Mestendels opture … trods alt.
Medierne løber over med den ene året-der-gik-beretning efter den anden, fulde af krig, vold, død og ødelæggelse. Ude i verden har det vist været et mere end almindeligt hårdt år, og for nærværende ølblogger har det heller ikke hele tiden været lige nemt.
Grundet et større torskegilde, som jeg skal spare læserne for detaljerne i, var kassen ekstra slunken i året der gik. Så slunken var den, at jeg til sidst måtte bede om hjælp for at ‘få enderne til at mødes’, som det hedder på nudansk. Ud over det, fik jeg både ventet og uventet hjælp, så donationerne kom til at stå centralt i dette års anmeldelser.
Året startede således med en donation – eller i hvert fald en donationsrest. Til min fødselsdag for nu to år siden (2014) fik jeg en tysk øljulekalender i gave af min søster. Det blev noget af et projekt at få mig slæbt igennem. Det tog faktisk det meste af januar måned at få det gjort færdigt. Men da januar tit er en måned med ekstra lavvande i kassen, passede det mig såmænd fint, selvom kvaliteten godt nok lod noget tilbage at ønske. Tysk standardpilsner har bare ikke julekalenderpotentiale – i hvert fald ikke, hvis man har været sød (det var måske det, der gik galt?)
En donation blev det også til fra vores irske venner i form af nogle øl fra Holbæk Bryghus – ligeledes overliggere fra året før. Udmærket øl var det i øvrigt, og det ansporede mig også til at vende mentalt tilbage til mine unge dage, hvor jeg ikke boede så langt fra Holbæk igen.
En af de mere bizarre oplevelser kom til gengæld endnu længere væk fra end både Thisted, Irland og Polen (som vi vender tilbage til). Den kom fra Island, og det var en gammel ven fra min tid 
som punker, der havde den med på gennemrejse mod Sverige. Med sig havde han en øl, brygget på finhvalnosser røget over fåremøg. Det lød mere spændende (og ulækkert) end det var. Øllet var da fint nok, men bryggets succes skyldtes helt klart historien, og ikke smagen.
Jeg fik igen smidt øl i nakken af Kvickly – denne gang endda i to omgange. I maj måned havde Kvickly et grill-tema med fire øl – tre fra Midtfyen og én fra Vestfyen. Blandt bryggene fra Midtfyen fandtes det bedste bryg, jeg skulle prøve i 2015 – en Dobbelt IPA efter 
amerikansk forbillede – næppe nogen overraskelse, hvis man kender mig, at den skulle vinde dén pris. Af denne grund – og fordi Midtfyen formåede at brygge en chili-øl, der rent faktisk smagte godt, nominerede jeg Midtfyens bryghus som Årets Danske Bryggeri ved ølbloggernes vurderinger sidst på året.
Den anden gang, Kvickly gav mig øl, var i anledning af det traditionsrige Ølfestivalg. Min vinder blev Ærø Tangøl – som jeg også kårede som årets nye bryg ved ølbloggernes vurdering. Vinderen af selve eventet blev Pladderballe Bryghus‘ Skumhest. Det har nok glædet det approberende par, Monrad og Rislund en del, men det skærer mig også i hjertet at skrive 
disse ord, ved tanker om, at der nu kun er Rislund tilbage.
Jeg varmer mig til gengæld ved tanken om, at Jan gjorde dødsriget til et meget mere muntert sted, og at han nu har fået godt selskab på værtshuset, hvor Michael Jackson siden 2007 har været bartender. Nu er Jan der ikke bare til at bestille pints af det øl, Michael Jackson levede, åndede og ikke mindst skrev for – hans næsten-navnebror, Ian fra Wales er netop ankommet, og bestiller sjusser af det andet Michael Jackson levede, åndede og skrev for – whiskey.
De danner en fantastisk trio deroppe, dernede, derhenne eller hvor det er – og de hygger sig, gør de!
