Foto: Michael Engelsted Zimmermann
Allerførst – Godt nytår!
Det har været et begivenhedsrigt år for mig. Det gælder ikke bare på ølfronten, men så sandelig også privat. Begge dele har man kunnet følge med i på bloggen, da den jo ikke bare handler om øl, men også om mig selv, og hvordan min ølinteresse møder de ting, der ellers sker for mig og omgiver mig.
Langt det mest altoverskyggende på den private side, var min skilsmisse tilbage i juni måned. Ikke mindst tiden op til dette tog ret hårdt på mig, mens jeg nu for længst har vænnet mig til livet med delebørn og det vældige logistik og koordinationsmaskineri, der hører til. I forbindelse med skilsmissen måtte jeg også flytte fra Amager til Husum, hvor jeg var heldig hurtigt at blive genhuset, da mit gamle boligselskab valgte at tage fusen på mig. Endelig var jeg op til jul travlt optaget af mit webtegneserieprojekt, hvor en julekalender skulle laves færdig. Det lykkedes – til dels på bekostning af den anmeldelseshyppighed, der ellers havde præget resten af året.
152 indlæg blev det til i alt. Det er ikke det største antal indlæg, jeg har skrevet på et år, men det var alligevel nok til, at jeg i løbet af året rundede øl nr. 666, nr. 700, nr. 750 og nr. 800. Da alle cifre skiftede ved øl nr. 700, Hjemmebryggeren Ole Wolfs ‘Svartsot’, startede jeg desuden en ny tradition, der indtil videre har holdt ved. Et jubilæumsindlæg ledsages fremover af et indlæg af mere generel karakter. Først skrev jeg om de tre bedste øl, ved anmeldelse nr. 750 om tre af de ringeste øl og ved anmeldelse nr. 800 – den største udfordring – om de tre mest middelmådige øl, jeg har prøvet. Hvad det bliver næste gang – om det igen bliver en top tre – ved jeg ikke. Men ét eller andet skal jeg nok finde at tirere om.
Noget andet, der prægede ølåret var de overraskende mange gange, jeg kom ud af huset – til forskellige mere eller mindre ølrelaterede events. Således var det efter min anmeldelse af ovenstående øl nr. 750 – Kongebrygs Bacon Porter – at jeg blev inviteret til rundvisning på bryggeriet, der ligger på den nedlagte Næstved Kaserne. Besøget ansporede min deltagelse ved Livsstilsmessen i Bernstorff Slotspark og den nystartede Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum. Forinden havde jeg som almindelig gæst igen deltaget ved Danske Ølentusiasters traditionsrige festival i Lokomotivhallen. Jeg prøvede også ved forskellige lejligheder for første gang at dele lidt ud af min viden. Det skete til et arrangement med mit arbejde, og ved en ølsmagning, jeg holdt for nogle gode venner i anledning af min fødselsdag.
De konkrete smagninger af øl kom til at bære præg af et vældigt overløb fra året 2015. Jeg var blevet overordentligt begavet i anledning af min 40 års fødselsdag. Kort før jul valgte bryggeriforeningen at sende mig et parti juleøl til anmeldelse. Og endelig fik jeg af læsere og medbloggere kastet øl, eller midler til øl i nakken, så jeg på grund af en svær økonomisk situation på det tidspunkt ikke kom til at løbe tør. Der var rigeligt overliggende at tage fat på i det nye år, faktisk så meget, at jeg først i juli måned blev helt færdig med de overskuddet fra året før.
Og samtidig blev jeg fortsat begavet med hele to partier øl fra Rækker Mølle Bryghus, den Aalborgensiske (eller – han er godt nok fra Nørresundby) hjemmebrygger Ole Wolf havde også milde gaver til mig, ligesom hans oversåt, Rådmand Lasse fra samme bebyggelse – omend på den sydlige side af Limfjorden. Et spændende parti øl fra Minnesota blev det også til fra min gamle studiekammerat Rasmus, ud over de mægtige partier øl fra Amager Bryghus og Kongebryg, hvor jeg var på besøg. Kvicklys Ølfestivalg løb af stablen i foråret, og jeg fik traditionen tro et eksemplar af hver øl til anmeldelse. Sidst – men bestemt ikke mindst, var læseren Paul Hertz behjælpelig med en række spændende smagsprøver: Ikke alene anskaffede han den ideelle øl nr. 666, han formidlede også en uvurderlig kontakt til den nordsjællandske brygger Martin Guldhammer, hvis øl det har været en virkelig udsøgt fornøjelse at lære at kende og anmelde.
