I skal selvfølgelig ikke snydes for en årsberetning, så jeg er gået en tur baglæns gennem opslagene fra det forgangne år for at se, hvad der egentlig kendetegnede det denne gang.
Der var selvfølgelig alle øllene. De gode, de dårlige, de rigtig gode, de rigtig dårlige, de uforlignelige og de udrikkelige. Men når jeg sådan kigger tilbage, er det i virkeligheden mere begivenhederne der fanger min opmærksomhed. Alt det, som øllene rækker ud efter, det der er sket omkring øllene – skoven, om man så må sige, som jeg så tydeligt kan se, på trods af alle træerne … eller øllene om man vil.
Nye lokationer …
Året startede ganske vist sløjt med økonomiske tømmermænd efter det sædvanlige julefestorgie. Min gode ven Gedved kom mig heldigvis til undsætning med en stribe portugisiske øl. Indtil da havde jeg aldrig prøvet portugisisk øl før. Så selvom bryggene var, som sydeuropæiske bryg er flest, var det da anledning nok til et hurtigt tema. Der var dermed dømt tynde bryg over hele linjen – nogle var endda så tynde, at man skulle tro, de var fra Danmark, og en lille smule research (der bestod i at slå øllene op på Untappd) kunne da også afsløre, at Carlsberg stod bag flere af dem.
Selvom Portugal er kommet med på bloggen, er det nu stadig et af de lande, jeg har prøvet færrest øl fra. Det skulle dog ikke være det eneste nye land, der blev introduceret på bloggen. Norge og Island slog følge med imponerende indslag, mens Østrigs bud … lad os bare sige, de haltede lidt bagefter.
Gode venners selskab …
Vi springer frem til midten af marts, hvor et par gode venner havde indfundet sig, så vi kunne teste, om det
Munchkin-spil, min bonussøn Aslak havde fået i julegave, nu også virkede som det skulle. Det gjorde det som bekendt, og de fire selskabsøl, jeg havde købt til lejligheden virkede mindst lige så godt.
Hvad jeg til gengæld ikke lod selskabet smage på, var de to nye smarte alkoholfattige øl fra Carlsberg – den såkaldte ‘Nordic‘-serie – som jeg havde på lager samtidig. Og det
manglede selvfølgelig bare, for jeg behandler mine gæster ordentligt. Hvis jeg var diplomat og fik besøg af forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, Benjamin Netanyahu, eller Recep Erdogan, ville jeg måske stille det på bordet for at fremprovokere krig. Jeg ville nok være en ret så ringe diplomat.
Frihjul og luksus …
I året 2014 blev jeg ikke særskilt kontaktet af bryggerier, der ville have mig til at anmelde deres øl. Det er sket tidligere, men jeg har altid følt et stik af irritation ved den slags arrangementer, idet jeg nemt kommer til at ende i en situation hvor jeg dels reklamerer og dels risikerer at bide den hånd, der – om ikke fodrer – så i hvert fald sponsorerer mig.
Anderledes rart har jeg det til gengæld med den aftale, jeg indgik med Kvickly i forbindelse med kædens 3. årlige “Ølfestivalg“. De leverede øl. Jeg leverede anmeldeser. Reklamen jeg leverede var ikke for øllene, men derimod Kvicklys arrangement, så jeg kunne nyde og anmelde de våde varer uden forstilthed. Det kan godt være, at udvalget ved Ølfestivalget aldrig har budt på det ekstravagante eller det avantgardistiske (eller det ekstravagant avantgardistiske om man vil) inden for dansk brygkunst, men det gør ikke noget. 
Det årlige Ølfestivalg gør meget for de opblomstrende danske mikrobryggerier, og det i sig selv er nok til, at jeg vil give det min fulde (pun intended) støtte.
Vinderen blev som bekendt Pladderballe Bryghus’ ‘Svagpisser‘. Den ene halvdel af komikerduoen Jan Monrad citerede i øvrigt et langt stykke af min anmeldelse på fjæsen – med link og det hele såmænd. Og det i sig selv var jo hele aftalen med Kvickly værd.
Min personlige favorit, Furs ‘American Pale Ale‘ endte vidst på en 3.-4. sidsteplads, men smag og behag er vel forskellig. Jeg for min del var svært tilfreds med aftalen, og står det til mig, bliver det ikke sidste gang. (Ja, det var en opfordring til at holde øje med bloggen her, når Ølfestivalg 2015 starter.)
Således er det jo altid rart at få smidt nogle øl i nakken. Måske var det også derfor, jeg senere på året fandt den store pengepung frem, og købte løs af Toft Vin, Islands Brygges fineste (og dyreste) øl. Nu havde jeg jo sparet via mit sponsorat, så skulle man da være et skarn, hvis ikke man udnyttede det.
Og senere på året var der flere gratis øl, da min søster gav mig en tysk øljulekalender i fødselsdagsgave. På toppen af mit køkkenskab står fortsat alle dem, jeg endnu ikke har anmeldt under ‘julekalenderøl’-temaet. Dermed er der rigeligt øl til resten af indeværende måned, og måske også den næste med. Ulempen har dog vist sig – bryggene varierer fra at være vandede til at ligne vand så meget, at man kommer i tvivl.
Men så havde jeg til gengæld også mulighed for at anmelde nogle gode øl op til julemåneden. Hele Irmas udvalg kom under kærlig behandling, og Herslev formåede både at imponere og overraske. Og at jeg blev i
mponeret over vinderen, ‘Stjernebryg‘, var ikke nogen overraskelse, for jeg ved at Herslev laver gode øl. Nej, overraskelsen angik deres ‘Juleøl‘, for jeg troede faktisk ikke, at Herslev var i stand til at lave en så kedelig øl, der også blev temaets velfortjente taber.
