Jeg må hellere til det … Den sidste nisseøl er drukket, og farmands øllager er – ja, farmands øllager; der er ingen grund til at begynde at forgribe sig på det, fordi jeg ikke kan få nosset mig sammen til at skrive min årsstatus (for først når den er skrevet vil jeg tillade mig at begynde at anmelde igen, og så er det jo fristende med øl, man allerede har anmeldt, som man så bare kan nyde).
Ølåret har været spændende uden de store lavpunkter. Det er min egen fortjeneste idet jeg valgte at fokusere på kvalitetsprodukterne frem for mainstreamøl. Som udgangspunkt vil dette fortsætte i det nye år, men jeg begynder at savne at tirere igen, så sandsynligheden taler for, at der i 2013 vil blive anmeldt mere standardøl, og derfor komme flere ildsprudlende tirader end i det forgangne år.
I mit tilbageblik på året er det, indrømmet, heller ikke øllene, der har stået frem som det vigtigtste. Humlebrygget har stået i baggrunden som vidner til det mildest talt kaotiske år, jeg har været igennem. Jeg har allerede skrevet et indlæg om dette, og skal ikke trætte læserne dermed yderligere, men valget af øl har fulgt de mange oplevelser, og har derfor skrevet deres egen lille historie om, hvordan mit år gik.
Vel, jeg må til sagen. Der var opture og nedture i det gamle år – også på ølfronten. Opturene stod Pladderballe Bryghus, (egl. Slotsbryggeriet Fønix) blandt andet for. Med serien af konceptøl fra Pladderballe, komikerparret Monrad og Rislunds fiktive verdenscentrum, fik min agtelse for begrebet konceptøl et ordentligt nøk opad. Øllene er resultat af kompromisløs brygkunst, hvor man ikke har været bange for at skræmme sarte sjæle væk med malt som ville få selv lektor blomme til at overgive sig, ristede og brændte noter, der nok skulle gøre silderøgerierne på Bornholm misundelige, samt en bitterhed, der får Sørine Gotfredsens, Marie Krarups og Iben Thranholms indlæg – tilsammen – til at ligne lalleglad forårspoesi.
De gode takter fra bryggeriet synes i øvrigt at fortsætte efter at Slotsbryggeriet Føniks har måttet dreje nøglen om. Herfra ønskes fortsat god vind til Svaneke Bryghus (apropos Bornholmske silderøgerier), der fremover vil brygge øl fra Pladderballe.
Af andre bittersøde opdagelser var der sjællandske Herslev Bryghus, et gourmetbryggeri, hvor pris og kvalitet stemmer nydeligt overens … de er med andre ord både alt for dyre og aldeles pragtfulde. Især deres IPA udmærkede sig, ikke mindst ved at præsentere en restgær, der kunne gøre selve sørgmodighedens sump fra Michael Endes eventyr misundelig.
Det næste store højdepunkt kom i vores sommerferie i København – den by vi p.t. forsøger at finde en bolig i. På Lord Nelson i København prøvede jeg, mens jeg var i godt selskab, den uforlignelige SoD fra BeerHere, og det skulle bestemt ikke være sidste gang, at dét bryggeri gjorde godt intryk. En Ammestout blev det til senere, og ferien blev sluttet perfekt af med en Fat Cat, der fik min blogs topkarakter på seks stjerner.
– Ligesom Torpedo Extra IPA, som jeg havde prøvet et par måneder forinden. Læserne må undskylde den opbrudte kronologi i indlæggene, men det er i virkeligheden ikke anderledes end ved de andre årlige opsummeringer. Props til supermarkedet Føtex for at have den perle i sortimentet!
