Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Mit ølår 2018

Serier, begivenheder og tirader …

Kalenderen er skiftet endnu en gang et enkelt trin i den største kategori – året. Dermed er det blevet tid til, at Kajs Ølblog endnu engang gør status over et år, der er gået – på bloggen og i virkeligheden.

Selv vil jeg næppe huske året som et af de bedste. Personligt var meget af året præget af stress og depression, og de højdepunkter, der helt sikkert var, havde mere karakter af små oaser i en vældig ørkenvandring gennem et år, jeg aldrig syntes sådan rigtig fik begyndt, før det pludselig var ovre igen. Som om 2018 kun var ét langt tilløb til 2019, efter at 2017 var endt.

Omkring november, kort efter en fødselsdag som jeg havde tilbragt småsyg, stresset og med en punkteret cykel på vej hjem med børn på laddet, vågnede jeg omsider og var pludselig igen klar til at tage fat på livet. Jeg har siden holdt hårdt fast i den gode rytme, der blev indledt der, og jeg håber sådan, at det bliver ved.

På ølfronten var der til gengæld mange store oplevelser, og det er selvfølgelig dem, det skal handle om. Bloggen er imidlertid også personlig, så det vil også komme til at handle om mig selv – også i fremtiden. Find jer i det – eller giv jer hen i mine tirader, for det er også det, de er der for. Alt sammen for læseoplevelsens skyld.

Så mange læsere …

Et hurtigt kig på statistikken afslører, at jeg i 2018 ikke fik anmeldt helt så meget som i 2017. Til gengæld har antallet af læsere fået endnu et nøk opad: Kun i januar og februar har der været under 4000 klik på bloggen. Og i juni, juli og december måned havde bloggen over 5000 klik.

I 2017 nåede jeg kun op over 5000 klik i december måned, selvom jeg skrev væsentlig flere indlæg det år. Om det bare er læserskaren der er vokset, eller kvaliteten af det, jeg har skrevet, der har lokket flere til, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har imidlertid ikke holdt mig tilbage i det forgangne år med at skrive om andre ting end øl. Og det lader bestemt ikke til at have afskrækket folk – tværtimod har jeg flere gange fået at vide, at det netop er alt det uden om selve ølanmeldelserne, der gør bloggen læseværdig.

2018 skulle også blive året, hvor jeg rundede anmeldelse nr. 1000. I betragtning af, at jeg har været i gang i otte et halvt år tænker jeg, at bagkataloget snarere udstråler en amateuristisk magelighed end professionel alkoholisme. Jeg har aldrig drukket særlig meget ud over, hvad der ryger op på bloggen. Men når det sker, har jeg tænkt mig, at i det nye år vil jeg blive bedre til at smide mine anmeldelser op på Untappd. Anmeldelserne derfra vil også blive delt på min nye engelsksprogede twitterprofil.

I forbindelse med jubilæet tog jeg også fat på at skrive bloggens historie i et tilbageblik – eller et Deuteronomium, som jeg valgte at kalde det dertilhørende tema. Tre år nåede jeg at gøre rede for, før jeg løb sur i det. Jeg regner med snarest at tage den tråd op igen, og få tilbageblikket færdiggjort i løbet af foråret.

Serier …

I det hele taget stod 2018 i temaernes tegn, og jeg kunne have valgt at organisere endnu flere smagninger i temaer, hvis jeg havde gidet.

Således havde min søster i år 2017 foræret mig en nydelig lille samling specialøl, som gjorde rigtig godt et stykke ind i 2018. Ebeltoft Gårdbryggeris IPA ‘Raw Power‘ udgjorde perlen i den samling, sammen med ‘Skunk Jam‘, der imidlertid blev anmeldt som den sidste øl året før.