Ikke mindst var Martin Guldhammer en fest at lære at kende, fordi han personligt havde brygget én, og (i samarbejde med Paul Hertz) fremskaffede en anden af årets i øvrigt rigtig mange seks-stjernede oplevelser. Hele 10 blev det til i alt: Amager Bryghus stod med Todd, Lubricated Labrador og Gluttony for hele tre af dem. Kongebryg stod for to, Ole Wolf/Gravøl for én. Evil Twin Brewing for én (hvilket giver dét bryggeri en 6-stjerners score på 100% indtil videre) og den sidste jeg nævner her, var den første sekser, jeg prøvede sidste år – SuperNova fra det Serbiske bryggeri Kabinet.
Den ukronologiske rækkefølge på de seks-stjernede oplevelser skyldes, at jeg på den måde kan lave en elegant overgang til det næste emne – nemlig de mange nye lande, som jeg også fik besøgt – eller rettere – fik besøg af øl fra i løbet af året: Serbien, som sagt, der ikke kunne lægge bedre ud end de gjorde. Ellers var der spændende besøg for første gang fra Canada og Baskerlandet og lige knap så spændende besøg fra Cuba, Kina og Barbados.
Og som jeg var inde på i indledningen på nærværende årsrapport, så handler min blog også om andet end bare øl. Jeg excellerer ikke sjældent i lange tirader, som jeg tit må kæmpe en endda ganske brav kamp for ikke at gøre alt for lange, og om muligt en endnu bravere kamp for bare at have den mest perifere og søgte relevans for den øl, jeg er ved at anmelde. Rækker Mølle Bryghus‘ øl er fx altid en kærkommen lejlighed til at fyre en bredside af mod Esben Lunde Larsen, og navnlig hans parti og politik. Årets anmeldelser byder på noget af en samling af alt det, der ifølge flere læsere gør bloggen særlig læseværdig – at det ikke bare er øllet det handler om, men at der også er en masse overflødigt fedt, der gør det lækkert.
I flæng kan jeg nævne de tirader, jeg ved gennemskimning af årets indlæg bed mærke – der er sikkert flere endnu, så det er bare at komme i gang med læsningen: Ask Sarurt, Brown Hornsleth, Ask Juleurt, Sloth, Lottrup Stone Street IPA, Quercus Reserve, Hagbards Bock, Den Blå, Giraf Beer, Lottrup Dark Ale og som sagt alle indlæg om øl fra Rækker Mølle Bryghus. Jeg har faktisk et nytårsforsæt om, at jeg mindst skal anmelde én øl fra Rækker Mølle uden overhovedet at nævne Esben Lunde Larsen, endsige stikke ham en sviner ved samme lejlighed. Nu må vi se, om det lykkes, eller om nytårsforsættet forvandles til et nytårsfortsæt i stedet.
Jeg kaster et flygtigt blik ned over de noter, jeg nødtørftigt nedkradsede ved gennemskimningen af al den tekst, jeg fik produceret hen over det forløbne ølår, og konstaterer, at jeg faktisk har fået det hele med. Tilbage står der bare at gøre status over, hvad der især var godt – eller hot, som det hedder på ungdomsk – og hvad der var ‘ikke’ … eller ‘not’ hedder det vist nok.
Hot
Noget der virkelig var hot i løbet af året – noget, jeg for så vidt havde øjnene åbne for i forvejen, men som virkelig tog kegler som aldrig før og i en udstrækning, jeg nærmest ikke havde forestillet mig muligt var …
Amerikanske IPA’er
Eller … ikke som sådan amerikanske i den forstand, at de rent faktisk er produceret derovre på den anden side af dammen. Det er skam rigeligt at øllene er inspireret af den særlige amerikanske IPA-stil. Amager Bryghus gjorde det så godt, at jeg næsten (men også kun næsten) endte med at blive træt af dem. Serbiske Kabinet gjorde sig også godt bemærket, og det gjorde Amerikanerne selv med Founders Brewing også … og så var der jo – nej, ved I hvad: Den gemmer vi lige lidt!
Not
Jeg vil ikke sige, at jeg endeligt opgav to forskellige øltyper i 2016 – for i princippet opgiver jeg aldrig en øltype. Repræsentanter for enhver type skal altid have chancen uanset hvad. Men to øltyper gjorde det bestemt ikke nemmere for mig sidste år, på trods af at de begge fik flere chancer:
Cream Ale og Havrestout
Cream Ale vil bare ikke være interessant. Det eneste, det mestrer er ikke rigtigt at mestre noget, men bare at lægge sig aldrig så solidt i midterfeltet – lige der, hvor det smager af lige meget og lige lidt. Dårligt smager det måske ikke – bevares, og jeg kan da også mærke den rare mundfornemmelse, som typen er så berømt for. Men samme mundfornemmelse – og smag – findes til fulde og mere til i andre typer. Det dér cream ale, ikk’? Stop det nu bare. Det er simpelt hen en overflødig øltype, der ikke bringer ølverdenen noget nyt, men i bedste fald kun noget kedeligt.
Og så var der havrestout … Om den kan sige, at når selv skotske BrewDog ikke formår at brygge én, der er interessant, så står det vitterlig skidt til med genren. Jeg udnævnte for øvrigt en havrestout fra Krenkerup som én af de mest middelmådige øl, jeg nogensinde havde prøvet. Middelmådigheden er i dén grad kendetegnende for denne stouttype, der af uvisse årsager lader til at have givet afkald på alt det gode, stouts ellers kan tilbyde os: Fylde, tyngde, tæt bitterhed, varm sødme … pist væk og fordampet, og kun en våd fornemmelse af daggammelt, koldt øllebrød er tilbage. Jeg er ikke overbevist, og der skal nok noget til, før jeg bliver det.
Årets skuffelse
Det er nu hverken en Cream Ale eller en Havrestout, der løber med titlen som årets skuffelse – årets ringeste øl. Den tvivlsomme ære tilfalder det ubestemmelige flaskeindhold i 10 Saints fra bryggeriet af samme navn, hidrørende fra den caribiske østat Barbados. Det er en – okay, lad os kalde den en ‘øl’, der er lagret på romfade. Hverken øllet eller rommen kan smages, og det må skyldes at begge dele må være blevet fortyndet af rigtig meget vand. Så meget, faktisk, at man endda mistænker vandet, det er fortyndet med for også at være fortyndet.
Så tyndt er brygget, og at det så kun er øl af navn og lød og ingenlunde af gavn, kommer næppe som nogen overraskelse.
Årets bedste øl
Den er der ingen tvivl om. Det er den øl, jeg valgte at gemme lidt tidligere i indlægget, og blot at kalde den årets bedste øl, yder den langt fra den hæder, den fortjener. Der er nemlig ikke bare tale om årets bedste øl, men den bedste øl, jeg nogensinde har smagt: Focal Banger fra bryggeriet The Alchemist, Vermont.
En IPA så aromatisk, at den skal nydes direkte ud af dåsen og ikke skænkes, indgyder selvfølgelig på forhånd en vis ærefrygt – men også en mistanke om, at brygget er udtryk for opstyltet spradebasseri og slet ikke kan leve op til det, der loves … men det kan det – med en hævn, en dobbelt hævn og en vengeance, der ville gøre Bruce Willis i hans velmagtsdage misundelig.
Tak til Martin Guldhammer for at smugle brygget over Atlanten i en barnevogn og tak til Paul for at gemme et eksemplar af den til mig – og derved stå for fristelsen til selv at hælde brygget i gabet.
Og tak til Amager Bryghus og Kongebryg, fordi I var så søde at invitere mig på besøg.
Tak til Ole Madsen for endnu engang at være leveringsdygtig i gode tips ved årets ølfestival i Lokomotivhallen, og tak til Martin Bo Petersen for samme ved Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum.
Sidst men ikke mindst – selvfølgelig en stor tak til alle læserne. Det er jer, jeg skriver for og til. Forbliv indstillet til tirader, brok, udkrængning af hjerteblod og Weltschmertz samt naturligvis flere anmeldelser i 2017.
