligste alkoholfri øl på markedet nogensinde … som afløser for deres fæleste.
Jeg vælger at afstå fra en bedømmelse af, om der var tale om en forværring eller en forbedring. I begge tilfælde vil forandringen være så mikroskopisk, at det kunne være det samme.

Tak til alle, der gav øl, tak til bryggerierne for at levere stof til bloggen, og tak først og fremmest til læserne for endnu et år med gode, mindre gode, samt slet og ret elendige øloplevelser. Uanset kvaliteten af øllet, vil jeg fortsat bestræbe mig på at levere de bedste og mest læseværdige ølanmeldelser i kongeriget.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 3. januar 2021 — 19:02

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme