Allerførst – Godt Nytår til alle læserne.
2012 er allerede godt i gang, og jeg har omsider fået nosset mig sammen til at fyre en mindre tirade af, om ølåret 2011 set her fra Hippiehybelen i Aarhus Vest. Som der altid er i løbet af et år har der været op- og nedture. På det sidste, har jeg valgt at fokusere på de rene anmeldelser, og lagt tiraderne lidt på hylden – mest for at gemme guldkornene til, når de virkelig er påkrævet – som fx i de højde- og lavpunkter fra året, som jeg nu vil gennemgå.
Højdepunkter 2011
Jeg vil starte med højdepunkterne. Det er altid skønt at afprøve øl, der viser sig at behage. Men hver gang det sker, bliver det omvendt en kende svært rigtig at finde ordene til at beskrive begejstringen. Altså – ord er der nok af, og festligt og flatterende skal det såmænd nok også blive, men det er mildt sagt en udfordring at yde anmeldelsen det sug af morskab i solar plexus som når en anmeldelse af en dårlig øl rammer lige i øjet. Jeg gemmer derfor de dårlige øl – og dermed de sjove anmeldelser – til bagefter. De følgende indlæg skal i øvrigt ikke opfattes som en rangliste (på nær den sidste øl, som ER den samlet set bedste/ringeste, jeg har smagt i løbet af året) men snarere som højdepunkter fra forskellige sider af mine ølsmagningsaktiviteter i løbet af året.
Det bedste nye bekendskab – BrewDog
Fra det det skotske konceptbryggeri BrewDog har jeg i løbet af året prøvet 5 øl hvoraf ingen har fået karakter under 3 stjerner, som er grænsen for, hvornår jeg finder noget middelmådigt. Jeg har aldrig kedet mig, når jeg har smagt en øl fra bryggeriet, og som gammel punker glæder det mig oprigtigt, at en producent af – ja et eller andet – faktisk med rette trækker på punkstilen og dens udtryk. BrewDogs øl er brygget kompromisløst og uden skelen til vaner og traditioner. Fremgangsmåden synes at være, at hvis man får en ide til et bryg, så uanset hvor hovedløs den virker, så brygger man den bare alligevel. Jeg spekulerer på, hvor meget øl, de mon kasserer deroppe nord for Hadrians Mur – hvor mange eksperimenter, der trods alt var for dristige, og måtte opgives? Vel – imponerende er de i hvert fald, Brewdogs øl, og især Punk IPA har været en oplevelse langt ud over det sædvanlige. Den er blevet en af mine foretrukne øl at give i gave, samt at tilbyde og anbefale. Kudos i øvrigt til COOP Danmark for at have en række BrewDog-øl i deres faste sortiment af specialøl.
Den bedste pilsnerøl – Samuel Adams Boston Lager
2011 var også det år, jeg lærte, at det, der efterhånden har udviklet sig til den generiske øl, alle kender, og alt for mange kan lide uden at have smagt andre slags øl – jeg tænker selvfølgelig på pilsneren – faktisk også kan være en interessant øl, såfremt den ellers brygges ordentligt. Tre skal nævnes – Session Pilsner fra Svaneke Bryghus – en af de desværre relativt få øl fra Svaneke Bryghus, der virkelig har imponeret, 77Lager fra BrewDog, og endelig Samuel Adams Boston Lager, årets højdespringer blandt pilsnerne, og jeg der ellers gik og troede, at jeg aldrig ville give en pilsner 5 stjerner. Fælles for de tre øl er en både forfriskende og kraftig, spids, ja man kunne vel nok kalde den sprød pilsnersmag, der er dejligt bitter uden at være harsk.
Den største danske nyopdagelse – Rise Bryggeri
Det har ikke været mange øl, jeg har anmeldt fra det lille Ærø-baserede bryggeri. Faktisk kun én – og en anden, deres juleale, drak jeg til jul. Da syntes jeg dog, at det var uforskammet sidde og skrible notater ned midt i julemaden med gæster på besøg. Jeg kan dog sige, at Ærøbryggeriets juleale var en 5-stjernet oplevelse, ligesom valnødde-øllen “Premium økologisk valnød“. Ud over at lave fortræffeligt øl, er alle bryggeriets produkter også økologiske. At være økologiske kan bryggeriet Ørbæk også bryste sig af, men deres produkter synes at være af langt mere svingende kvalitet, og selv om grundlaget, jeg vurderer Rise ud fra nok ikke gør resultatet særlig signifikant, så borger det alligevel for en tendens til kvalitet med to 5-stjernede oplevelser i streg. Det kunne BrewDog ikke engang opnå.