Året var selvfølgelig også præget af familiens smuttur til Irland. Der bød sig dermed en mulighed for at smage på de irske varer. Overordnet var det ikke nogen specielt interessant oplevelse. De irske specialbryg er ærligt talt ikke rigtig noget at skrive blog om. De smager sjældent af særlig meget, og de meget rosende vender, de omtaler sig selv i, holder kun sjældent stik. En enkelt undtagelse skal fremhæves – Galway Hooker, der helt sikkert var turen ned til den lokale Off License værd. Den sidste øl, jeg drak i Irland – for at fejre, at det var den sidste øl, jeg drak var dog skotsk, en Punk IPA fra BrewDog i erkendelse af, at der nok alligevel er mere skotte i mig end irer.
Og nu sidder vi så hele familien i Hvalsø, har nydt en rar juleferie, og selv fandt jeg lynhurtigt arbejde efter at være vendt hjem fra Den Hiberniske Ø. Juletiden har ikke bragt de store oplevelser med sig, men det lykkedes mig da at få anmeldt forrige års juleaftensøl, Ærø Jule Ale, Strong Rudolph fra Rise Bryggeri. Suverænt den bedste juleøl, jeg har nydt sidste år.
Det var årets højdepunkter – vi må til det – året skuffelser følger.
2012 var fuldstændig frit for de totale skuffelser. Ikke én eneste gang blev den absolutte bundkarakter, Nul Stjerner, uddelt. Det er selvfølgelig ikke i sig selv en succes, og det er næppe et vidnesbyrd om generelt stigende kvalitet her til lands. Snarere viser det, at jeg har været mere kræsen med, hvad jeg har gidet afprøve.
Men lidt dårligt var der da.
Nogle af årets specialøl faldt uheldigt ud. Og det er netop pointen – uheldige, skuffende, mislykkede måske endda, men overhovedet ikke bevidst uforskammet ringe. Bryghuset Braunsteins IPA var en af skuffelserne. Kompromisløse som Bryghuset Braunstein altid er, har de produceret en tæskebitter IPA med smæk på – så meget smæk, at de udelukkende har fokuseret på bitterhed og i farten har glemt, at øllet også skal smage godt. Det gør BB’s IPA ikke, men heldigvis har det bryggeri da også mange andre øl, der er alle smagsløg værd.
Lige så slemt – for ikke at sige værre – var det med det belgiske bryggeri Haacht og deres Prior i Tongerlo-serien. Det var en samling på fire øl indeholdende 0,75 l på tilbud i Fakta for kr 25,- flasken. Et godt tilbud, omend ikke med helt den velsmag, man kunne få stillet i udsigt af så prangende flasker. Helt galt gik det altså for ‘Prior’, der smagte fælt af gær og aske, så et ikke ubetydeligt kvantum af den røg lukt i vasken.
Årets største skuffelse er Harboes Premium Pilsner på dåse, købt i Føtex. Den blev anmeldt i forbindelse med, at Føtex havde denne og en angiveligt tilsvarende øl på flaske med (næsten) samme navn til salg. Ud over emballagen var der også forskel på prisen – endda temmelig mange procents forskel.
Ingen af øllene var noget at råbe hurra for, og hvad kunne man i øvrigt forvente af discountøl fra Harboe. Dåseøllen smagte dog decideret grimt og syntetisk, langt værre end andre af Harboes billige øl – og var oven i købet mere end en krone dyrere end sin kammerat på flaske, der trods alt ikke var værre end det standardsprøjt Carlsberg hælder på Tuborg-flaskerne. Værre end Harboes Premium Pilsner på dåse blev det ikke. Og det er slet ikke værst, for der er stadig langt ned til de sidste par års værste oplevelser, som jeg stadig med gru tænker tilbage på. Harboes Premium Pilsner fremprovokerer kun et lettere forvirret skuldertræk i mig, og langt mere undren over, hvordan den kan være dyrere end sin bedre tveæggede tvilling.
Det var en oversigt over årets øloplevelser. Alt i alt et spændende år med mange gode og få dårlige oplevelser. For læsernes og underholdningens skyld håber jeg på flere dårlige oplevelser i det kommende år, for det er sjovere at skrive og – formoder jeg – at læse om.
Forsinket Godt Nytår til jer allesammen!