Årets bryggeri Amager Bryghus fyldte fortsat meget på bloggen. Men det tror pokker, nu hvor jeg ikke bare er på fornavn, men også på krammer med flere af bryghusets fast stab. Jeg fik afsluttet deres Sinner Series, som jeg påbegyndte for år tilbage. Desuden fik jeg i selskab med min efterhånden faste medsmager Marcus smagt mig igennem den meget fine samling lagrede øl, bryggeriet udgav i december måned sidste år. Det blev også til et par besøg på selve bryggeriet, da der skulle skaffes forsyninger til bloggens almindelige drift. Det var dog ikke alt, der kom temaer ud af. – Nogle gange er selv en god øl fra Amager Bryghus bare en god øl fra Amager Bryghus.

En række øl blev taget med fra Esrum Kloster, hvortil jeg i min egenskab af blogger oven i købet aktivt blev inviteret. Begivenheden fandt sted i marts, og temaet blev først afsluttet i december kort før jul. Heldigvis er over- og vildgæret belgisk øl ikke det, der tager mest skade af at stå et stykke tid.

I april måned var jeg til min onkel og tantes guldbryllup i Nordtyskland. Det gav anledning til et par anmeldelser af de øl, jeg gav dem i gave, tillige med en samling øl, jeg fandt i grænsehandlen. Bortset fra et par enkelte perler, var disse samlinger mere præget af middelmådighed end af noget andet.

Det samme kan roligt siges både om Royal Unibrews forskellige Albani-serier, der er ude i disse år. Selvom min begejstring for seriens Mosaic IPA er vokset, så den i øjeblikket er min foretrukne her-og-nu-industriøl, til når jeg gerne vil have noget, jeg ikke behøver anmelde, faldt den sidste i serien jeg fik prøvet mere end ualmindeligt hårdt til jorden. Meget bedre gik det ikke for Anarkist-serien, Alene det at et industribryggeri af den kaliber kalder en af sine serier sådan, er ikke engang ufrivilligt morsomt.

Så var der anderledes knald på Taphouse’ udvalg. Det var en af mine læsere ved navn Niels (ja, jeg har flere læsere – og ølpushere – med det navn), der havde inviteret mig ud. Det er altid spændende at møde mennesker i virkeligheden, som man kun kender online – og det trækker bestemt ikke i modsat retning, at de byder på noget af det bedste øl, man får prøvet i løbet af året – for ikke at sige livet. Det skulle heller ikke blive den eneste gang, jeg frekventerede Taphouse – men det vender jeg tilbage til.

Lidt ølaktivist kunne jeg også få lov at være, da jeg engageret kastede mig ind i kampen på Munkebo Brewery’s side, da det tyske bryggeri Wacken Brauerei truede med at slæbe dem i retten for at bruge nordiske gudenavne på deres bryg. De nordiske guder er imidlertid for alle, der har lyst til at bruge dem (undtagen nazier. Fuck nazier!). I skrivende stund er den nidstang, jeg i den forbindelse rejste, fortsat oppe, for der mangler mig bekendt stadig en tilbagetrækning fra Wacken Brauereis side for alle retskrav på de de nordiske gudenavne. Og indtil en sådan foreligger, bliver nidstangen stående.

Begivenheder …

I løbet af året indfandt jeg mig stundom ved begivenheder, der var ølrelaterede, mens andre ikke sådan rigtigt var det. Men det skulle jo ikke afholde mig fra at få dem til at handle om øl alligevel.

Ølfestivalen på Esrum Kloster i marts var imidlertid et rigtigt ølarrangement. Næsten umuligt at nå til og fra med offentlig transport uden overnatning undervejs, men bestemt turen værd, når man endelig nåede frem. Hvis ikke de mange flotte og fine over- og vildgærede klosterbryg kunne give én hovedpine, så klarede de lavloftede lokaler og endnu lavere døråbninger den sag. Jeg husker hvordan min fine sorte hat var fuld af hvidt puds, efter arrangementet – men i det mindste ydede pulden da et minimum af beskyttelse for mit kranium. Jeg nåede kun halvdelen af arrangementet, idet jeg blev så optaget af det fortrinsvis belgiske klosterudvalg, at jeg aldrig fik inspiceret den del af festivalen, der havde mikrobryggernes udvalg. Den mest spændende oplevelse ved den lejlighed var at prøve en Vestvleeteren-øl til 150 kr. / 0,33 l. Selve oplevelsen var egentlig ikke stor, men det var til gengæld æren ved at få lov til at smage på de dyre dråber.

Danske Ølentusiasters store årlige ølfestival på Lokomotivværkstedet var – næppe overraskende – også et rigtigt ølarrangement. Det jeg bedst husker er Svaneke Bryghus’ brygmester Jan Pauls røverhistorier om hans tur til Moldova, og de deraf afledte spændende bryg, han kunne byde på. Kort før festivalen havde jeg smidt en god anmeldelse af deres Don’t Worry Pale Ale – den bedste øl under 1% alkohol, jeg nogensinde har prøvet – men jeg tror bestemt ikke, det var som tak, at han var så snakkesalig. Det skyldtes blot vores fælles interesse, og hans glæde ved at dele ud af det, han syntes var det bedste i verden at beskæftige sig med, nemlig øl. Jeg har ikke svært ved at forstå ham.
Deltagelse i en facebook-livestream, krammer fra Amager Bryghus-brygmester Jacob Storm, og selvforevigelse i selskab med Carsten Bertelsen og Martin Bo Pedersen (se billedet øverst) – Brygmester fra Nanobryggeriet Redekassen.

Årets to store koncertoplevelser, var til gengæld egentlig ikke ølrelaterede arrangementer i sig selv. Men når nu koncertstederne havde sådan et fint øludvalg, så ville man da være et skarn, om man ikke afprøvede varerne alligevel. Således var jeg langfredag (hvor man jo i ydmyghed skal kontemplere Jesu Kristi pine og død for vore synder) til Napalm Death-koncert på Loppen sammen med min gamle ven Frank. Det blev til to rigtig gode øloplevelser, ud over den største koncertoplevelse for mit vedkommende i vel mere end et årti. Sammen med Marcus var succes’en tæt på en gentagelse da jeg i december måned indfandt mig i Pumpehuset til Myrkur-koncert. Ved den lejlighed var det imidlertid lyden, der totalt fængslede mig, så det blev ikke til så megen smadren rundt, som i marts. Øllet var til gengæld endnu engang exquisite – med en lokal københavnsk Gose i sortimentet har Pumpehuset også som udskænkningssted vundet min udelte respekt. Endnu et besøg på Taphouse cementerede aftenen som en af årets absolut største.

Det var også begivenheder i sig selv de gange, Marcus og jeg indfandt oshinandens bopæle for at prøve øl. Det var ved de lejligheder, at Amager Bryghus’ lagrede serie blev afprøvet med bravour, og det var i beretningerne derom, jeg opdagede, at det faktisk fungerede ret fint at udskrive dialogen fra optagelserne i kun sparsomt redigeret form. I forbindelse med, at jeg i løbet af året måtte udskifte min pc, var det min plan at kickstarte en udvidelse af bloggeriet til også at omfatte podcasts. Det fik en brat ende, idet optagelserne på min computer viste sig at være komplet ubrugelige. De indbyggede mikrofoner på min pc var mildt sagt ikke bygget til at opfange tale fra andre, end dem der sad umiddelbart foran skærmen. Forvent imidlertid revanche snarest i det nye år – thi der skal mere end en dårlig mikrofon til at tage modet fra en Kaj Framke.

Tirader …

En af de ting, der kendetegner min blog er, at den er meget personlig. Den handler ikke kun om øl. Den handler også om mig selv, og den handler om de tanker jeg gør mig om ting, der sker ude i verden. Af flere læsere har jeg fået at vide, at det er det, der gør min blog læseværdig, så jeg har absolut ingen planer om at lave om på det i det nye år, eller årene fremover.

Jeg ved ikke, om jeg gjorde mere ud af tiraderne i år end tidligere. Men ved gennemgangen af bloggens indlæg har jeg genkaldt ret mange. Ulige fordelt er de, som om jeg i løbet af året – kulminerende i september måned – måtte give mere og mere luft for mine frustrationer på bloggen.