Den bedste gigantinnovation – Carls Bock, Carlsberg
I forbindelse med Carlsbergs ølvalg stod denne alene tilbage som den eneste øl, der var rigtig god. Der er ikke meget at sige om Carlsbergs udvikling i det forløbne år her i afdelingen for højdepunkter – langt det meste skal omtales i næste afdeling om lavpunkter. Ikke desto mindre skal giganten, kolossen på lerfødder da have ros, når det en sjælden gang lykkes den, at lave noget ordentligt, og det lykkedes sandelig med Carls Bock. Det tragiske er blot, at danske øldrikkere ikke har begreb skabt om øl, og hellere vil have ligegyldigt sprøjt end ordentligt øl, så Carls Bock vandt ikke ølvalget. Det gjorde den langt mere ligegyldige Gylden. Synd synd synd – men jeg er glad for, at jeg nåede at få smagt Carls Bock, før den forsvandt lige så hurtigt som den var kommet, som en påmindelse om, at selv ligegyldige bryggerier ind i mellem kan ramme plet.
Årets største øloplevelse 2011 – 666 Black Damnation, De Molen
Intet, jeg før har smagt kan måle sig med denne øl, og jeg frygter … arh, jeg frygter det egentlig ikke. Jeg ville have sagt, at jeg frygter aldrig at komme til at smage så pragtfuld en øl igen, men skulle man rende ind i noget, der måske bare var halvt så godt, så er lykken allerede gjort.
666 Black Damnation fra hollandske De Molen er den bedste øl, jeg har smagt med så uendeligt mange længder ned til nummer to, at det dårligt kan beskrives. Den er velkomponeret, velafstemt, intens i smagen, fyldig, kort sagt perfekt – and then some! Den er dekadent, den er øllenes svar på hybris, og derfor passer den blasfemiske titel også på mere end én måde. Og for at fuldende øllets indbydende koncept blev den nydt langfredag. En tragisk krølle bliver man desværre heller ikke foruden. Den kan ikke købes mere, den blev kun brygget i et lille begrænset oplag, og det var åbenbart et svineheld, at jeg kom forbi den Skjold Burne på Store Torv i Aarhus, lige netop på det tidspunkt, hvor de havde den. Halvtreds bobs for under to deciliter er også den højeste pris, jeg nogen sinde har betalt for en øl – men det var hver en krone og hver en dråbe værd.
Skål på årets – og formentlige mange års – største øloplevelse!
Lavpunkter 2011
Højdepunkterne bliver ikke højere af, at der i løbet af året også har været nogle tvivlsomme – for ikke at sige højst tvivlsomme øloplevelser. På den anden side gør disse lavpunkter heller ikke højdepunkterne lavere, og det er altid skønt at få en god øl mellem læberne, når man ellers er inde i en stime af modbydelige humleprodukter.
Jeg startede som bekendt året med en kavalkade over Faktas faste ølsortiment. Det var en eklatant skuffelse, der nok alligevel var forventelig. Knap så forventligt var det måske, at temaet senere på året om Carlsbergs nye produkter i anledning af et kæmpe markedsføringsstunt, der skulle relancere hele brandet, ikke stod meget tilbage for Faktas sortiment, når det gjaldt om at opnå – eller nednå om man vil – det samme begrædeligt lave kvalitetsniveau. Årets lavpunkter vil uvægerlig kredse om disse temaer, der da også til sidst fik mig til næsten at opgive overhovedet at gide de tynde ølprodukter længere, og det tror jeg, er en tendens, der vil holde ved et stykke ind i det nye år.
Årets specialølflop – Rose Wit, Carlsberg
Rose Wit er måske Carlsbergs forsøg på at gå plasticlegetøjsproducenterne i bedene, ved at lave en lyserød prinsesseøl i omtrent samme giftige pink nuance, som prinsessekareter til Zhu-zhu-pets, frisørsaloner fra My Little Pony, eller nuttede sportsvogne til Barbie. Målgruppen synes – på farven at bedømme – at være cirka den samme … når segmentet har nået en lidt højere alder ganske vist. Der er til gengæld ikke meget lyserød prinsesse over smagen, der vel bedst beskrives som værende i retning af umodne tyttebær i citronsyre, tilsat en forbandet masse gær. Praktisk taget udrikkelig er den, alligevel er den en del af Carlsbergs eksklusive Jacobsen-serie af temmelig dyre specialøl. Undertegnede har i hvert fald permanent ekskluderet sig selv fra nogen sinde at drikke det eddikesure sprøjt igen, og det er den eneste sammenhæng i hvilken, jeg finder betegnelsen ‘eksklusiv’ rammende, hvad denne såkaldte øl angår.
Årets standardølflop – Copen*hagen, Carlsberg
Som led i den store nye forkromede markedsføringsmæssige proaktive, dynamiske, managementefficiente, progressorienterede [indsæt eget hult rungende business-buzzword her …] relancering af brandet Carlsberg, bryggede koncernen en øl i Litauen, som de valgte at kalde – hold nu godt fast – Copen*hagen – (og hvad asterisken skal til for, står hen i det uvisse). Man kunne også have kaldt den “Vilnius”, eller “Lithauania” men åbenbart har det ikke den fjerneste betydning for en øl, hvor den egentlig brygges.