Men hvis jeg skal prøve at holde mig nogenlunde kronologisk til årets højdepunkter, så skal jeg nu gå lidt tilbage i tiden igen, til slutningen af maj, hvor jeg for første gang frekventerede Københavns Ølfestival. Det blev en anledning til at møde 
den person, som jeg vil kalde min mentor udi ølkendskab i den virkelige verden (og ikke kun på facebook). Endnu en tak skal lyde til Ole Madsen, hans grandfætter Kasper og Anne Louise, der gjorde mig selskab ved arrangementet.
Jeg springer Kvicklys anden donation over, og frem til det polske (jeg havde jo lovet en tur til Polen) bryggeri ‘Doctor Brew‘, der på eget initiativ valgte at sende mig en samling højst 
velbehagelige smagsprøver. Det skete lige omkring det tidspunkt, bloggen kunne fejre sit femårsjubilæum, så det blev også fejret behørigt – helt uden at være arrangeret på forhånd faktisk. Bryggeriet nominerede jeg også som mit bud på ‘årets nye bryggeri‘, blandt danske ølbloggeres vurdering af ølåret der gik.
Og så var der det løse fra de andre gæster… Særligt vil jeg fremhæve 
Johannes’ værtsgave – en Ronkedor fra Thisted Bryghus, det legendariske bryg, der var forhenværende brygmester Peter Clemmensens afskedsbryg, og det ypperste han mente kunne lade sig brygge. Godt var det i hvert fald, og den skal have ølbloggerprisen som den største øloplevelse sidste år – i hvert fald hvad afprøvede bryg angår.
Efteråret slæbte sig nu af sted, dagene blev kortere og mørkere, og så småt måtte jeg erkende, at midlerne ikke rigtig var til det store anmelderi. Jeg sendte en nødråb, og det blev hørt – i dén grad endda! Hjemmebrygger og -blogger Black Ben donerede et restparti han havde af belgiske og tyske øl, 
mens en læser ved navn Christopher sørgede for en donation, der gjorde mig i stand til at hente et flot udvalg af øl efter eget valg hjem. Jeg er i skrivende stund ikke engang færdig med de øl, jeg fik af d’herrer … og som om det ikke var nok …
… skulle Bryggeriforeningen også sende mig et aldeles nydeligt udvalg af 
diverse bryggeriers julebryg – de anså mig for at være en vigtig nok ølskribent til det, så har man set dét med. Og endelig fik jeg en flok overordentlig søde mennesker på besøg på min 40 års fødselsdag – også de havde øl med i overflod. Øl har ikke manglet siden. Jeg håber faktisk, at jeg kan nå færdig med dem, jeg allerede har, før sidste salgsdato.
Der har også været dårlige oplevelser. Den sløve økonomi var den suverænt dårligste, men ellers har ikke alle øl selvfølgelig været lige gode, og én skal her til sidst også udpeges som den ringeste. Den ære bliver Aarhus Bryghus og deres Session IPA til del. Det var en øl, jeg selv betalte for, og det er de dårligst brugte moneter i det forløbne år. Én ting er, at brygget mere minder om postevand end anstændigt øl. Det er selvfølgelig ikke usædvanligt, når det gælder kedeligt øl, men her skulle der være tale om en IPA – et frådende muskuløst monster udi bitter- og krasbørstighed. Og 
så får man … en vandgople.
Bevares, der er tale om en session IPA – en afdæmpet version, der er meningen, man skal kunne drikke under arbejde. Men det betyder jo ikke, at den skal være helt fri for smag.
Nå, men det endte jo rigtig godt for bloggen – i modsætning til verden, der fortsat raser mod afgrunden. Men jeg har i det mindste et lille lager af gode bryg, jeg kan nyde, mens jeg overværer tre-i-tolv-forestillingen fra min toværelses tæt på Amager Fælled.
Og skulle det ende i en paddehattesky det hele, ved jeg, der er et godt værtshus i dødsriget med mere end almindeligt underholdende klientel.