En milepæl …
Et jubilæum blev det også til. Et halvt tusinde øl nåede jeg op på at have anmeldt i min tid som blogger. Det blev behørigt fejret med en dekadent øl, der også afspejlede nogle væsentlige træk hos mig personligt. Ved den slags anledninger finder jeg det undtagelsesvis passende, at man også får lidt af mennesket bag bloggen at se. Jeg undskylder endnu engang mange gange for det ubehag det med garanti har medført for mange læsere, og jeg lover, at det ikke skal ske igen … eller i hvert fald vil det kun ske for at drille.
Prisuddeling …
Det var vist i store træk det. Tilbage er der – for det hører sig til i mine årsberetninger – at gøre status over de bedste og de værste i året 2014.
Jeg starter med de bedste, eller … ja, de seksstjernede anmeldelser har hængt løsere i år end nogensinde før, tror jeg, men af en eller anden grund er det ikke de seksstjernede øl, der har brændt sig fast som dem, der har gjort størst indtryk på mig.
Den ene af de øl, jeg således husker bedst er Aros Tørhumlet Pilsner fra De Jyske Bryghuse. Bryggeriet har givet begrebet pilsner helt nye betydninger og hævet genren op på et højere plan. I betragtning af, hvor lavt et niveau den gængse pilsner i dag skraber, kan man indvende, at der skal heller ikke så meget til for at hæve pilsneren fra den kulkælder, den i forvejen befinder sig i til fx stuen. Men det er nu heller ikke bare det, De Jyske Bryghuse gør.
Næh, de hæver ikke bare øllet op på et højere niveau. De hæver den til et højt niveau, hvor den kan give andre mere fancy øltyper, amerikanske IPA’er, britiske mørke ales, og belgiske trappist-øl kvalificeret modspil.
Den anden jeg husker bedst er et hjemmebryg – eller et nanobryg, om man vil. Stik imod alle odds lykkedes det en af mine facebook-venner – jeg tvivler på, om jeg har mødt ham i virkeligheden – Ole Wolf at lave et bryg, der kunne give ikke bare adskillige, men de fleste bryggerier baghjul. “Sorteper“, har han navngivet sin aldeles vellykkede, karakterfulde og kraftige stout. Værre bliver det ikke af, at den er opkaldt efter Enhedslistens svar på Darth Vader, Sauron, Lord Voldemort og Grinchen – den evigt sortklædte mørke eminence Per Clausen.
Der var godt med godt til smagsløgene. Sød og blød karamelcreme i lyse chokolader med nøje afmålte mængder af ristet kaffe. Forud for leverancen måtte jeg plage ganske meget – men det var bestemt plageriet værd.
Og så var der de knap så gode oplevelser. Her må man skelne mellem øl, der bare er kedelige, intetsigende og mangelfulde, og så de øl, der er så positivt modbydelige at også de brænder et blivende indtryk i bevidstheden – vel at mærke af alle de forkerte årsager. Fra året der gik husker jeg også to markante øl.
Den ene var faktisk årets første øl. En sur blanding af mosevand og ingefær. Og selvom jeg faktisk elsker ingefær, så gør det sig ikke godt i mosevand, især ikke mosevand iblandet zink og eddike. Øv bøv, og dobbelt øv bøv, at den faktisk vandt Kvickly Ølfestivalg 2013. Men det er jo ikke Kvicklys skyld. Det er stemmeafgivernes skyld, og sådan vinder flertalsdiktaturet igen over den objektive kvalitet. Grunden til at flere vil lytte til skrigeskuret Rihanna, og ikke noget ordentligt musik, som fx … Napalm Death er omtrent den samme. Den halve stjerne som ‘Organic Ginger Brew‘ scorede skyldes at jeg er positivt biaset for økologiske varer – og intet andet. Men i det mindste har jeg da genitalier til at indrømme det.
Men det skulle blive værre endnu. Toft Vin har, som det sig hør og bør, et par kioskkøleskabe med billige, omend ikke helt almindelige øl. Og ved lejlighed købte jeg et eksemplar af dem, jeg ikke havde prøvet endnu. Blandt disse var nok den fæleste og modbydeligste øl, jeg til dato har smagt. Efterfølgende fandt jeg da også ud af, at det øgenavn jeg hurtigt fandt til den allerede var i omløb; ‘Afskum‘.
Og ingen øl har fortjent sit øgenavn så meget som den. Det rimer på det rigtige navn, som jeg af hensyn til læserne vil undlade at nævne her (det kunne jo være nogle uforvarende opsøgte produktet, og derfor ikke bliver sparet den modbydelige oplevelse). Jeg er stødt på den undskyldning, at brygget skulle minde om det øl, der var ombord på Vitus Berings skib. Brygget blev dengang helt bevidst tilsat citronsaft og andet, der kunne beskytte mod skørbug.
Vitus Bering, som brygget jo er tænkt som en hyldest til, led meget af migræne. Hvis øllet på den tid virkelig mindede om Bering Bryg Afskum, ja, så er vi vist kommet svaret på spørgsmålet om, hvor Vitus Berings migræne kom fra en hel del nærmere.
Redaktionen har hermed aflagt sin beretning. Vær velkommen til Kajs Ølblogs 5. år!