Skulle man have lyst til at vide, hvad jeg i løbet af året fik skrevet om divergerende sager såsom omskæring, tyrefægtning, påskeritualet, partiet Venstres tidligere formand, industribryggerier, der går mikrobryggerierne i bedene, Wacken Brauerei, mere Wacken Brauerei, Karen Jespersen – eller … undskyld, jeg forveksler hele tiden hende og Pernille Rosenkrantz-Theil, racistiske antidemokratiske Trump-supporterende politiovergreb, Martin Luther (den tirade har min personlige anbefaling … ikke mindst fordi den tog ret lang tid at forfatte), de rige, der sidder på flæsket, Lagkagehuset og deres tungekysseri med de racistiske fascister i DF, Indslevs konkurs og et af Københavns racistiske værtshuse, nazisvin i Svendborg, DFs aldrig så passende valg af stil på deres plakater, ancaps, Dansk Retur System (sic), hvor mange aneurismer, apoplektiske anfald og hjerteinfarkter, jeg har oplevet (jeg kan hjælpe lidt og fortælle at antallet er rundt), alt muligt så’n i det hele taget, den kreationistiske forgifter af ungdommens hjerner, Mads Jakob Jakobsen, hvordan jeg måtte æde nogle af mine ord i mig, Matador, KZ-lejren på Lindholm, mere om KZ-lejren på Lindholm, Fredensborg Kommune som den ultimative Grinch, finansloven og flere nazister på Fyn, kan man bare trykke på det dertilhørende link, og man vil blive ført direkte til indlægget. Fagre nye verden!

De store personligheder, som vi måtte tage afsked med, det forgangne år fik også nogle ord med på vejen. Christoffer Barnekow, Synnøve Søe, Jens Okking og Mort Walker tog nogle afgange med ret korte mellemrum, og blev mindet ved anmeldelsen af et passende dystert bryg. Legendariske Stephen Hawkings voicebox virker formentlig endnu, mens dens tidligere ejer blev mindet ved anmeldelsen af en anden legende, der imidlertid strålede langt mindre end ham. Der blev alt for stille mens jeg var ved at rapportere fra mit første besøg på Taphouse og Kim Larsen drog af sted for at lære englene, dæmonerne eller begge dele et par tricks udi tekstskrivning. Morten Grunwald og Stan Lee stak også af omtrent samtidig og blev æret netop som Bosnien-Hercegovina fik sin debut som ølnation på bloggen. Endelig lagde en af de tegnere, hvis streg vel nærmest er ridset på indersiden af de fleste +40-åriges nethinder, Werner Wejp-Olsen endeligt blyanten og blev behørigt mindet derefter.

Hottest og nottest …

Så er jeg vel også kommet rundt om det meste af, hvad der skete på min blog i det forgangne år. Tilbage er kun det punkt på dagsordenen, der altid er med ved mine årsgennemgange. Ellers bestræber jeg mig nemlig gerne på ikke bare at levere den samme smøre hver gang, men fokusere på noget forskelligt. Denne gang var det – hvis man ikke skulle have opdaget det – begivenheder og tirader, der var i højsædet.

Jeg starter med de tre ringeste øl, jeg har prøvet i løbet af året. Andre gange har jeg taget de gode først, for at gemme underholdningen (læs: vitriolen) til til sidst. Denne gang var årets bedste oplevelse imidlertid af en sådan kaliber, at den kun kan komme til sidst. Som dette allerede alt for lange blogindlægs kulmination og storslåede endepunkt.

Not …

03. La Barbaude Maltador, Brasserie Artisinale Nimoise: hvad dette sjaskede og inderligt insignifikante pseudostout havde at beskaffe i en samling udvalgte specialøl, nydeligt arrangeret i en fin gavekasse, er en gåde på linje med tidens oprindelse og hvad der egentlig gør, at massetiltrækning finder sted. Et fixt ordspil om noget, jeg i forvejen er passioneret modstander af, redder heller ikke dette farvede vandprodukt fra at være alt andet  end det titel og etiket foregøgler. Ingen vildskab – kun vand.