Det til side, er en Copen*hagen en tisgul rædsel i en klar flaske med en etiket, der ligner gulnet papir. Alt i alt ser en Copen*hagen ud som en hengemt urinprøve fra begyndelsen af forrige århundrede. Jeg har aldrig smagt på sådanne prøver, men jeg tror alligevel ikke, at Copen*hagen smager sådan. Hvis den havde gjort det, havde den dog i det mindste smagt af et eller andet, fremfor den næsten fuldendte smag af absolut ingenting, som er oplevelsen, man sidder tilbage med efter at have bællet en Copen*hagen. Totalt mislykket, uden karakter og en skamstøtte over et bryggeri, der i sin iver efter at lave uendeligt ressourcekrævende marketingstunts ikke kan finde ud af at bruge de nødvendige ressourcer på at lave et humleprodukt, der rent faktisk smager af noget – sådan som de allerfleste danske mikrobryggerier kan. Nærværende øl forsvinder forhåbentlig snart fra markedet – og skulle man være så heldig, så er det en yderligere bonus, at der ikke går nogen danske arbejdspladser tabt.
Årets udenlandske lavpunkt – Busch Light
Bryggeriet, der som et andet pylret pattebarn pinagtigt har gjort sig bemærket som dem, der de sidste 100 år eller deromkring har forsøgt at fortrænge den oprindelige Budvar med deres egen underlødige Budweiser, laver også andre øl. Fx Busch Light, som nogle gode venner af huset fik sørget for, blev bragt hjem til os hele vejen fra Wisconsin. Tak Maja, Grant og ikke mindst Lena for at bruge sin sparsomme bagagevægt, så jeg kunne anmelde disse amerikanske pragteksemplarer på alt det, der bekræfter os europæeres fordomme om amerikansk standardsprøjt. Noget nær komplet uden smag – bortset fra smagen af vand og kulsyre selvfølgelig.
Det værste Light/alkoholfrie produkt – Tuborg Super Light
Jeg skal ikke spilde megen tid, ord eller hukommelse på denne komplet udrikkelige undskyldning for en alkoholfri øl. Jeg har smagt indtil flere alkoholfrie øl i Tyskland fx, og har konstateret, at de faktisk kan smage godt – i modsætning til denne opblanding af sæbearoma og blik. Fy og føj! Nu, hvor jeg for ganske nylig har erhvervet mig et kørekort ved jeg i hvert fald med 100% sikkerhed, at hvis jeg skal køre hjem efter festen, vil jeg ikke røre dette underlødige brygprodukt med en ildtang – så hellere bare sodavand, eller lunkent postevand – begge dele smager af mere og bedre.
Floppet over alle flop 2011 – Kay-Sar, Cult.
Ligegyldigt, hult, intetsigende, vacant, void, uden smag, uden karakter, helt og aldeles uden betydning. Ét stort marketingstunt er, hvad Cults patetiske flop af et halvvejs udrikkeligt humleprodukt i virkeligheden er. At det samtidig er målrettet segmentet med bukserne nede i sokkerne og epoxylim i håret på weekendtur på Social Club, hjælper ikke på det hult rungende koncept, tværtimod. Det er en øl lavet af dumsmarte, slikkede, nålestribede marketing-management-business-corporation-initiative-coordinators, for dumsmarte, slikkede, nålestribede marketing-management … Ja, I forstår nok pointen.
Brygget er ikke det vand værd, den er lavet af – den er dårligt nok den plads værd, den optager i rum-tid-kontinuummet. Den er en hån mod alt, hvad øl står for, mod øls smag, farve, fylde, konsistens, mundfølelse, aroma, bouquet – i samtlige disse kategorier flopper den fælt, og det eneste, man kan blive imponeret over er, at man faktisk kan få noget til at være mislykket på så mange parametre.
Cults Kay-Sar er 100% marketing og 0% substans. Nok har den møvet sig ind i de fleste supermarkeder, hvor den ifølge Cults direktør Brian Sørensen skulle gøre Carlsbergs rang som førende danske bryggeri stridig – NOT SO MUCH! Overalt står køleskabene med underlødigt Cult-bryg næsten stopfulde hen. Jeg tror måske, jeg én gang har set nogen stå i en supermarkedskø med en Kay-Sar i indkøbskurven, og Cults lumre Kay-Sar-reklamer har heldigvis heller ikke domineret gadebilledet, sådan som jeg havde frygtet.
Jeg kan på baggrund af mine fornemmelser ikke dømme Kay-Sar ude som kommercielt flop endnu. Men håbet lever, og jeg har intet set, der tyder på, at Kay-Sar reelt vinder markedsandele fra de andre bryggerier. Forhåbentlig må denne hån mod øl opgives inden længe. Heller ikke det vil koste danske arbejdspladser, da Kay-Sar produceres i Tyskland, og bryggeriarbejderne der, skal nok finde andet arbejde, hvor de så i øvrigt kan producere noget bedre øl – det er tyskerne jo kendt for. De eneste, der måske bliver arbejdsløse er måske nogle af Cults dumsmarte, slikkede, nålestribede marketing-management-business-corporation-initiative-coordinators – de vil ikke blive savnet!