 

2. Anarkist Ginger Pale, Royal Unibrew/Albani: Jeg er ikke nogen vehement modstander af alternative krydderier i øl. Sålænge det smager eller på anden vis giver øllet en ny dimension. Måske får den tilsatte ingefær i Royal Unibrews obskure postevandsbrus brygget til at føles endnu mere som aqua communis tilsat kulsyre. For smagen af ingefær er i bedste fald vigende, ligesom alle andre af bryggets aromaer, på nær den af det reneste dihydrogenmonoxid.

1. Økologisk US Lager, Royal Unibrew/Albani :Royal Unibrew får æren af at være med hele to gange blandt årets ringeste øl. Mens jeg egentlig slet ikke synes, at serien hvori dette bryg forefindes er noget at fnyse ad – især ikke i betragtning af størrelsen af firmaet bag – så falder dette bryg helt ved siden af. Stort set intet smager det af, andet end vand – undtagen da lige, når man bøvser. Så smager det endelig af lidt, men det tjener intet bryg (eller andet) til ære, at det smager bedre på opturen end på nedturen. Mon ikke vi alle kan blive enige såvidt?

Hot …

3. Envy, Amager Bryghus: Jeg skulle ikke mange dage ind i året, før jeg stødte på noget exceptionelt. At humlehovederne på Amager Bryghus forstår sig på IPA og bitterhumle er ingen større hemmelighed – og i dette mesterværk kan man opleve dem fremelske og rendyrke netop det bitre. I hvilket andet bryg end i en hyldest til dødssynden misundelsen ville en sådan forfinelse af netop det bitre være mere passende?
Jeg kan ej komme på et …

2. White Crow Omen, Amundsen/AF Brew: Et aldeles unikt bryg. Og ikke bare unikt, men også aldeles vidunderligt. Her er et bryg, der smager som ingen andre. Den fineste, fedeste flydende fudge i al sin magt og vælde fylder mundhulen med et så intenst bombardement af afsindig velsmag, at man må kæmpe for at gøre ens nip af glasset små nok, til at man ikke blive væltet omkuld. Aldrig før eller siden har jeg oplevet en smagsprofil som denne, og kun et aldeles svineheld, grænsende til hybris, tillod, at jeg skulle opleve noget større end dette …

1. Big, Bold & Beautiful, Amager Bryghus: Ja, hvad ellers? Det blev jo ustandseligt, som jeg igen og igen refererede til dette prægtige Matterhorn af et bryg, resten af året, efter at jeg og Marcus en varm sommeraften havde voldnydt de dyrebare dråber på hans altan. Så helt afsindigt og sindssygt fantastisk er den, at vi stadig ved vores smagninger ender med at ævle løs om den – som om den var målestok for alle gode øl derude. Snak om at være unik – dette bryg er mere end det. Det er uden for nummer og uden for kategori. Et bryg, hvis mur af mangfoldig, overvældende medsmag, gør én aldeles og ganske mundlam. For kun med det i kæften, kan man forstå, hvilket vidunder, man sidder med.
Jeg forventer aldrig nogensinde, at komme til at prøve et bryg, der er lige så godt som dette. I afmagten ved at forsøge at beskrive det igen, kan jeg anføre, at jeg modvilligt, omend indseende nødvendigheden deraf, valgte at bryde min karakterskala, for at Marcus kunne give andre  bryg end dette topkarakter. Han fik lov at give det en ekstra stjerne ud over de seks, som man ikke kunne gøre andet end give den.

– Og dermed nok snak. Velkommen til 2019. Hvis det bliver lige så godt som 2018 – ølmæssigt, i.e. (mine tirader skulle nok vise, hvad jeg ellers mente om det forgangne år, og det er ikke pænt) så vil jeg for alvor begynde at frygte nemesis.

Updated: 6. januar 2019 — 10:30

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme